Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen

Teatret

Skanningen er udført efter et privat eksemplar.

Google skan findes på: Hathi Trust.

Om tidsskriftet, se også Dansk Forfatterleksikon: https://danskforfatterleksikon.dk/1850tit/0188/sknr188033.htm Aargang I -XXX, 1901-1931.

[I. Aargang: 1901-1902]. Illustreret Maanedsskrift for Teater og Skuespilkunst. Redaktør: Jens Pedersen II. Aargang: 1902-1903. Redaktør: Alb. Gnudtzmann

Ill. Aargang: 1903-1904. Redaktør: Alb. Gnudtzmann

IV. Aargang: 1904-1905. Redaktør: Paul Sarauw

V. Aargang: 1905-1906. Redaktør: Paul Sarauw

VI. Aargang: 1906-1907. Redaktør Victor Lemkow

Udarbejdet 2024 af Niels ]ensen

gym garn RØNNE

3

190

MA

2

IF-AARGANG=190

NN

REDAKTØR: ALB. GNUDTZ

Chr, J. Catos Bog- & Stentrykkeri

N. J. SIMONSEN.

NIEFSSTUEL SIMONSEN

ET cer ikke altid just saa taknemmelig en Op- D gave at gaa rundt i Livet med et berømt Navn knyttet til sin Person; man forlanger eller venter nu en Gang mere af et Menneske, der lyder Navnet Cæsar eller Maximilian end af den første den bedste Peter Sørensen.

Og er man stillet saaledes, at man betræder Livets Skueplads under Mærket Niels Juel, saa for- drer Verden selvfølgelig helst, at man gaar fra Sejr til Sejr, i hvert Fald, at man ikke indlader sig paa noget Nederlag, naar man gaar i Ilden.

Og det maa siges til Kammersanger Simonsens Hæder: Noget Nederlag har han paa sin Kunstner- bane aldrig lidt, tværtimod snarere saa mange for- skellige Roller, saa mange Sejre, omend naturligvis ikke alle af lige stor Betydning, eller af lige stor Lødighed.

Fra den første Gang, da han — den 4. Novbr. 1868 — betraadte Scenen som Hans Heiling …

Dog, dette skal ikke være nogen Biografi af den populære Kammersanger, heller ikke nogen Karak- teristik af hans Kunst — dertil er han for godt kendt af alle, der overhovedet interesserer sig for vor Opera og for Musik i det hele taget; kun nogle spredte Bemærkninger, nogle glimtvise Streiflys paa enkelte Sider af hans Kunstnerfysiognomi som Billed- tekst til den Række Gengivelser af enkelte af hans Sceneskikkelser, som «Teatret» ser sig i Stand til at bringe.

Og det træffer sig nu virkelig saa heldigt, at noget taknemmeligere Objekt for billedlig Frem-

stilling end Simonsen i hans forskellige Roller, skal man vanskelig kunne finde. Thi det er, blandt mange andre, et af hans store Fortrin, ikke alene at han formaar at fylde paa Scenen, og fylde Scenen, som faa, men at' han i Skikkelse og Fremtoning, selv uden at aabne Munden, virker i ualmindelig Grad illuderende og overbevisende, virker som ct med bred Pensel og besnærende Farvepragt hensat Maleri, og at et Billede af ham derfor har let ved at genkalde hans Fremstilling af de mange forskel- ligartede Skikkelser for Bevidstheden og i Erin- dringen. Som der er Legeme i hans Stemme, saa- ledes er der Stemning i hans Legeme; han virker paa Scenen allerede umiddelbart ved sin Person; Maske og Dragt klæder ham og passer ham i hvert enkelt Tilfælde saaledes, at man faar det Indtryk, at netop han og ingen anden er som skabt til at fremstille den paagældende Figur fra Scenen.

Kast cen Toga om ham, læg Guldringen om hans Pande, og man vil tro at se en af de home- rike Helte,

Atreus hædrede Søn, den mægtige Drot Agamemnon

træde lyslevende frem paa Scenen.

Ifør ham Panser og Plade, lad ham slaa ud med breden Haand, og man vil sværge paa, at netop saaledes, og ikke anderledes, maa den stolte Marsk: Slig have set ud og have baaret sig ad, da han paa Viborg Thing kastede Hansken til Kong Erik Glip- ping. Vé den, som kommer efter ham det ske sent — i en saadan Rolle; om han i Dragt og

«Hans Heiling».

Maske var end mere korrekt, om han i andre Hen- seender havde nok saa store Fortrin at pukke paa: man vilde ikke anerkende ham for rette Marsk at være.

Giv Simonsen en grov Lærreds Kittel paa, med et Reb om Midjen, lad ham hæve Hænderne mod Solen og blot nævne Bramas Navn, og man føler sig hensat under Orientens glødende Himmel, med dens fanatiske Ildtilbedere og patriarkalske Livs- forhold.

Se — og hør — ham, naar han som Figaro i anden Akts Finale af «Barberen» træder ind paa Scenen. med Udbrudet:- «Hvilken Larm!» Hvor virker han ikke forfriskende, som han her ligesom dukker frem af Spektaklet, og stiller Larmen med et- Ord og et Haandkast.

Og saaledes kunde man blive ved at nævne Rolle. for Rolle; men Ord. er overflødige — se -paa Billederne og husk, hvad hvert enkelt betyder i den Sum af Nydelse, -som vi dog alle skylder Scenen paa Kongens Nytorv.

.….. Der er en anden Side af Simonsens Bega- velse, som maaske ikke. altid fremhæves stærkt nok, og som ofte sættes i Skygge af hans mægtige Stem. mekraft og prægtige - Stemmeklang; det er hans udprægede Musiknaturel, hans medfødte Musiksans

Nu er ganske vist Ordet Musiknaturel, som i

RR

«Joseph og hans Brødre».

«La Traviata».

«Spanske Studenter», «Fra Diavolo», i «Mignon».

«Faust».

<Oluf».

det hele taget Begrebet «Musikalskhed» af en meget vag og elastisk Beskaffenhed; det rummer talrige Afskygninger indenfor sin Ramme, og kan finde An- vendelse paa saare forskellige Individualiteter. «Hvem er musikalsk?» er et Spørgsmaal, der kunde give Anledning til megen dybsindig Diskussion og kon- kludere -i de hinanden mest modsatte Opfattelser. Sagen er, åt den musikalske Sans er sammensat af mindst syv og tredive forskellige Bestanddele, der hver for sig udmærket godt kan bestaa uafhængig af hverandre hos de forskellige Individer, og som samlede alle tilhobe kun findes hos enkelte udvalgte.

Hos én ytrer den musikalske Begavelse sig ved et opladt Øre for Intervaller og Harmonier, men findes parret med en udpræget Mangel paa rhythmisk Sans; en anden er netop i Besiddelse af denne, men mangler Øre for. Tonens Renhed — han vil kunne blive en ypperlig Trommeslager, men nogen Paganini bliver han aldrig. Musikalsk Smag og Finfølelse er ikke altid forenet med Øre for Harmoniens ele- mentære Grundbegreber, fineste Klangsans findes ofte i Forening med den mest mangelfulde Opfat- telse af Musikens dybere Indhold, om man saa vil, af Poesien i Musiken. - Man kan være en fortræf-

felig Musiker — dog med Tonen paa anden Sta- velse — uden at kunne føle eller forstaa den æsthe-

tiske Bund i den simpleste Sang, og man kan paa den anden Side nyde og glæde sig i fuld Overens-

stemmelse med Komponistens Intentioner, uden at være i Stand til at traktere et eneste Instrument eller kende en eneste Harmoniforbindelse — ja hvem er nu mest musikalsk?

Hos Simonsen vil man først og fremmest lægge Mærke til — og vide at paaskønne — et usvigeligt Øre for Tonens Renhed og Intervallernes indbyrdes Forhold, og en staalsat Rhythmesikkerhed, noget der yderligere understreges ved hans Stemmes sonore og. ligesom fasttømrede Klang, der ikke tillader nogen Misforstaaelse af, hvad han mener; man ved altid saa dejligt, hvor man har ham. Her er aldrig Tale om 'noget «uldent» — selv om Stemmen kan være. blød som Silke —; han stikker ikke noget under Stolen, men synger frit og frisk fra Leveren.

Og hertil kommer en næsten instinktiv eller in- tuitiv Evne til at ramme Karakteren i Musiken, og da navnlig i den Musik, der ligger hans Hjerte nærmest. Thi det er man jo ikke længe om at opdage, og det vilde da ogsaa være mærkeligt, om det ikke - var” -Tilfædet ——- at Simonsen ikke med Samme Lyst. er gaaet til alt, hvad der i Aarenes kan være faldet i hans Lod. Hans Kunstnertempe- rament, den Skole og den musikalske Opdragelse, som han har gennemgaaet, de Triumfer, han har fejret, har givet ham ea Forkærlighed for — hvad man med et Udtryk, der ikke maa misforstaas — maaske kunde kalde den gammeldags Musik, en For- kærlighed, der ikke altid lader sig forene med den fulde Forstaaelse af eller Interesse for den nyere musikdramatiske Skoles Frembringelser. I de Ope- raer, hvor Musiken er til for Musikens Skyld, hvor Melodien er Sangens Nerve, der tumler Simonsen sig som en Fisk.i Vandet; det moderne Musik- drama med dets ofte recitativiske eller deklamatoriske Sangbehandling, med Sangreplikernes dybe Indtrængen i og Afhængighed af Ordet og Dramaet, kan der- imod næppe siges i samme Grad at glæde sig ved hans Bevaagenhed. Hos Wagner er det derfor navnlig en saadan Figur som Wolfram i «Tann- håuser», med hele sit lyriske Sangerpræg, der falder ham mundret; og dog, hvor finder man en magt- fuldere, stateligere Telramund, end Simonsens Jern- skikkelse? Men varmere banker dog hans Hjerte for Figurer som Simcon i «Josef og hans Brødre», Lothario i «Mignon», Valentin i «Faust» osv., og han kan glæde sig som et Barn, naar han efter flere Aars. Forløb faar Lejlighed til at træde frem i en af sine gamle Glansroller.

Der er da heller ingen Tvivl om, at det vilde

blive en hel Fest for ham — og for Publikum med" — "maar han engang igen kunde sige: «Nu er

jeg atter I/ilhelm Tell!»

S. LEevysonn.

«Wilhelm Tell»,

«Tove»,

«Troubaduren».

«Mestersangerne»,

BEEON MW

2

el 3, A7:

DI & ANM

TEATERINDTRYK FRA OKTOBER 1902

DERSKCGESTEATER:

RTHUR SCHNITZLERS lille Enakter «Samliv» er et

Paradoks udsat over et Begravelsestema, alt

for mange Aandrigheder over en Grav med endnu friske Kranse.

Temaet er dette: Professor Pilgram kommer lige hjem fra sin Kones Begravelse, han er just ikke altfor nedbøjet af Ulykken, for i sit Ægteskab har han ganske været paa det rene med, at Professor- inden har været ham utro, og han har ogsaa ganske godt vidst Besked med, at det var Husets Ven, Doktor Hausmann, der var den foretrukne. Den afdøde Hustrus Elsker ankommer nu fluks med Iltog for at kondolere den nedbøjede Ægtemand, han har en stor Krans med og er grumme dyster. I en Sam- tale mellem de to Mænd opklares det nu til Ægte- mandens Forfærdelse, at Hausmann har været den hedengangne utro, han har været forlovet et helt Aars Tid med en ganske anden, og hvad der er det mest anstødelige, Professorinden har vidst alt. Nu hører dog virkelig alting op! Det er det, man maaske tør kalde Utroskab i anden Potens! Den utro Elsker sættes sporenstregs paa Havestuedøren med baade Krans og Kondolence. Professoren, der tidligere har været overmenneskelig ædelmodig og unødig langmodig, opirres indtil det yderste og giver sim Menneskeforagt det fuldeste og frieste Løb. En Ægtemand kan winuligt tilgive, at hans Kones Elsker har været utro, der er dog virkelig Grænser for menneskelig Overbærenhed.

Denne lille Familietragedie blev spillet meget

diskret, meget afdæmpet i et sørgmodigt Tusmørke, hvor man næsten syntes at mærke Ligkransenes Duft. Interiøret var næsten det mest illuderende af det hele.

Men hvad skulde de Agerende ogsaa faa ud af et Stykke, der muligvis kun kan foregaa 1 Wien og allernærmeste Omegn, og som kun helt kan begribes af Wienere og andre Sydtyskere?

Efter dette gik man over til den store Pathos, Bjørnstjerne Bjørnsons «Over Ævne», den religiøse Nevroses Tragedie, Tragedien om Nutidsmenneskenes syge. Nerveliv.

Nu er det bleven fortalt os saa ofte, skrevet og skrevet i det uendelige, Aar efter Aar, at de mo- derne sceniske Kunstnere herhjemme aldeles ikke formaar at magte Tragedien — og herved forstaar man Blodets og Sansernes mægtige og vildt op- blussende Tragik, de vældige Lidenskaber, den op- højede Pathos, alt det som de tidligere Generationer forstod ved den store Scenens Kunst, Shakespeares og Romantikens Teater, Oehlenschligers og Johanne Louise Heibergs purpurrøde og dunkelt glødende Sensualisme. Og det er vel ogsaa delvis rigtigt, der banker ikke længere saa sunde, saa enkelt følende Hjerter mere. Men de store Følelser spiller paa helt andre Instrumenter, langt finere, langt rigere. Sensualismens Tragedie er afløst af Spiritualismens, Blodets af Nervernes.

Og er det da ikke en langt sjælfuldere Kunst?

Opførelsen af «Over Ævne» paa det kgl. Teater

ne pe,

Rakel (Fru Bloch).

Hanna (Fru Sinding).

Elias (Schyberg). i Aagot

(Frk. Clara Rasmussen). Præste-Enken

(Fru Walleen).

Clara Rakel Elias (Fru Hennings). (Fru Bloch). (Schyberg).

«Over Evne», I. Akt.

<Q |

Sang (Neiiendam).

ikke en Søren Kirkegaardsk Monoman, der har gjort | Springet lige ud i det fornuftstridige, i Glød, i Varme, i Flammer, i fuldstændig Ekstase.

Og Adolf Sang stammer direkte ned fra Søren Kierkegaard.

Den sangske Fornuft var ikke ganske dødet endnu. Der var ligesom endnu en Tohed, en Tvivl, en Halvhed. Men i den dybe Inderlighed overfor Hustru og Børn var der megen bunden Varme, der virkede ægte, og hans Stemmes ejendommelig dæmpede og matte Glans gav Ordene en egen Farvetone.

Fru Sinding var den amerikanske Tante, og der var virkerlig over hendes Spil en vis amerikansk Ubegriben overfor disse specifikt skandinaviske Sjæls- rørelser. - Fru Walleens gamle Præsteenke viste denne Skuespillerindes mærkværdige Forandringsevne. Hr. Schybergs intense Inderlighed i Blik og Stemme kom smukt frem i Sønnen Elias Rolle, men hans Naivetet løber ene Faren for at blive sig selv altfor bevidst. Af Præsternes Gruppe forstod de Herrer Zangenberg, Jerndorff, Liebmann og Hofman at in- dividualisere de forskellige Typer. Hr. Jerndorfs biskoppelige Maske var ypperlig, en norsk Monrad-

type, bred og selvbehagelig med ærværdig Sølv- haarsfylde. Hverken Hr. Zangenbergs eller Hr. Hof-

Bratt (Chr. Zangenberg).

mans Ydre egner sig vel egentlig for klerikal Illusion, Tro. Der var for meget af det bløde Voks i denne

men deres Intelligens gav alligevel Udtryk for to Ungpigenatur.

Former af Kristendomsopfattelse. Rakels Øjne maa være seende, spørgende, vur- Fru Blochs blide taarefyldte Øjne og hele rørende derende. Men kun ikke taareblændede.

Forskræmthed gav et noget andet Billede end den Thi der ikke noget, der udtørrer et Menneskeøje

Rakel, der grubler og sætter sig op mod Faderens mere end Tvivl. Svenn LEOPOLD.

Rachel Sang Clara Bratt (Fru Bloch). (Neiiendam). (Fru Hennings). (Zangenberg).

«Over Eyrne»; ILTAkt:

— 0 —

| bl SA

Rosina (Fru Ulrich).

Figaro (Simonsen).

;BARBEREN ST -SEVIEEAS

Rossinis gamle, men stadig friske Opera er fornem Ele- gance og straalende Humør, udtrykt med overlegen Kunst — et Vældfaf Melodier, der risler og glider og opsuges af Øret med eller” mod dets Vilje, af Rytmer, der kildrer, vugger og hidser, — en Musik, der synes at være lutter Leg og Løjer for de Syngende, "men i Virkeligheden kræver den strengeste Skole, en Træning og en Teknik, som hører en svunden Tid til.

Vore Operakræfter, der allesammen mer eller mindre skal gøre Enepigegerning,, kan ikke blive Specialister, maa undvære den Øvelse i Stil, som større Forhold med fast Faginddeling giver. De anvendes i alle Brancher, hvad der er baade af det gode og af det onde. De bliver derved mindre ensidige, men ogsaa mindre perfekte indenfor det enkelte Omraade.

Man'ser det paa deres Udførelse af «Barberen». Naar lige undtages Hr. Agerholm, som er temmelig ude af Stand til at synge Grev Almaviva, — han spiller den slet ikke galt, —

er alle komne et Stykke ud paa den rette Vej. , Men derfor er Maalet ikke naaet.

Fru Ulrich vilde være en nydelig Rosina, hvis hun ikke desværre led af den Skavank, at hendes Intonation er højst uberegnelig, og hvis hendes Koloraturfærdighed ikke var for lidt primadonna-suveræn.. Hvorimod Fru Johanne Brun, -der ogsaa har sunget Partiet, ikke ret passer til det — hverken

i Ydre, i Spil eller i Stemmens og Syngemaadens Karakter. Hendes Heltinde-Sopran gik flot igennem i Ensembleerne, og Koloraturerne, der var indlagt efter hendes eget Valg, skinnede nok, men var kun første Klasses Plet.

Hr. Max Miller har været saa heldig at kunne krybe lige i salig Schrams Klæder, Grimasser, Gebærder og Betoninger, i hele Bartolo-Garderoben. hvis enkelte Bestanddele er blevne klassiske herhjemme og i Kraft af Traditionen og deres Pud- sighed altid kommer Folk til at le. Han har endvidere været saa heldig at have Skikkelse og Lune til at kunne fylde i den afgangne Sanger-Aktørs Efterladenskaber. Og han synger godt nok til, at det passer indenfor Rammen. Men det er dog kun en Kopi og som saadan anden Rangs. ;

Kunde Hr. Miller ligefrem ikke slippe udenom den én Gang fastslaaede Bartolo, havde Hr. Helge Nissen til Gengæld frie Hænder, da han skulde udforme sin Don Basile. Og han fik med et lykkeligt Greb, støttet af sin Intelligens og sin vokale Dygtighed, stillet en Figur paa Scenen, som blev den, man rimeligvis vil mindes længst af hele Galleriet.

— En Forestilling, der viste, at de unge Operister har

Humør og Evner, som ved en rationel Behandling — sang- teknisk og musikalsk — vilde kunne føre til ct virkelig værdi-

fuldt og fornøjeligt Resultat paa Opera-Comique-Omraadct. Gustav Hetscn, || ]

3asile

(Helge Nissen).

C. Lindstrøm, fot.

Frk. ADELINA GENÉE

I «COPPELIA».

ADELINATGENÉE

Vor Ballet er bleven gæstet af den danskfødte Danserinde Frk. Adelina Gence.

Hæver man sig til en Bournovillesk Betragtning af Dan- sens Kunstart, fordrer man af den, at den skal rumme et Aandsindhold, var vel Frk. Gencées Kunst ikke betydelig, maaske ikke en Gang Kunst. Men ser man den blot som en Aabenbaring af den Skønhed og Ynde, hvortil et Menneske- legeme kan udvikles, fortjener den unge Dame fuldkommen det stærke Bifald, der tilbruste hende.

Thi en Dans af større teknisk Fuldkommenhed er ikke set paa vor Scene. Er vore hjemlige Danserinder at ligne ved Romancesangerinder, Fortolkersker af enkle og yndefulde Bevægelsers Harmonier, saa er vor i England naturaliserede Landsmandinde Koloratursangerinde. ' Med en Smidighed og Virtuositet, der er beundringsværdig, udførte hun de to Partier, der var hende tildelt, i «Coppelia» og i «Blomsterfesten i Genzano».

Som mimisk Kunstnerinde er hun derimod uden opsigts- vækkende Evne. Dog hendes skære Blondhed og hendes lyse, lidt tilspidsede Skælmeri, virker indtagende.

I alle Tilfælde et Gæstespil, der for Ballettens Venner har været af ikke ringe Interesse. Thi det er jo ikke hver Dag, at en Sirfugl, der ude i Evropa har erhvervet sig den store Stil og det brillante Foredrag; finder Vej til vore køben- havnske Voliérer. AG:

Almaviva (Agerholm). Figaro (Simonsen).

Le er et

Figaro (Simonsen).

Bartholo (Max Muiler).

EDER SS EESEESEES EET TEE

PRIVATTEATRENE

I Aaret 1508 opholdt den unge Kristiern den anden sig -i Norge. Hans Politik gik i første Række ud paa at bekæmpe den Indflydelse, de hanseatiske Købmænd havde vundet. Den unge, handleivrige Konge ophævede resolut de Privilegier, Kristoffer af Bajern havde givet dem og som hverken Kristiern den første eller Hans havde vovet at røre ved.

Bl. A. kom Kongen ogsaa til Bergen, og her | var det, hans Kansler, Erik Valkendorf, en Dag, da É han strejfede om paa Gaden, fik Øje paa to Kvinder af et ejendommeligt Udseende.

Historikeren Hans Svaning, der selv havde set Sigbrit og Dyveke, fortæller, at Sigbrit var en gam- mel, overmaade hæslig Kvinde, meget fed, med rødt Ansigt, med spillende Øjne, med: Kæber, der hang hende helt, ned paa. Brystet; Dyveke derimod, som stod ved Siden af hende, var af en vidunderlig Skøn- hed, smækker og jomfruelig og af et ærbart Ud- seende.

Kansleren, der vidste, «at Kongen i højeste Grad var en Beundrer af skønne Former og glædede sig meget ved at beskue dem», henledte den unge Fyrstes Opmærksomhed paa Dyveke. Kongen sør- gede for, at hun blev bedt med til et Bal, Borgerne gav til hans Ære, han blev straks stærkt betagen af hende og dansede med hende; samme Nat blev hun hans Frille, og siden tog han baade hende og Sig-

brit med til Oslo. «Den Dans voldte,» siger Arild Å : Huitfeld, «at han siden dansede fra disse tre Konge- Figaro (Simonsen). riger: Danmark, Sverige og Norge.

Kristine (Frk. Hammerich). Ib (Adam Poulsen). Kristines.Bedstefader (Fjelstrup).

«Ib og lille Kristine».

Dyveke (Frk. Niedermann). Kristiern II. (Adam Poulsen).

«Hos Sigbrit».

Denne første Akt af det berømte historiske Kær- og skælvende lille Due, af hvem (det røde Blod lighedsdrama er Emnet for Dr. Edvard Brandes lille randt draabevis, til hun udaandede sin blide og Enakter «Hos Sigbrit», Dagmarteatrets Skuespil- sværmerske Sjæl under sin kongelige Elskers Jern- É nyhed i den sidste Maaned. tag. Men, siger Dr. Brandes, og sandsynligvis med > Skuespillet er at regne for en Bortrensning af Rette, saaledes var hun ikke. Og.han. viser os en den poetiske Overkalkning, Dyveke-Skikkelsen har livsvarm og kæk Jomfru, der glad og stolt bereder

været Genstand for. Digterne har vist os en bleg sig til at tilhøre den Mand, hun elsker.

Sigbrit (Fru Aug. Wiehe). Dyveke (Frk. Niedermann). Kristiern II. (Adam Poulsen). Erik Valkendorf (E. Larsen).

«Hos Sigbrit».

Derimod er Stykkets Sigbrit meget ulig Svanings. Hun er ung endnu og fager nok til, at hun vel kunde tænde Elskov hos Mænd.

Stort mere end en Opridsning af disse historiske Skikkelser er Stykket ikke. Det er en Begyndelse, ikke en Afslutning. Dets Værd beror paa dets kloge Iagttagelse, dets Skarpsyn for det impulsive hos den unge Konge og dets

oo nydelige Skildring af Dyvekes Elskovs- Foraar.

Ja, måaske har enddi — Forfatteren ramt og villet ramme dybere, end det ved første Øjekast ser ud TIE -Dyyekes Kærlighed er næppe upaavirketaf, at den, der elsker hende, er Konge. Og dog er der i hendes Følelse ikke mindste Usand- hed. Er dette rigtigt, rummer da Stykket en. ”Art. "Indsigelse mod Opfattelsen af Kærlighed som bero- ende udelukkende paa en Art Naturinstinkt. Den kan meget vel omfatte — adskillige «ydre» Hensyn og være lige oprindelis for det.

Som Dyveke saas én afs Teatrets nye Danier,ErkNieder- mann. Der var over hendes Fremstilling noget varmt og tin-

> (ej

drende, noget af den uforbeholdne Hengivelsestrang, som skal gøre Skikkelsen sympatetisk, og selv om den unge Skuespillerinde ikke" helt har Hold paa sine ydre Midler, lovede hendes Dyveke dog det bedste. Ved Siden af hende stod Hr. Adam Poulsen som den unge Konge. Han havde vistnok i sin Maskering gjort Kristiern noget ældre, end han var paa det Tidspunkt, Stykket foregaar, men selve Spillet var helt ungt, med den Bevægelighed og Pludselighed i Minespil og Bevægelser, som findes hos begavede, handleivrige Mennesker. Adam Poul- sen er hurtig kommen ud over den blanke Stem-

Fru Oda Nielsen i «Odette».

ningsfyldthed, paa hvilken man er lyrisk Elsker. Han staar allerede nu med det ene Ben i Karakter- komedien, vel uden at have indsamlet den Livser- faring, som skulde udfylde Spillet helt;men med en Evne til at iagttage og. forme,- der ikke er al- mindelig, og med adskilligt af den Fortryllelse, som der er over de friske Evner og den unge Iver.

Iøvrigt vil man af Udførelsen huske Fru Augusta Wiehes klogt ransagende Blik og Hr. Em. Larsens karakteristiske = Erik Valkendorf.

Sammen smed «Hos Sigbrit» bragte Teatret en anden Ny- hed frem, en Drama- tisering af HC) An- dersens «db og lille Kristine» med Ennas Musik, og iøvrigt har det genoptaget «Den indbildt Syge» med FErkESophus Nets mann som det med uformindsket Kraft lysende Midtpunkt og Woldemars mørke Tidsbillede «Varul- ven». I det sidst- nævnte Stykke vir- kede Hr. Adam Pou!- sens Henrik Flinct ved sin sammenbid- te, anspændte Trods, mens Hr. Em. Larsen kvækkede lystent og skadefro som den pukkelryggede Vært.

Men Woldemars Stykke er mere Tids- end Menneskeskildring. Det er ikke de enkelte Skikkelser, der først og fremmest optager Tilskueren, det er den almene Tænkemaade, skildret som den er med en bitter, næsten brutal

Ærlighed, i denne Henseende støttet af Iscenesæt- telsen, der fuldt lader Optrinenes Haardhærdethed komme til deres Ret.

Den Teaterbegivenhed, om hvilken især Publi- kums Interesse samlede sig, var dog Fru Oda Nielsens Genoptræden paa hendes gamle Scene. «Odette» blev den tilfældige Ramme om hendes gribende og rørende Skildring af en Kvinde, der har lidt Forlis,

I4 —

Ydersiden af sit Talent, sin Evne til at frem- stille Verdensdamen, Kvinden, der er vant til at tumle med Skæbner og se overlegent paa Tilværelsen. I den anden Indersiden: Evnen til at lade de dybest klingende Strenge i et Menneskehjerte vibrere og klinge hen i bristende, sagtmodige Akkorder.

Kasino har da faaet den Primadonna, som det i lange Tider har savnet. Og naar alt kommer til alt er vel Fru Oda først helt paa sin Plads, hvor hun kan være den, der gaar i Spidsen og indtager en=Særstillms. "Der er; Kunstnere, derfor at naa det udmærkede maa staa i intim Rapport med de medspillende, maa udveksle Paavirkninger gennem unsynlige Forbindelsestraade. Andre maa skabe helt uafhængigt, maa ligesom have Plads om sig. Og til disse sidste hører Fru Oda Nielsen.

At hun er vendt tilbage til Amaliegades Scene betyder da sikkert, at hendes Farver herefter vil vaje over det gamle Teater. Farver, hvorunder Te- atrets Stab vil føle det som en Glæde at kæmpe, og hvorunder de har al Udsigt til at vinde mangen

Sør:

ÅLBERT GNUDTZMANN.

Henrik Flindt (Adam Poulsen) i «Varulven».

men som midt i Skibbruddet bevarer sin Stolthed, sin intellektuelle Overlegenhed, sin dybe og rige Menneskelighed.

I Stykket staar Skikkelsen næsten ene;.den er en af disse Roller, der er skreven for en betydelig Skuespillerinde oganlagt saaledes, at hendes Kunst kom- mer til at vise sig i saa mange Farver som muligt. Saa taknemmelig den er, kræver den derfor en Kunst, der er tilsleben i mange Facetter, en betydelig Teknik og en sikker Autoritet. Der er kun meget faa Skuespillerinder, der kan «bære» en saadan Parade- rolle; thi den er som et prangende Kostume, der kan virke ødelæggende. Men Oda Nielsen er en afde faa:

Der er især to Scener, hvor denne Odette naar det betydelige... Mødet med Greven, hendes fra- skilte Mand, hvor hun i sin retmæssige Selvfølelse omgærder sig med «t Panser af Ligegyldighed, stadig afslaaende hans smaafedtede Tilbud om Penge og alskens Fordele, blot hun vilde holde sig i Ro og ikke genere. Dernæst Mødet med Datteren, hvor hun ganske tyst føler al den Trods, som hun har rejst i sig, smuldre hen, til hun er idel Offervillighed. I : ER den første af disse Scener viser Fru Oda Nielsen Værten (Em. Larsen) i «Varulven».

G&G SEE na: REESE Sar EEN

Komi Fi

SARAH BERNER DT

Saa BERNHARDT har atter været her i Landet, — sagten3 for sidste Gang.

Hendes Geni viste sig — selv i sit Forfald — saa iøjne- faldende, at det formaaede at blænde og beruse alle dem, der ikke har kendt hende før. For hendes gamle Beundrere var Nydelsen jo ikke saa ublandet. De fik under Spillet desværre rigelig Tid til at tænke sig om, se tilbage og sammenligne. Sammenligne hende ikke alene med, hvad hun selv var i sin Storhed, men ogsaa med Tiden om hende, hvad den fordrer, og hvad den giver.

Et historisk Monument var hun alle sine Dage, — og det er hun nu mere end nogensinde før.

Er hendes Tid nu omme?

Svaret findes bedst, naar man sammenstiller her.de med de to store Kunstncrinder, der sammen med hende behersker det moderne Teater: Réjane og Duse, — disse to, der langt klarere og skarpere end Sarah selv repræsenterer hver sin af Tidens to herskende Aandsformer: Realismen og Symbo- lismen, — for at tale tydeligt.

kéjanes Virkelighedssans naaede hun aldrig Mage til, selv i sine største Øjeblikke. Den Sandhed, Réjane giver i et Smil, et Blik, en Betoning skærer ubarmhjertigt ind i Sarahs Realisme og belyser den som den Leg med Tekniken, den er. Den Sandhed, Réjane kan give i et lidenskabeligt Udbrud, skærer ubarmhjertigt ind i Sarahs Raseri, og belyser det som de Teaterskrig, det er. La Tosca's Hyl lyder hult, naar man husker Sappho's Graad.

Men heller ikke naaede hun nogensinde den ubeskrivelige og dybe Sødme, der strømmer ud fra Duses Kunst. Sarahs sejerrige Smil bliver stereotypt ved Siden af Duses, der er som Sange om Ømhed og Sorg. Sarahs skønne Plastik bliver Jalletattituder ved Siden af Duses enkle Bevægelser, hvis In- derlighed griber om Hjertet som om de var Ord. Og det Skær af Drøm, der saa sælsomt bølger om alle Duses Skik- kelser, formaaede Sarah ikke at trylle frem om nogen af sine,

De to store Længsler, som Tiden kender: at se sig selv som den er, — og derefter at flygte bort fra Synet, —

giver

disse to store Skuespillerinder et fuldkomment Udtryk for, hver for sin. Sarah giver dem ikke. É

Og dog var hun — i sin store Tid — større end dem begge, hendes Natur rigere, hendes Geni mere omfattende.

Thi hun rummede begge.

Hun var et ægte Barn af sin Tid, — deri ligger Forkla- ringen. Hun var en Inkarnation af den Aånd, der herskede i Frankrig paa den Tid, hun voksede op: det var ikke Roman- tiken, som man har sagt, — det var Romantismen i Forfald. Og just den indeslutter i sig Spirerne til vor Tids herskende Aandsformer: den moderne Realisme og den moderne Symbolik.

I Virkeligheden er Sarah Bernhardt langt mindre beslægtet med Victor. Hugo — end med Charles Baudelaire. F/eurs du mal kunde hendes sceniske Frembringelser kaldes med samme Ret som hans lyriske. I det Ydre pragtfuldt prangende, — inderst inde syge.

Hendes Natur viser -det: Hun var aldrig helt Kvinde, vel snarest en Art Androgyn, — med sit afsindige Hovmod, sin grænseløse Hersketrang. Hun var syg efter det Kolossale: den uhyre Berømmelse, den uhyre Rigdom, — kastede saa hvert Øjeblik i et nervøst Lune det hele overbord, og maatte begynde forfra.

Og i sin Kunst viste hun — ligesom Baudclaire — en absolut Tilbøjelighed for det naturstridige. Derfra hendes Trang til at spille Mandsroller. Og hvor højt hendes Geni end bar hende, — det var altid mere en nervøs Extase end en bræn- dende Hengivelse for de Mennesker, hun fremstillede. Hver- gang hun til sin Fryd følte de salte Taarer strømme ned over sit Ansigt, saa Publikum gispede ved Synet, — var det hendes Nerver, der græd; hendes Hjerte blev koldt og dødt. Derfra hendes vidunderlige Udholdenhed.

Hun var sin Tids typiske Repræsentant paa Scenen: den dekadente Romantik, med dens eksalterede Følsomhed og dens eksalterede Effektmageri.

Hos hendes Efterfølgersker er Overdrivelserne forsvundne. Effektmageriet er bleven til. Natur, Følsomheden til Følelse. Udtrykkene er bleven mindre grandiose, m?n sandere og

inderligere. SVEN LANGE

SR

z TY

57 |

( OD [al

SARAH BERNHARDT.

Fotograferet ti) «Teatret» under Kunstnerindens Ophold i København.

G. Lindstrøm, fot».

P. JERNDOREF.

PETER JERNDOREE

ER er Kunstnere, for hvem Kunsten er et hid- DB sigt Favntag af Musen. Hvad de skal vinde, maa de vinde straks, i den første hede Begejstring og Befrugtning. Det kan glippe, og det lykkes dem maaske aldrig at vinde den skønnes Attraa; hun synes skræmt og varer sig. Eller der forestaar dem en lang og besværlig Bodsgang, en Kryben påa-de bare-Knæ i-Sæk-og-Aske:

Men:der er andre;-— og” det er maaske ikke. de mindst lykkelige — for hvem det intime Samliv

oror=sinsstille” sikre Vækst Aar for "Aar: Detsoaar til en Begyndelse ret ubemærket af, ingen Rystelser, ingen Sensation, ingen Sammenstimling af Publikum. Men en skønne Dag saa ser”man jo, at det er der. Ogsman: ved=medsidet sammen atxderernens yp- perlig Kunstner iblandt os. altid let "at-fastskaa;«for"der tales: Jo: ikke”saadan om det. Men man gaar om med Bevidstheden og udtaler det lejlighedsvis.

For Peter Jerndorff — der hører til disse sidste

var vel Øjeblikket inde, da han først spillede

Tidspunktet er ikke

sin Dr. Rank 17»Et Dukkehjem«. Ikke straks hin første Aften, da det berømte Ibsenske Skuespil tændte sin Kvindesagsbrand, thi om Nora-Skikkelsen var: alle-Tanker "samlede, og det stærke Lys, der udgik fra den, blændede- Øjnene, saa-man ikke straks fik Blik for. Omgivelserne. Nora var Betty Hennings, og »Et Dukkehjem« blev hendes, først senere tillige Helmers og Dr. Ranks, Emil Poulsens og Jerndorffs.. Nu, da Jerndorff ene af den op- rindelige Rollebesætning staar ved den første Noras

Side, ved vi alle, hvor sjælfuldt han spiller denne Skikkelse. Forsøger man at se »Dukkehjemmet« for sig i. et. Billede, er: det. ikke bløt Noras for- vredent-vilde Tarantel, ikke hendes stivnende Angst og kolde Opgørs-Ro,. ikke Helmers blussende Bru- talitet — nej, ved Siden af disse to og med lige Ret ser man Helmers blege og lidende Træk, hans kloge, tungsindige Øjne bag Lorgnetten, hans svage, ligesom tyndskorpede Legeme, der synes at skulle gennembrændes af den Lidenskab, der saa helt be- hersker ham. Og Stemmen og Blikket er Peter Jern- dorffs og vil vedblive at være det for alle os, som har set ham,. selv naar det ikke mere er ham, der giver Skikkelsen Kød og Blod. Det bedste Kende- tegn paa, at det, han har ydet, er betydeligt. Det er nu en Gang Vedtægt at klage over Skuespil- kunstens Flygtighed, over, at det, den har skabt, dør med Kunstneren. Der er heri det rigtige, at som i al anden Kunst er der i Scenens meget, som kun er for Dagen idag og som da helt sporløst slettes, mens en slet Bog eller et tarveligt Maleri vedbliver rent udvortes at bestaa til evig Skam og Skændsel for Ophavsmanden. Men hvad udmærket scenisk Kunst skaber, skal nok blive ved at holde sig. Ikke blot borer Indtrykket deraf sig dybere ind i Sindene end andre Arter af Kunstindtryk, men gennem senere AÅrvetagere gaar i grumme mange Tilfælde en hel Skikkelse i Arv. Dette er jo netop hvad Tradition i Teaterkunst vil sige.

Rank er maaske den af Jerndorffs Ydelser, der vil leve længst, fordi den falder indenfor et Skue-

HEN ROER

Operaen «Faust». «Dante».

spil,.der sikkert har en Aarrække beskaaret. Men det er ikke.den eneste af hans Figurer, som det vil blive svært for senere Fremstillere at komme udenom. Jeg taler ikke her om hans Gregers Werle. Sikkert har Figuren oprindelig været kor- rekt nok: med denne. upraktiske, men uomtviste- lige Hæderlighed, der fuldtud maa tages alvorlig. Men Synspunktet for »Vildanden« turde i Tidens Løb have forrykket sig en Smule. Det viser sig i, ar Relling nu paa vort kgl. Teater spilles med større Myndighed og Varme. Det turde da i det mindste være tvivlsomt, om ikke den Blindhed, som hos Faderen er legemlig, men hos Gregers er aandelig, skarpere skulde understreges, og om ikke den forkrøblede Fyrs klæbrige Retskaffenhed rettelig burde opforgyldes i den Latterlighedens Glans, der skinner over alle mislykkede Morali-

seringsforsøg, al Dumhedens Pusten sig op, al

overflødig og skadelig Snak.

Om Jerndorff havde anlagt Rollen saaledes, vilde den have føjet sig ind i den lange Række komiske Figurer, han har skabt: latterlige (Gække, op- pustede Narre, kvindagtige, ynkelige og pjankede Mandfolk, Mænd, der er under deres Koners Tøffel, eller forfængelige, indbildske og skørhjernede Daa- rer Et Par Aar efter Dr Rank skabte han af denne Art Figurer den, der vel egentlig skaffede «Hvor man keder sig».

— 19 —

Tegning af Carl'Thomsen,

= | | å i d i

mk AE

Aibkemne

«Mignon»

«Under Snefog»

«Hellig tre Kongers Aften»

«Et Dukkehjem»

«Canta».

ham dette »Fag« som lovlig i »Ulysses v. Ithaciac«. Som agtig udstafferet trippede om i den klassiske Lund, der bestaar af et Par Træer i Legetøjsstil, anslog han den hele Forestillings festlig overdrevne Ka- rakter. Af denne Paris var hver Tanke udblæst, alt menneskeligt Væsen kvalt. Herligere Parodi kunde man ikke se for sine Øjne.

I de fleste andre beslægtede Roller er dog Farve- givningen adskilligt svagere og mere diskret. Jeg husker ham særlig som Niels Skjoldborg i Hostrups »Under Snefog«. Med sine ynkværdigt optrukne Øjenbryn — han ser ud som det personificerede Maveonde lister han ydmygt og selvudslet- tende om i Stuerne paa den solide Proprietærgaard, afhængig og sølle men næsten rørende i sin ube- grænsede Skikkelighed, sin ganske forsvarsløse Fjo- gethed. Og tag saa paa den anden Side hans Jean de France. Skikkelsen hører vel ikke til Jerndorffs betydeligste, dog han bar den. Og han viste her en ny Variation af den uudtømmelige menneske-

Ejendom: Prins Paris han pudret og nar-

LS nn

lige Naragtighed: den opblæste. Jean de France ejer den Dumhedens Naadegave, i Kraft af hvilken man er sublien — er det, fordi man synes selv at være det, og fordi den Tanke, at det kunde være en Illusion, overhovedet ikke naar indenfor ens Forestillingskres.

Der fører vel knap nogen synlig Bro fra denne Nar, der tror sig overlegen, til Narren i »Hellig- trekongers-Aften«, der er det. kelser

Men ogsaa Skik- rummes indenfor Jerndorffs Evne. Hans vittige Foredrag af Sangen om »Regnen, der regner« var et Mesterværk af overlegen Humør og fin Pointering.

Og saa spænder han endda over endnu flere Felter af sin Kunst. Han er den retliniede Ilæder- lighed, den blonke Retskaffenhed, den sunde Fornuft med et Stænk af Bedsteborgerlighed. Derfor er han ofte den, gennem hvis Mund Forfatteren taler for egen Regning: han er selve Philemon i Hol- bergs »Lykkelige Skibbrud«, og han er den ret- sindige Poul i »En Skandale«. Roller af denne Art kræver ikke nogen stærk Underbund af Lyrik,

som denne sidstnævnte

og ved Indgangen til Lyrikkens Rige — ialfald naar man tænker paa den som noget hedt. og umiddelbart svulmende — er vel ogsaa (Grænsen

for Jerndorffs kunstneriske Formaaen sat. I alt, hvad han yder, er der overlegen Refleksion og den fineste Kultur. Kun ingen Svulmen.

Og dog debuterede han i en Rolle, der netop var "Lyrik: =Aase "i Mester 709 Lærling; Han mødte til sin Teatergerning vel betænkt og nøje beredt: han var allerede 29-aarig og havde sin medi- cinske Embedseksamen bag sig. Det synes Sangstemme vindende Fremtræden prædestinerer en ung

nu en Gang at være saa, at en smuk og en Skue- spiller til at gennemgaa det krøllede Elskerfag, og Jerndorff undgik det da heller ikke. Men det maatte snart staa klart, at det ikke var paa dette Felt, han skulde sejre. Og han blev i nogen Tid, hvad man i Anmeldersproget kalder »anvendelig«. Han an- vendtes meget og svigtede aldrig helt i nogen Op- gave. Især gjorde han god Teatertjeneste, hvor der var Brug for hans Sangstemme. Senere — i Firserne — da Landet var stedt i Tenornød, holdt endogsaa denne Stemme den danske Opera oven Vande. Han var Wilhelm Meister i »Mignon«; han var Faust baade i Gounods Opera og i Boitos Mefistofeles. hans fine musikalske Dannelse og hans aarvaagne Intelligens frelste han i hvert Fald disse berømte Partier.

Han er idag efter over 30 Aars Teaterliv endnu »anvendelig« som kun faa af vore Skuespillere, men paa en helt anden Maade end i hine første

Takket være

«Arria og Messalina».

Teateraar. En Række ejendommelige og levende Skikkelser har han skabt, og paa næsten alle Om- raader af Scenekunst. For mange af de unge har han været. den sikre Lærer. Og ogsaa udenfor Scenen har han gjort sit til at fremelske Tale- sprogets Skønhed og Renhed. Hans lille Bog om den Ting egner sig i mange Maader til at være en Katekismus for alle dem, der ønsker at tale det danske Sprog purt og rent — dette skønne og bløde Sprog, der saa let mishandles, fordi det skal omgaas med saa stor Varsomhed for ikke at klinge udvisket og plat.

Saaledes præges da Jerndorffs Kunst af noget af det bedste i dansk Teaterkunst, saaledes som den dyrkes paa vor første Scene. Dens Ærlighed, dens Sky for Unatur, dens Finhed og Kultur. Det er vel i bedste Forstand en Traditionens Kunst,

«Hakon Jarl».

fordi den synes saa nøje knyttet til de Brædder, der nu i over en Menneskealder.… har. set den ud- folde sig — den synes næsten skudt op af selve det kgl. Teaters aandelige Jord og kunde vanskelig tænkes omplantet til en anden københavnsk Scene — men alligevel ikke mere traditionsbunden, end at Jerndorff meget vel kan bryde ud og skole i fuldt moderne Stil. Man huske saaledes hans helt originale og ganske uvedtægtsmæssige Romer i »Arria og Messalina«.

Og hans Evne til at skabe selvstændigt har ikke tabt sig i Aarenes Løb. Tværtimod: adskillige af hanæ bedste Figurer er netop fra de senere Aar. For Jerndorff betyder det da lidet, at han i disse Dage har passeret 60-Aars Milepælen. Hans Ud- vikling er gaaet sin rolige men sikre Gang, og der hvor han staar, der staar han trygt og sikkert.

ÅLBERT GNUDTZMANN.

7 V Å

FREE N

TEATERINDTRYK FRA NOVEMBER-1902

DETSKGEABEÆFER

E danske elsker at læse om deres egne Fejl og Naragtigheder, men det maa for alt i Verden være i humoristisk Form, man vil le, man vil føle sig overlegen. Men naar en Humorist, og en ret ualmindelig Humorist som Gustav Wied, for én Gangs Skyld serverer Publikum Fejlene og Lasterne ganske ukrydrede og usødede, højtideligt serverede uden Humorens” Salt, saa læser man ikke Bøgerne og udebliver fra Teatrene. Værst for Publikum! «Den gamle Pavillon» er et meget dansk Stykke,

næsten nationalt i sine Grundegenskaber, det handler nemlig om illegitim Barnefødsel, Brændevin og Selvmord, det er Treklangen, hvorover den natio- nale Musik er udsat, det er Ledemotiverne. Musiken lyder ægte nok, det er der ikke Tvivl om. Overalt i Udlandet vilde «Pavillonen» kunne repræsentere visse dybt indgribende og dybt afgørende Sider ved Danskheden i sin moderne Skikkelse.

En Herregaardsgartner er bleven Barnefader uden Ægteskab, dette er hændet adskillige Gartnere, men

EGNE SIKRERE NED SEEDEDE

es SED SESE JE se; ØER

«Den gamle Pavillon», IM. Akt.

— 24.—

| Gartneren (P. Nielsen). Anders Skovfoged (O. Poulsen). ' »

Gartneren (P. Nielsen): Anders Skovfoged (O. Poulsen).

«Den gamle Pavillon», IV. Akt.

z

Jægermesterinden (Fru Emma Thomsen).

at Gartnerens Kæreste er selve Herregaardsfruen, avanceret op fra Mejerske, det hører til Undtagelser. Over denne Undtagelse er Stykket skrevet. Havde Mariane nu slet og ret været Mejerske som før sin Ophøjelse, saa havde Gartneren sandsynligvis ikke taget sig sin Faderværdighed saa overmaade højti- deligt, han havde .sikkert kviet sig adskilligt over alle disse Alimentationsbidrag til «Ungens» Under- hold.

Det er nu noget, som Statistiken kan bevise.

Men Mariane er Frue, Ekcellensens ægteviede Frue, og nu staar Paterniteten i en hel anden Be- lysning for den forladte Gartner, der ganske er sat ud af Spillet. Den Omstændighed, at han har sat et Barn," ovenikøbet et "Herregaardsbarn, i Verden, bliver til hans Livs eneste og afgørende Bedrift, det fortumler hans arme Hoved, Begivenheden med dette Herregaardsbarn bliver hans eneste Tanke, hans fikse Ide, den' svulmer ham op over Hovedet, dræber hans Energi, stjæler hans Marv og Kraft og ruinerer ham totalt. Og havde det saa blot været noget af en virkelig Bedrift, en eller anden virkelig Handling, Manden havde lidt sit Livs Skibbrud paa, men det at sætte et Barn ind i Verden, Herregud, . det er dog saa .som saa,.i og for sig,.og. egentlig talt vel ikke nogen særlig overvættes Bedrift. Men som Forholdene nu er, Gartneren maa ikke vedkende sig

Clarisse (Frk. Antonsen).

Paterniteten — og han gaar i Hundene. Tilfældet er vist meget sjældent her i Landet?

Men det, at Manden forsumper i et evigtvarende Snapseri, at hans Viljeliv gaar i Forraadnelse, at han lover Bod og Bedring ved alle syv Himle og bryder alle sine egne Løfter, at han ælter sig selv ned i blødsøden Selvmedlidenhed, alt dette tilsammen hører Virkeligheden til herhjemme og det i fuldeste Maal. Hvor der drikkes i dette Stykke, hvor der sværges, hvor der loves og brydes og endnu en Gang, hvor der drikkes! Man føler sig ligesom paa hjemlig Grund, thi er ikke gamle Danmark saa- dan en ældre slyngplanteovergroet Havepavillon, hvor der pimpes og selvopgives og selvmyrdes rundt om paa alle Trappetrinene.

Men det maa Statistiken om.

De Herrer Olaf Poulsen og Povl Nielsen be- sørgede Drikkeriet illuderende og realistisk. Hr. Nielsen som Gartneren, Hr. Poulsen som den gamle Skovfoged, begge ypperligt maskerede. En henri- vende dejlig Dekoration, Maanelys over Herregaar- dens glacerede Tage, Lys i alle Vinduer, Roser i Rabatterne, to Nattergale i Buskene, og Stjerner over Nathimlens Blaa. I disse skønne Omgivelser fore- gik de to Mænds lange Tomandssamtaler, fortræf- feligt karakteriserede, men i høj Grad udramatiske fra. Handlingens Side, Brændevinsrørelse, Klukflaske-

DE RR

Leanders Usynlige (Fru Emma Thomsen). Leander (Neiiendam).

Harlekin (O. Poulsen). Harlekins Usynlige (Frk. Antonsen),

føleri, Snapsebravhed, Kognakslevevisdom, Fusel- filosofi, Spiritusesprit og Deliriumsdrømmerier — kan man forlange mere? Som sagt, det virkede troværdigt og ærkedanskt. Saa var der Fru Emma Thomsen, tidligere Mejersken Mariane, nu hendes Naade. Hun saa prægtig ud, statelig og myndig, stilfuld og virkelig fornem. Fru Thomsen beviste, at Mejersker indtil Fuldkommenhed forstaar at ac- climatisere sig i højerestaaende Luftlag i Samfundet. Men der er maaske heller ikke saa stor Forskel paa Fruer og Mejersker i vore demokratiske Tider, hvor alle Grænselinier udviskes. I ethvert Tilfælde Fru Thomsen nobiliterede danske Landarbejdersker, men hendes lyriske Correggio-agtige Øjne, der straaler af saa megen sjælelig Sødme, formaar ikke at tage sig hvasse ud, de kan ikke skyde Vredeslyn, hvad de saa ellers kan.

Fru Bloch og Hr. Ottesen var Stykkets meget ungdommelige Ungdom.

Fru Bloch yndig at se paa, som altid, men Rol- len fordrede kun Yndighed, og det var lidt for meget af det gode. Det var ligesom man saa en af Fru Marlitts eller Mrs. Oliphants rosarøde Romanfigurer i Rampebelysning; med megen Kunst fik hun alligevel noget menneskeligt ud af Pigebarnets Rosa, og det tjener hende til megen Ære.

Comlumbine (Fru Sinding). Harlekin (O. Poulsen).

FEE Eee. REE RO

— Violin! Violin!

Det var Francois Coppée's «Væddekampen i Cremona», der gik over Scenen.

Coppée's digteriske Betydning svarer ganske til C. F. Molbecb's i vore hjemlige Forhold, det er fransk Ambrosiusisme. Coppée hører til den Art af romantiske Lyrikere, der formener, at naar det blot er Vers, det de sidder og skriver, saa er det ogsaa Poesi. Da de nu ogsaa kan faa andre til at tro det, saa har de ubestrideligt et mægtigt Ansvar overfor Guder og Mennesker. Men mest overfor Guderne.

Der tales i dette lille versificerede Stykke om at bygge gode Violiner. Men hvor mange forstaar den Kunst? Og naar Violinen saa er lavet, hvor mange forstaar saa at spille paa den? Af de franske forstaar Coppée hverken at bygge gode Violiner eller at spille godt paa daarlige. Det samme kan hændes i andre Lande end i Frankrig. Helten i Stykket opdager nu en ældgammel, men igen for- glemt Violinlak, der giver Instrumenterne den høj- este den fyldigste og aandigste Toneskønhed. Kunde man i Poesien bare opdage saadan en god gammel Lak! Trænger vi ikke alle til ægte Lakering paa Filippo (P. Andersen). vore gamle Kasser? Nu maa vi nøjes med tynd

NM" LES

R

EL

ur HE

Giannira (Frk. Clara Rasmussen). Sandro (E. Zangenberg). Filippo (P. Andersen). Mester Taddeo (Ottesen).

«Væddekampene i Cremona».

Fernisering, men Tonen bliver sandt for Dyden da ogsaa derefter. Imidlertid, det store Publikum vil nu hellere have daarligt Violinspil end slet intet, derfor — gnid bare Fiolen — Violin! Violin!

Det var scenisk Ungdom, der spillede i Stykket.

Hr. Andersen var den geniale, men pukkelrykkede Violinist. Genialitet og Pukkelryggethed hører til Efterromantikens staaende Temaer, og det er nu i høj Grad romantisk; thi i den virkelige Verden træffer man aldrig den legemlige Pukkel og Geniet i Forening, derimod umaadelig mange reelle Pukler uden Geni, og temmelig mange Genier med aande- lige Pukler. Hr. P. Andersen havde maskeret sig udmærket, hans Ansigt er meget karakteristisk, hans Spil kønt, men for forsigtigt, hvis man overhovedet vil høres, maa man ikke spille med Sordine. De øvrige Rollehavende spillede net og spinkelt. Hr. Ottesen, Hr. E. Zangenberg og Frk. C. Rasmussen. Levendegjort Meisznerporcellain.

Efter dette franske Bierfiedleri spillede selve Lud- vig Holbergs Harleqvin op paa sin Violin.

Her var Tonen aldeles ægte, det gode gamle Instrument i «De Usynlige» giver Aarhundrede efter Aarhundrede en bestandig bedre Tone. Fore- stillingen gik over Scenen med Festivitas og Glans, og Publikum følte med Glæde, at det var i selve Holbergs Hus, det befandt sig. Men ejendommeligt

Mester Taddeo (Ottesen).

,

0 Mare ry

Giannina (Frk. Clara Rasmussen). Sandro (E. Zangenberg).

nok, at vi skal helt tilbage til Comediens Fader for at faa de rigtig gedigne Teaterindtryk. Den danske Scenes Stifter er evindelig tidssvarende, han kan til enhver Tid virke moderne, og -han kan moderniseres.

Hr. Neiiendam forstaar den Kunst at forny en holbergsk Figur, og dertil hører der et eget fint og lydhørt Instinkt.… De stive og snørklede Elskovs- repliker i Leanders Mund maa gøres lyrisk le- vende, de maa beaandes, de maa -helt omsmæltes og levendegøres. Ordene maa slynges sammen i nye Grupper, nervøst virkende, de lange Tirader maa brydes, skanderes paa en ny og mere tidssvarende Maade. Hr. Neiiendams Leander vibrerede af ner- vøs og utaalmodig Elskov til sin Usynlige, og det er en Elsker, som vi i vor Tidsalder udmærket godt forstaar. Og nu er det jo et Faktum, at de hol- bergske Mennesker er alt andet end nervøse af Natur, det er mafoi ikke Nervesystemet de plages af.

Men enhver Tidsalder har vel Ret til at leven- degøre den overleverede Kunst paa sin Maade.

Hr. Neiiendam var ypperlig, han saa ud, som var han steget lige ud af et af Velasques Prado- billeder i Madrid, en ung spansk Grande, cheva- leresque og romansk i Kappe- og Kaardestilen. Fru Emma Thomsens usynlige Dejlighed var af en saa- dan Beskaffenhed, at man trygt kunde forelske sig

— 29 —

i den, selv under Masken. Hendes Spil var klogt, men lidt for bevidst stiliseret. Frk. Antonsen vir- kede kuriøs og drastisk som Harlequins usynlige Tilbedte.

Over det hele lyste Hr. Olaf Poulsens geniale Buffospil.

Olaf Poulsen er stadig en af de faa benaadede, der forstaar at gnide Fiolen. Hans løsslupne Spil sprudlede af sprælsk Vitalitet, det var ganske efter Holbergs inderste Hjerte. Og Harlequin staar utvivl- somt Mesterens Hjerte langt nærmere end det ro- manske Elskerpar. Det blev jo desværre den store Mands triste Skæbne at sidde hele det lange Liv paa Hjørnet af Tilværelsens graa Fiolstræde, langt borte fra. alt det i Livet, der var romansk og straa- lende, spansk og hensynsløst lidenskabeligt — mile- vidt borte.

Nu dækker han over sit Livs tragiske Brist med dette Smil, der baade er bittert og vemodigt, og han lader Harlequin fylde Scenen med sine tusinde drastiske Løjer over al Verdens Romanskhed.

Det er ogsaa en Slags Hævn over Skæbnen, det at le dybt og forstaaende af dens Komik.

SVEND LEoPOoLD.

PRIVATTEATRENE:

Ikke blot betyder Scenens Brædder Verden, men den er en Verden. En Verden, sammentrængt in- denfor et overskueligt Kum og med rig Lejlighed til Udfoldelsen af alle menneskelige Lidenskaber,

Magtsygen ikke mindst. En Verden, hvor der lides og elskes og hådes, hvor. det pusler i Krogene med hemmelige Indflydelser og skuffede Forhaabninger, hvor der for de fremragende og dristige er Hersker- stillinger at vinde og for de svage og evneløse Glemsel og Udslettelse.

Og et Teater er ikke alene det Rum, som inde- sluttes af Bygningens fire Mure og det lille Sam- fund fra Direktøren ned. til Maskinfolkene, hvis daglige Virken er knyttet. dertil. Det er tillige en vis Del af Publkum. Derfor strækker det sine For- greninger saa langt. Derfor vil Ledelsen af et Te- ater altid være 'en betydelig Magtstilling, vel egnet til at skaffe Indehaveren sine fanatiske Tilhængere saavelsom "sine uforsonlige og forbitrede Mod- standere.

Og derfor vil der altid om et Teater staa Kamp; skjult eller aabenlyst. Kun vil-det i vore Dage, da navnlig det politiske Liv virker saa stærkt af- førende paa de krigerske Vædsker, være sjældnere, at det kommer til større. offentlige Feltslag.

Men "da et saadant nylig: iværksåttes: mod et københavnsk Teater, «var det ikke vanskeligt at er- kende Krigshærens Sammensætning. Der. var baade de fanatisk begejstrede, der gik i Ilden med lysende Øjne og flyvende Faner, rede til senere at lide og bløde i den offentlige Politiret, og de arrede Vete- raner, som før havde været i Ilden og som havde gamle Forsmædelser at hævne. Der var Generaler, der selv holdt sig udenfor eller bagved de kæm-

«Hamlet», Slutnings-Optrinet.

— 30 —

Kongen (Hertel) i «Hamlet».

pendes Rækker, men som noterede Slagets Gang og ledede den finere Taktik, og der var Kondot- tierer, af dem, som man altid kan være sikker paa at træffe, hvor der er Krigslarm, og som elsker at se Blod for Blodets egen Skyld.

Det er en Selvfølge, at «Teatret» ikke kan eller vil tage nogensomhelst Del i hele denne krigerske Aktion. Af alt Teatervæsen interesserer os. kun det, som foregaar paa selve Scenen og som er Teatrets: Kunst. Og" endda ønsker: vi at staa” i'et særligt Forhold til denne Kunst. Det er os ikke om at gøre at optræde som Barnepige for Pu- blikum og for hver Gang en Skuespiller optræder i en en ny Rolle, søge at paatvinge det en Højeste- retsdom om, hvorledes denne enkelte Præstation bliver at. vedtegne i Karakterbogen. Derimod vil vi af hele det Mylder” af brogede Indtryk, en Te- atersæson frembyder, søge i Billeder og Tekst at fæstne dem, som efter vor Mening egner sig til at bevares ud over Nuet… Vort Tidsskrift skal være en skiftende og levende Teaterhistorie, der fra Maa- ned til Maaned fornyes og gennem hvilken senere Tider vil. faa det fyldigste Begreb om, hvad vor Tid ydede af scenisk Kunst.

Men naar Spørgsmaalet er om, hvad der i sce- nisk Kunst har Værd, er der en Ting, man ikke maa glemme. Den nemlig, at en Skuespiller umu-

ligt hver Gang, han stilles overfor en Opgave, kan skabe noget nyt eller selvstændigt. Ingen Kunst- ner, ingen Digter, Komponist eller Billedhugger vilde en eller to Gange om Maaneden kunne frem- bringe noget, der var født af hans inderste Sjæl. Og saa skulde en Skuespiller evne det? Umuligt! Selv de største Navne er som oftest skabte gennem en halv Snes Roller eller maaske mindre. Hvad de ellers har ydet, er og maa være Gentagelse. Men Teatret er heller ikke til for Skuespil- kunsten alene- Det har tillige den Opgave at for- tolke (saa er jo det gængse Ord) Digternes Værker. Levendegere dem er forøvrigt et bedre Udtryk. For de Dannede bliver Indtrykket af Digterens Værker maaske rigere og dybere, bliver det mere eller min- dre, eftersom Udførelsen er til.… Men især for den store Mængde, for alle de umyndige i Aanden, er Teatret af den allerstørste Betydning, ja uundvær- ligt, naar der overhovedet skal bibringes dem et Indtryk af, hvad Kunst er. Thi den, der ikke er opdraget med Kunst og hvis Fantasi ikke er liv- ligere end, at den maa sættes i Bevægelse udefra, mangler den billeddannende Evne, der faar et Dig- terværk til at virke anderledes end en Lejebiblio- teksroman. For saadanne giver netop Teatret Bille- derne; der og kun der er disse Tusinder under denne Betagelse, der lader Hverdagslivets graa Bag-

Pierre Etchepare (Lindstrøm) i «Den røde Kappe».

Yanetta (Frk. Olga Meyer) og Mauzon (Albrecht Schmidt) i «Den røde Kappe».

grund glide til Side og give Plads for brogede og sjældne Syner.

Men af de københavnske Teatre [har næst Na- tionalscenen intet saa ihærdigt kæmpet for den gode dramatiske Litteratur som Dagmarteatret. Intet københavnsk Privatteater har før eller siden sat saa meget ind paa at tjene den virkelige Kunst, og der er ingen, som ikke ved med hvor store Ofre af Penge og af Arbejdskraft. Man behøver blot at tænke sig, at det i den sidste halve Snes Aar var bleven drevet som Farce- eller Operettescene — hvorledes mon vilde da dansk Teater nu for Tiden se ud. Forfattere med Talent maatte have begravet deres Skuespil i Stilhed, Skuespillere af Betydning vilde aldrig have faaet Opgaver. Al god Kritik har selvfølgelig sin Ret, men et Overfald af den brutale Art, som øvedes mod dets «Hamlet»-Op- førelse, burde vel først og fremmest Dagmarteatret være fritaget for.

Folketeatret indlagde sig denne Sæsons største For- tjeneste ved at opføre Brieux's interessante og gribende Tendensstykke «Den røde Kappe» med Frk. Olga Meyer og Herrerne Lindstrøm og Albrecht Schmidt i de tre Hovedroller, medens man paa Kasino gensaa Fru Olivia Jacobsens paa en Gang djærve og taktfulde Udførelse af Hovedrollen i Edgar Høyers «Familien Jensen».

ÅLBERT GNUDTZMANN.

6

FE

Fre

ad

SNG)

Q

BJØRNSTJERNE; BJØRNSON

SOM DRAMATIKER

ESTFANFARERNE har tiet.

Fløjter klinger ikke mer. Selv Lur og Tromme har sluttet. Trommerne ogsaa. Thi. de er med i i vore Dage, hvor Fester fejres, og Fakler lyser, og selv de største hyldes.

Gildelarm var der.

Alligevel, Bjørnstjerne Bjørnson kan bære den. Orchester-ombruset stod han, under al Hylding, som den Mægtige han er.

At skrive hans Livshistorie vilde være at skrive om et Liv, som var blandt de rigeste i Verden. At berette om hans Virke, var at genfortælle hans Fædrelands Saga i næsten fyrretyve Aar. Henrik Ibsen lærte Verdensdele at tænke, Bjørnstjerne Bjørn- son var Norges Uro, Sjæl og Hjerte.

I sin Helhed maa Bjørnson sés. Alt, hvad han var, er Sokkelen, der alene løfter ham.

I Enkeltvirket møder man ham sjældent eller saagodt som aldrig helt. I hans Digtning i det mindste ikke. Og sidst, jeg vover at tro det, i hans dramatiske Digtning.

Som Taleren skulde han, for alle Tider, være støbt i Bronce. Thi som Taler naar hans Kunst

Harper, Violiner og

ka]

wa

sin yderste Triumf. Her sammensmelter alt: hans menneskelige Høvdingeskikkelse, der giver Ordet Magt; hans Lyriks det lange Aandedrag, der fylder Luften uimodstaaeligt; hans Tankers Vidde, som paa en Talerstol overvælder, mens i Nuets Hast ingen Mosebund mærkes; hans Skuespillergeni, der gennemløber alle de Stemninger, sindrigt skiftende, som Digteren har skabt; hans overmægtige og bru- tale Kraft, der samler, hvad han vil, i en knyttet Haand — en norsk og knyttet Haand.

Bjørnstjerne Bjørnson er størst som Taler — og han er altid noget af en Taler.

Ogsaa i sine Skuespil.

Det er Retorens Lyrik, som gennemstrømmer hans Personers Diktion, og.som til Tider lader hans Dramers forskellige Mennesker tale : med saa "godt som samme Tonefald. ; I alle Fald taler mange af hans Hovedpersoner mærkeligt éns, navnlig i hans agitatoriske Skuespil. Man læse kun «Leonarda» for at se det. Talens fælles Lyrik omhylder.Dra- maets tre Hovedskikkelser med samme Gevandt. Ogsaa i den Bjørnsonske Fortidsdigtning — til Eks- empel i «Sigurd Slembe» — findes mægtigt svul-

mende retoriske Partier. Og der, hvor Bjørnstjerne Bjørnson paa Scenen naar det højeste: i «Over Evne»s begge Stykker — opnaar han det just, fordi «Talerne» fordres af Emnet, og fordi, i det mindste i «Over Evne»s første Stykke det valgte Milieu og den stærkt fortættede Stemning gør det forklarligt, at alle Dramaets Første-Plans-Skikkelser taler i samme af Ekstasen prægede Tonart.

Se «Over Evne»s første Del efter og sig mig, om ikke, med Geniets Sindrighed, næsten alle det enestaaende Dramas Personer er Talere?

Fru Sang er Talersken om Nordland; Sang er Taleren om Vaaren og Kærligheden; Bratt er Re- toren om Tvivlen — alle tre er Talere om Mi- raklet. Og alle de andre? I Præstemødet tager Deltagerne Ordet én efter én. I dette retoriske Skuespil, ved Hjælp af sytten Talere, naaede Bjørn- stjerne Bjørnson sit Genis fuldkomneste dramatiske Udfoldelse. Ved at stille alle disse Retorer i For- hold til et mægtigt Problem, skabte han med et Under sit vældigste Skuespil.

Undersøger man nøjere «Over Evne»s anden Del, vil man finde noget lignende. Første og tredie Akt fremstiller begge, den ene Arbejdernes, den an- den Arbejdsgivernes talerholdende Forsamling, der lænkes sammen af Geniets Jernhaand.

I dette ene Stykke er Bjørnstjerne Bjørnson i de tre Akter én af alle Tiders største Dramatikere. Det kæmpemæssige Emne tillader eller fordrer den yderste dramatiske Styrke, og den urimeligste Kraft- udfoldelse forekommer os under disse Begivenheder rimelig. Ingensinde tog en Digter med Løvens Klo fastere om et Stof, end Bjørnstjerne Bjørnson her med magtfuld Haand ruller den knusende Sten gen- nem tre Akter, i ét Løb, frem imod Katastrofen og Afgrunden. Under denne Fuldbyrdelsens uaf- vendelige Strøm bliver intet Middel for stærkt, og selve Afslutningens overvældende Effekt bliver den største Kunst” nødvendige Udslag.

Dette er: det store Drama. Stoffets -Dimen- sioner, der er helt beherskede af Bjørnsons Evne, gør det dertil. Hvor Emnerne er mindre, vil Bjørn- stjerne Bjørnson til Tider naa de samme fortættede Virkninger — men han naar kun de store Effekter, og han snubler med sin ene Fod over Melodramaet. Hans dybe Kundskab om Skuespilkunst og dens Virkninger var med til at skabe ham som Taler. Den præger ogsaa rigt og rigeligt hans dramatiske Digtning.

Naar de nøjeste Scenekendere vil skrive Skue- spil, lurer der paa dem de mangfoldigste Farer, just fordi de kender Scenekravene saa vel, at de næsten aldrig kan faa dem af Tankerne. De digter

i Rampelys. Det kan da — somi med «Storhoves — hænde, at en middelgod Digtning, hvis Mangler under Læsningen alle saa, under Kulissernes kun- stige Lys faar Revanche. Men oftere sker det, at i et langt evnerigere Skuespil den sande Virkning beskæres, fordi Digteren har tænkt for meget paa Teatrets særlige Love. Han ved, at der skal spæn- des og strammes, og han spænder og han strammer for haardt. Han ved, at der skal særlige Farver til, og at Penselen maa føres mod Lærredet med ganske særegen Haand. Saa kan det forekomme, at han ikke blot digter i Lyset fra Lamperæk- ken — men endogsaa ved Lyset fra en Rampe, der er "dækket-med en rød"Skærm— Hannaar 1 Dramaet en Tomme ind over Melodramaets Grænse, og i Komedien faar hans Albue en Kalkplet fra Muren, der skiller ham fra Folkekomedien.

Betragt «En Fallit».

Scenen mellem Tjelde og Advokaten er en Mesters ægteste Værk. Men er ikke meget af det øvrige fuldt af Folkekomedie? Eller opløser Menneskene sig ikke frem for alt til gode Roller, attraaværdige for dygtige Skuespillere, som kan deres Haandværk?

Og selv naar Bjørnstjerne Bjørnson, som den Digternes Stormester han er, stiller en vidunderlig Menneskestudie midt i sit Drama — selv da paa- virkes han af sit Scenekendskab, og Effektrigdommen forstyrrer Hovedbilledets menneskelige Udfoldelse.

Dette er utvivlsomt Tilfældet i «Maria Stuart». Menneskeskildringen forliges ikke ret med Dramaet, og den geniale Mangfoldighed, hvormed Maria er malet, gøres utydelig ved altfor megen Grelhed i Omgivelserne og ved enkelte Optrin, tænkte af Sceneinstruktøren. Maria Stuart selv er digtet for at læses — Skuespillet .er skrevet for Rampen. Den Fremstillerinde, der skal spille Dronningen, kan aldrig saa genialt forsøge at skabe hendes Skik- kelse. Hun vil dog aldrig sejre helt, fordi hun uaf- ladelig vil strides med selve Skuespillet, hvis Hoved- skikkelse hun er.

Tilbage staar i Bjørnstjerne Bjørnsons Teater- digtning et Par Skuespil, hvor den agitatoriske Taler har taget Vejret ikke blot fra den geniale Scene- instruktør, men endogsaa synes at have forvirret selve Digteren, mens han skrev. Disse Dramer er «Redaktøren» og «Kongen». Jeg tilstaar, det løber ud for mine Øjne, mens jeg læser dem, og baade Scenedigteren og, til Tider, endogsaa Digteren bliver borte for mig. Jeg har det Indtryk, at nogle Klinger krydses foran mig inde i Taagen. Den Omstæn- dighed, at paa Scenen «Kongen» faldt, fordi Opførel- sens Øjeblik var forsømt, synes at give min Mening nogen Ret.

Muus rebel eks rr sele SARESSEESESE elbei ss

r

Til Gengæld løfter «Poul Lange og Tora Pars- berg» sig i hele Bjørnsons Digtning højt som et af de skønne Træer.

Ikke, at dets Konflikt nogentid kan særlig stærkt interessere. Dertil har vi set for mange Skuespil om Frafald og Forræderi. Heller ikke, at Opløs- ningen fremkommer helt nødvendig, saadan som Drama og Karakterer her er byggede. Men den dybeste og ærbødigste Beundring vokser op mod den Mand, der snart en Olding, har kunnet digte dette Skuespils underbare Kærlighedshymner. Hvad der er den skjulte Bund i «Gengangere», den graa- nede Fru Alvings og den hvidnede Manders” uslukte Kærlighed, det lever og svulmer og har gylden Lød i Poul Langes og Tora Parsbergs Samhørighed og Elskov. Skønnere Lovsang er aldrig sungen til Eros Pris end Forholdet mellem disse to. Over for denne stolte Styrke er Amor den dummeste Dreng, overfor disse to Menneskers bølgende Længsel er Venus en Koblerske for Plebejere. Den store Kærlighed fylder disse Elskovsscener med sit Smil og med sit Lys.

En Del af Livet ligger allerede bag disse Men- neskebørn, og Livsstormene hvirvlede de første Sne- stænk i deres Haar. Men, Vejen de gik, var blot Vejen mod deres Følelsers Fylde, og Stormene, der mødte dem, kun hærdede deres Hjerter i Tro- fasthed.

Dette Skuespils uforlignelige Magt over vore Sind beroer paa dette ene: at vi stilles Ansigt til Ansigt med den længevarende Kærlighed, der er

Venskab, Fællesskab i alt, Hengivenhed, Taalmod, Bærensammen — og som forbliver Elskov.

Uden at demonstrere, uden at docere, uden at prædike har Bjørnstjerne Bjørnson her, ved at vise os det skønneste af alle Menneskeforhold, fyldt vore Hjerter, mættet vore Sind, tvunget os til An- dagt foran selve Alteret, lyst Fred under alle Hvæl- vinger som ingensinde før.

Her gav han os to menneskelige Hjerter saa store, som han selv kan være det som Digter.

Skuespillet «Poul Lange og Tora Parsberg» vil dø.

Poul Lange og Tora Parsberg selv vil lyse i Menneskers Bevidsthed, saa længe de formaar at drømme om, hvad Kærlighed mellem Mennesker kan være.

Thi aldrig sang en graanet Sangerhøvding mer levende Højsang for at prise den alvorsfulde Eros.

Hvor det gælder Bjørnstjerne Bjørnson som Dra- matiker, finder vi ham da stridende med mange Farer, bøjet i Knæ af mange Fjender: Taleren, Agi- tatoren, Lyrikeren, «Scenekenderen», : Melodrama- skriveren. Og kun sjældent møder vi ham sejrrigt væbnet med hele hans Geni.

Men overalt fornemmer man Glimtene af Ørnens Blik, Rusktagene af hans Malmhaand, den pludselige Svulmen af hans uovervindelige Hjerte. Som Storm og Regnskyl, der bringer Grøde, gik han ogsaa over Scenen.

Alligevel hans Storværk findes ikke dér. Det lever i det levende Norge.

HERMAN BANG.

2 d

MT

TEATERINDTRYK FRA-DEGCEMBER 1902

DET KCGESTESPER:

BE Bjørnson er nu snart den eneste skandinaviske Digter, der dyrker Folkekomedien, denne gode gamle Skuespilart, der virker belærende, moraliserende, oftest oplysende om det frugtrige Træ påa godt og ondt. Baade »En Fallit« og »En Handske« hørte til Arten, og nu allersidst: »Paa " Storhove«, der er og bliver en Folkekomedie, hvor det gode er godt og grundig godt helt igennem, og det onde 'ondt og sort saa det sværter af sig og saa det kan forslaa. Det slette Princip er natur- ligvis inkarneret i Kvindeham: Det er troværdigt om end ikke altfor galant, at al Verdens Satanisme er lagt paa det svage Køns bløde Skuldre; det er nu ikke netop det, at: det onde udelukkende er repræsenteret af en Kvinde, der er Stykkets Grund- skade, men det er den Omstændighed, at denne Kvinde er abnorm. Der lægges en ethisk Maalestok paa en Kvinde, der er unormal, uansvarlig, mono- man, pyroman, erotoman, maaske kleptoman, i et- hvert Tilfælde sjælelig befængt med sygelige Manier, influeret af »moral insanity«, af Neurastheni, af Nervesvækkelse, af Anæmi, af St-Veitsdans, af Epi- lepsi, kort og godt, der lægges et moralsk Ansvar paa dette arme, højst uansvarlige Kvindemenneske — og dermed falder. det hele. Hele Sagen med denne »dæmoniske« Dame burde

Hans

henvises til en Nervekuranstalt og ikke indstævnes foran en Bodsprædikants strenge Dommertribune. Thi hvad i al Verden har vel Ethik og Sindssyge med hinanden at bestille? Med Fru Maria Ura ender maaske endelig engang hele denne for Literaturen saa skæbnesvangre Række af norske, dæmoniske, urfjældgeniale, verdensbeundrede Kvinder, der i stort Optog burde vandre over alle Bjerge og Aase til Anstalten paa Gaustad. Lydia og Lindelin og Hedda og Irene og Hilde, hele den psychiatriske Kvinde- række. Gid de der maa fejre deres Valpurgisnacht omkring Maria Uras Brandbaal, maaske der saa en- delig en Gang kan blive Morgengry over det literære Brocken eller Hekkenfeld.

Om Bjørnson kan der imidlertid siges det, at der er gaaet Ibsen i ham. Men han kan ikke rigtig tumle sine Dæmoner objektivt og psykiatrisk forklar- ende -som- hans - store - Samtidige, han styrter sig subjektiv og moraliserende ind i sin Dæmonologi med et stort Ris i Haanden. Og fra den tidligste Tid af har han jo vænnet sig til i Literaturen at væretden store Bastian: med Riset, en bestandig

Skræk -og "Advarsel. for de helt sorte. I Bogen

»Den store Bastian« er jo som bekendt nogle af Figurerne helt sorte og nogle helt røde, og i »Paa Storhove« er den pyromane Fru Maria dyppet lige til

Knud G. Lindstrom, fot.

(A. Madsen) (Tru E, Thomsen) (Liebman) «Paa Storhove», I. Akt.

ore

sine gyldne Haarrød- der i Bastians kul- sorte Blækhus. » De øvrige Rollehavende er til Gengæld røde, men naturligvis i for- skellige Nuancer, én har det med kolerisk Bravhedsrødt == som lusherren paa Stor- hove, en anden tin- drer af Ingenublege- rødt som den uskyl- dige Cecilie, en tredje flammer af moderlig Indignationsrødme som Storhoves gode Aand og Princip. Alle disse brave og røde har deres Nød med Familiens eneste sor- te Faar… Deres Kon- torer og Pengeskabe brændes af, deres Bræddestabler gaar op i Luer, deres Fabriks hemmeligheder . for- raades, .deres gamle Tante drukner 'sig i Elven, deres Idyl øde- lægges, deres: Stor- hove staar paa Ho- vedet. Først i sidste Akt-gaar-det-op-for-de-røde-hvem-af- dem, - der- er sort; thi de er nemlig farveblinde, og det jo rødere de er af Naturen.

Fru Hennings søgte som Margrete Ura at for- enkle sig selv til Rollens næsten Overskou'ske Sjæ- leenfold, en Retskaffenhed saa solid og uanfægtet som Thomas Overskou i sin Tid forefandt den i Nyboder. men det er nu en Gang umuligt for et mangestrenget Instrument at være enstonende.

Hr. Jerndorffs »Konge« var en meget stilfuld og diskret Skitse af Bernadotternes noble Theatralsk- hed. Hr. Mantzius var som Dr. Kann en fornem repræsentativ Diplomattype, en Slags ministeriel De- tektiv, der afslører Lasten som en skandinavisk Sher- lock Holmes. Ogsaa han hørte til de retskafnes brave Kompagni men med den Art af ræsonnerende Ret- skaffenhed, der pryder de langfrakkede Helte hos Dumas fils. Hr. Olaf Poulsen opfattede sandsyn- ligvis den koleriske men bravhjærtede Dr. Ura for grotesk. Det var en fantasirig Mellemting mellem en

Hans. Ura (A: Madsen)

DovretroldogenViel- geschrei. Dér var end- og en lille Antydning af «Rendegarn». Ud fra. alle disse;Frag- menter; tegnede sig ikke tydelig nok det bjørnsonske let kari- kerede Selvportræt, der naturligvis ikke er ment som kon- fust og fragmenta- risk." Og det maa næsten kaldes util- børligt at lade blot saa meget som en Antydning —af Viel- geschrei komme til Syne:

Saa var der selve Hovedpersonen, Ma- ria Ura.

Fru EmmaThom- sen gled ind i Rollen med smidig. Virtuo- sitet.

Alt det der skulde virke som' de syge

se Nervers ; Capriccio, gengav hun udmær- ket.… Nervøsitetens

"« Fz G. Lindstrøm, fot. 5 Fad Je ; Gråtie, Bevægelser-

nes Verve, Stemmens impulsive Jag, det - orchidéagtige og- uregelmæssigt snoede, alt dette var fuldendt. Men der var for meget fremme af Bevidsthedens Dagside,. for lidt af dens Natside. . Det, der skulde virke som dunkle og ufri- villige Tilskyndelser, tog sig ud som Resultatet af «modent Overlæg». Hun spredte ikke tilstrækkelig Uhygge og Sjælevaande om sig. Der maa være nogle Slør over hendes Bevidstheds Tærskel, siden der dog tales om en Afsløring. Og disse Slør, det er-alt det dulgte og spontane, der slaar op fra en formørket Sjæls Undergrund — Glimtene af Vanvid, der virker meget mere tragisk end Skæret fra en Ildebrand. Fru Neii- endam viste i en Birolle sin Evne til at-tegne en Menneskeskitse paa en egen grel og bizar Maade, hendes gamle tandløse Kærling virkede. med en Breughels” Dristighed. Fru Blochs Ingenue var gen- nemarbejdet med en befriende Friskhed og uforsagt Gaaen "paa.

Vildanden — er det ikke den sidst tilbageblevne

Repræsentant for det Ibsenske Theater her i Danmark. Tiden har jo ellers sat nogle ret forsvarlige Tæn- der i dette verdens- berømte «Theater», der satte Sindene i saa stærk Bevægelse i Slutningen. af for- rige … Aarhundrede. Andre Tider, andre Vaaben! Og der er uforholdsmæssig hur- tig gaaet Rust i man- ge af disse dramatiske Vaaben — skønt Me- steren endnu lever: Men "det sersSågen; disse teknisk set yp- perligt gjorte Strids- økser er af et -Mate- riale, der letJangribes af Tidens Rust. Hvor mange af dem hæn- ser) ikke «allerede 3 Literaturens histori- ske Vaabensamling. ProblemdramaetsKa- stespyd hænger deri Række =påa' Række; og" det ” oldnordiske

DE

Kann (K. Mantzius) Maria Ura (Fru E. Thomsen)

Dramas Stridsøkser og Skjolde.

Og Symboldra- maet «Det umulige Drama's»Taagehorn.

Men Vildanden er ikke rigtig noget dra- matisk Vaaben, og maaske netop derfor vil det leve længst og undgaa al Slags Vaa- benrust. Stykket hav- de denne Gang for- nyet Interesse paa det køl:Teater.: Hr. Neii- endam havde afløst Emil Poulsen som Hjalmar Ekdal. Mere af et: Menneske — mindre af. en Kari- katur — det: var Ho- vedresultatet… Vi føl- te os mindre saarede af denne Ekdal, lidt friere aandede vi, thi der var ligesom Plads for: 'et: Gran! af men- neskelig Medfølen.

Al Haanen og Spotten, der strøm- mer. ud: fra. denne Dramaets»Adam Ho-

Maria Ura (Fru E. ”Thomsen) Cecilie Kann (Fru Bloch) Knud Ura (Liebman) «Paa Storhove», I. Akt.

G. Lindstråm, fot,

—————————-- TEE …… Mom

(Olaf Poulsen)

Dr; Ura

(Fru Bloch)

Cecilie Kann

Bag uren

1 nesten

…

FEE]

my?

G. Lindstrom, fot,

Maria Ura

Thomsen)

(Fru E.

Josefine Ura

(Frk. Lassen) (Fru Walleen)

Mathilde

Ura

Dr.

Kaja

(Hofman) (Frk. Antonsen) (Fru Neiiendam) (Olaf Poulsen)

Lena

(64 >

a

Anton D.

«Paa Storhove», I. Akt.

Christian Zangenberg Cecilie (Fru Bloch) som Grosserer Werle i »Vildanden«

Dr. Kann Maria Ura Margrete Ura (K. Mantzius) (Fru E. Thomsen) (Fru Hennings)

«Paa Storhove», III. Akt.

ormen

(Hofman) (Fru Neiiendam) (Frk. Antonsen) Anton Dag Kaja

Lena"

En Fremmed (Jerndorff)

Maria Ura (Fru E. Thomsen)

mo«, dette menneskelige Vrængbillede, var mildnet. Det var Løgnen og Usselheden, der ikke var sig selv fuldt ud bevidst. Emil Poulsen gav mere «Skuespilleren», der lever i Egoismens Selvbespejl- ning. Hr. Neiiendam [betonede Selvbedragets Nai- vetet. Endnu kan Fru Hennings illudere som Hedvig, dette Barn, der maaske vil overleve alle Ibsens Kvindeskikkelser, fordi det af dem alle har de største

Evner: til at- lide. SVEND LEOPOLD.

SAULOGSDAVED

NDELIG har vi faaet en dansk Opera af virkelig Betydning — hvis Fremkomst maa betragtes som en Begivenhed i vort Musikliv. Der er i Tidens Løb skrevet ikke faa danske Operaer, og flere have rummet overordentlige Skønheder, men ingen ,har hidtil bragt noget virkeligt nyt, — ført den drama- tiske Musik ind paa nye Baner. ' Carl Nielsen er den første, der har formaaet dette; — og har man opmærksomt fulgt hans tidligere Ud- vikling, er det ikke overraskende, at det.netop blev ham. Thi ingen dansk: Komponist har som han dyrket de store Former, søgt de store, enkle Ud- tryk for oprindelige, umiddelbare Følelser, — en Romancekomponist som f. Eks. Lange-Miller har

vel formaaet at skabe en smuk, men ikke en stor Opera; (Heise har i »Drot og Marsk« været nærmest derved), — men Carl Nielsen har haft Mod til helt at gaa sine egne Veje — og han er lykkelig und- gaaet den Snare, som de allerfleste moderne Opera- komponister er faldne i: — Wagner.

Han har lært af Wagner. — Sporene fra Bay- reuth har skræmmet ham.

Thi hvad lærer Wagner os?

Først og fremmest, at Musik og Drama ere to

ganske uforenelige Elementer — naar man ved Drama forstaar Handling. Thi Musik formaar ikke at følge en Handling; den er ikke saa bevægelig som Talen, kan ikke i et Øjebliks Lidenskab gennem- fare en lang Udvikling eller følge en Repliks tusinde Sidespring og Antydninger. Den. behøver Tid til at udfolde sig, den fordrer en rytmisk Gentagelse, den maa udvikle sig efter sine egne indre Love og kan ikke rette sig efter Dramaets Forskrifter. Hvad den derimod formaar — i en Grad som ingen anden Kunst — er at udtrykke den Grundstemning, der bærer det Optrin, den Scene, der fremstilles. Det ses tydeligt hos Wagner. Hvor der i hans Musik- dramaer sker noget, handles, bliver Musikken noget ynkeligt sekundært, der hverken er det ene eller det andet; men hvor det er et stort Billede, der skal males, en 'stor Stemning, der skal udtrykkes, der er den paa sin Plads. — Det er derfor en Lykke, at Carl Nielsen har forskaanet os for at overvære Davids Kamp med Goliat, omend det maaske her er andre Grunde, der har været de afgørende. Derimod er Tanken tydelig nok i: Kampscenen, der" foregaar for lukket Tæppe; "her sætter Musikken i- Forbindelse med Vaabenlarmen og Raabene bag Tæppet os i den herligste Krigsstemning, der ganske vilde forstyrres ved Synet af de fægtende Korister.

Der er heri en Tilnærmelse til det gamle græske Drama, hvor alt sligt foregaar bag Scenen, og er- fares ved Sendebud, — og hvor Musikken og i Særdeleshed Koret har spillet den allerstørste Rolle.

Paa dette Punkt er det ogsaa, at Carl Nielsen har givet noget nyt. Med stor Dristighed afsætter han Koret fra dets Værdighed som Led i den dra- matiske Udvikling, en Plads, det dog aldrig har kunnet udfylde, — og giver det den Opgave, der alene tilkommer det, stadig kun at give Udtryk for den Stemning, der bærer Situationen, at være den Baggrund, hvorpaa Hovedpersonerne ses; — saa- ledes i Pigernes stadig gentagne Strofe: lykkelig du blandt Piger! lykkelig du! — og i den store fuge- rede Korsats, der afslutter Optrinet i Lejren ved Hakila Høj.

— 42 —

Saul (Simonsen)

David (Herold)

Jonathan (Cornelius)

David (Herold)

Det er i Virkeligheden slet ikke Mikals Terner, eller Sauls Soldater, der udtaler deres Mening — det er Komponisten, der her, for den musikalske og digteriske Virknings Skyld gør Brug af det herlige Instrument, der i Menneskestemmen staar til hans Raadighed, og som er skønnere end alle Messingrør og Kattetarme.

Der er altid noget modsigende og latterligt ved den Folkemasse, der synger som med en Mund efter Kapelmesterens 'Taktstok.. Wagner, der med Vold og Magt vilde være Dramatiker, greb til den Udvej helt at udelade Koret, — men han bandt kun et Ris til sm egen Bag; Følgen blev, at vi i hans Musikdramaers uendeligt lumre Enetaler ligefrem tørster efter et forfriskende Bad i mange Stemmers harmoniske Samklang.- Kun i Parsifal-har han, ledet af Emnets Karakter, gjort Brud paa sit Princip og sat Koret som Nummer Et, men derved ogsaa naaet højere end noget andet Sted.

Carl Nielsen beholder Koret, men lader det synge som var det i et Oratorium i en Koncertsal; han viser derved en betydelig Tillid til Publikums Forstaaen, en Tillid, som samme Publikum har be- svaret ved at kalde Operaen »udramatisk«.

I dise Oratoriekor ligger, — synes mig, — Ope- raens største Værdi; — men ogsaa udenfor dem findes dejlige Partier, og ved nærmere Kendskab til Musikken, vil man sandsynligvis finde mange flere. Prægtig og malende er Festmusikken efter Davids Sejr, med sit faste, nedadgaaende Grundmotiv i

TAALAAA AN

Mikal G. Lindstrøm, fot.

(Fru Ulrich)

Saul og David, I. Akt.

Saul Mikal Samuel

Jonathan

David G. Lindstrøm, fot.

(Simonsen) . (Fru Ulrich) (Max Muller) (Cornelius) (Herold)

Saul og David.

Bassen; ogsaa Forspillet til 3dje Akt og Jonathans og Mikals Strofer ere saare stemningsfulde og skønne.

Det er Musik, der ikke trætter, omend. den just heller .ikke falder. i -Øret.

Enkelte Motiver synes. dog mere valgte for deres kontrapunktiske Udviklingsmuligheders Skyld end for deres Indhold; men Udviklingen er altid rig, og inter- essant, selv om. der enkelte Steder bydes haarde harmoniske Nødder at knække. Men det er Musik,

der har en Fremtid for sig, — og Vejen, den følger, er ny og ubetraadt. Hvorlangt den muligvis kan føre, derom skal intet siges: At være Profet er i vore Dage ikke, hvad det var paa Samuels Tid. —

Hvad Teksten angaar, da er Indvendingen, at den ikke er dramatisk, noget mere berettiget. De gammel- testamentlige Fortællinger er fulgte temmelig nøje, saa vidt mulig med Anvendelse af Bibelens Ord; men et Drama i moderne Forstand bliver det ikke.

Saul og David, Slutningsscenen.

Sauls Forbrydelse ved -ikke at" afvente Profetens Komme synes os ikke saa overvældende. stor, at den fortjener saa frygtelig en Straf, som Samuel forkynder; man fatter ikke rigtig Grunden. til Profetens Vrede. — Jahves Aand svæver ikke over Vandene.

værre ligger en Del af Partiet ham noget dybt. Men hvilken ypperlig Kunstner har vi ikke i ham. Der er i hans Stemme en Inderlighedens Varme og til- lige en forfriskende Kølighed som i et Vandsprings Plasken paa et solbeskinnet Torv. —

Hr. Simonsen var en imponerende Kong Saul;

Saul (Simonsen)

I Enkeltheder er der meget smukt. Højsangens Ord i Mikals Mund synges henrivende. af Fru Ulrich; kun ser: hun rigtignok.ikke ud som.en jødisk Kongs- datter. »Hun kunde ligesaa godt forestille middel- alderlig. Jomfru eller nordisk Høvdingedatter.

Herold som David var den, der takket være sin fremragende Maskeringsevne illuderede mest. Des-

Mikal (Fru Ulrich) David (Herold)

baade ved sin: Person og sin Stemme føles. han som Herskeren, der er et Hoved højere end -alt Folket. Der var noget af. det .gamle Testamentes : Pathos i hans opluende Vrede, der skaffer sig Luft, idet han slynger Spydet efter David. —

Helge Nissens prægtige Røst fyldte med stor Virkning i Samuels faa Strofer. Af de mindre Par-

Jonathan (Cornelius)

tier maa. ved Siden, af Hr. Cornelius? Jonathan og Max Mullers. Abner, særlig nævnes Frk, Dons. som Spaakvinden i EEndoE

Saul (Simonsen)

Korets Evner synes at være voksede med Op- gaven. Det sang ualmindelig rent og korrekt. Men dets Plads burde vel egentlig være — ikke paa Sce- nen, men blandt de andre Instrumenter i Orkestret.

J.. HOHLENBERG.

UDENFOR FOVEN

AASKE er. »Udenfor Loven« i mindre Grad end Søsterstykket »Under Loven« et Drama, der rent «udvortes griber "og sætter hvermands Deltagelse i Bevægelse. Men til Gengæld er dets Likde nok saa typisk, og det ejer som faa Skuespil den indre Styrke, der ligger i Skildringens samvittighedsfulde Ærlighed. " Tragedien i »Udenfor Loven« sker hver Dag og i. de. borgerlige. Hjem, hvor. vi gaar ud og ind. Ser.;vi.den: ikke, er .det kun fordi den -er alt- for almindelig." Tragedien er den unge, borgerlige Piges: Der falder i anden Akt en Replik, der giver hele Skuespillets Baggrund. »Du ved vist ikke«, siger Rose, »hvorledes en ung Piges Dage gaar, mens

hun lever mellem Fader og Moder, Søstre og Tanter i en eneste fortøjet Trældommens Aand, hvor hun ikke har den ringeste Ting for sig selv — ikke ejer

en: Krog, 1 hvilken hun GR gemme sig — ikke raader over en Time, som hun ikke Sl aflægge Regnskab for — ikke gaar et Skridt, der er paa

cgen' Haand. Nej, der gives ikke saa ynkeligt et Væsen, saa fattigt og forkuet et-Menneskebarn, som en ung . Pige, der. er, som: en ung Pige skal være. . Jeg bedaber ikke, at de ikke rotter sig. sam- men alle ålhobe farer ud af Husene og REM GG at de vil leve for sig selv som Slet Endipe Væse- ner og aldrig lader sig drive tilbage igen.

Der er for en af disse unge Piger kun en anerkendt

Eee "SØRER

Rose (Fru Betty Nansen)

Udgangsport fra Hjemmet og Familie-Suppedasen: det er Ægteskabet i sin borgerlige Form, det som attraas af Forældrene og velsignes af Omgangskresen.

Alle andre er af de forbudte og ildesete. I den Familie, Edvard Brandes har ført os ind i, og hvis Slægtsnavn ikke en Gang nævnes, netop fordi det er en saa ganske almindelig Familie, gik den ældste Datter Hedda forlængst den anerkendte Kongevej og sidder nu sikker som en lille borgerlig Skruk- høne, rede til selv at kagle over de unge Piger, til hvem hun maatte blive Moder. Den anden Datter Rose derimod — det er hende, som ogsaa findes i de fleste Familier, hun, som gør Slægten Sofs:… Hun ersegens" Hun er”af disse unge: Piger, der skal være Kvinder — ikke" Damer, som det misbilligende siges af en af Stykkets Personer. Fa- milien ved sig aldrig sikker for, hvad hun kan styrte sig ind iz Thi hunver-af demider-let=fristes af det usædvanlige.

Og det kommer heri Stykket til Rose i Skik- kelse af en Komponist Arden. Elsker hun ham? Jeg er ikke sikker derpaa. Men han er for hende det usædvanlige, Havet - bag de -trange. Bjerge. Al hendes stormfulde Higen mod Frihed og Selvstæn- dighed samler sig om ham, endda han er en lidet hed Elsker med en bekvem og noget lunken. erotisk Moral. Han ligesom. parodierer hendes stormfulde Frihedslængsel. »Ud af Tjørnene, Rose!« Med en Brander kalder han hende.” Og hun følger ham elleskudt, skønt han intet tilslører for: hende, men lader hende se hele deres Kærligheds Perspektiv: hvordan hun udstødes af det gode Selskab for at

(Fru E. Wiehe) (Fru B. Nansen) (J. Jacobsen) (Frk. O. Clausen)

Moderen Rose

Otto Hedda

Udenfor Loven.

Hedda (Frk. O. Clausen)

leve sammen med ham, der er bunden af Kone og Barn og ikke vil forlade dem for hendes Skyld, hvordan den Dag kommer, da hun intet er ham værd, hvordan hun tilsidst forladt og ene vil gaa Undergangen uafvendeligt i Møde.

Det var Fru Betty Nansen, hvis skønne og sande Menneskeskikkelse var Stykkets Hovedfigur og der- med Stykket selv. Fru Nansen viste os en ung Pige, der er sit rankt baarne Hoved højere end al Familien, og dog er hun vokset op af denne samme Families Skød. I Ydre og i Dragt var hun ganske den københavnske unge Dame af det gode Selskab; hun vilde have staaet fortræffelig til Omgivelserne, om der ikke havde været denne Fribaarenhed i Hold- ningen, som røber hende. Og endda var det langt- fra derigennem, at Fru Nansen først og fremmest særtegnede Rose. Det var ved alt det, der laa bag det ydre. Det var ved den sjælelige Dybde, hvor- med Skikkelsen fremstilledes. En usigelig Ømhed, en Smerte over at skulle volde Sorg i Hjemmet laa 1 hendes Blik. Og paa samme Tid var hun hele Tiden den, hvis Hjerne ikke omtaages af nogen Art Sentimentalitet. Hun var et Menneske, der kender sin Vej, og som vover at gaa den.

Hertil kom saa i anden Akt den dybe og inder- lige Hengivelsestrang, der præger hendes Forhold til Komponisten Arden. Det var ikke nogen stormfuld Kærlighed, ikke nogen hed Betagelse; denne Rose

er ikke nogen stakkels letiokket liden Pige, der med den daarlige Samvittigheds Uro styrter sig paa Hovedet i Kærlighedens boblende Krater. Nej, hun giver sig med klart Hoved; hun føler sin Hengivelse som et Kald, og hun gaar ind i Kjærligheden som Oldtidens sværmeriske Jomfruer lod sig ofre til Guderne. Gennem en Rigdom af Nuancer tegnede Betty Nansen denne paa en Gang trygge og smerte- fulde Kærlighed; blot gennem Maaden, hvorpå hun kommer ind i Stuen til ham, den Frog hun griber hans Haand og kærtegner den. Dansk Teaterkunst skyldte hende i Forvejen Tak for en Række sjæl- fulde Skildringer. Men hun har maaske aldrig virket med saa stilfærdige Midler som her.

Stykkets øvrige Roller — Hr. Martinius Nielsen som Arden, Fru Emma Wiehe og Hr. Em. Larsen som Forældrene, Frk. Oda Clausen og Jacob Jabobsen som Søsteren og Svogeren, gav ikke Fremstillerne Lejlighed til at vise deres Talent fra nye Sider. Det skulde da være, at Frk. Oda Clausens Frem- stilling af Søsteren Hedda, syntes at røbe en Evne til Karakteristik, som den unge Skuespillerindes tid-

ligere Opgaver ikke har fremlokket. ÅLBERT GNUDTZMANN.

Otto (Jacob Jacobsen)

OD ASNIEFESEN

ru Oda Nielsens Evner spænder i en høj Bue

fra Yderlighed til Yderlighed. Alle Regnbuens syv Farver og Farvernes syvtusinde Nuancer ligge derindenfor.

Enten hun havde valgt Grænsen mod Øst eller den mod Vest, hun havde ikke grebet galt. Hvilken af Talentets syv Farver, hun end havde iført sig, det havde været den rette.

Saa greb hun her, saa greb hun der, prøvede hver af de syv Farver, og høstede Hyldest som faa.

Dog har Skæbnen i Form af en løjerlig Teater- ledelse været hende ublid. Aldrig er Evnernes Spænd- vidde prøvet til Gavns.

Aar efter Aar har hun staaet i Stampe under Nøjsomhedens slemme Tegn, eller hun har ligget i tvungen Dvale.

De Roller hun fik — de fleste — stod i omvendt Forhold til hendes Talents Yppighed, hendes Ar- bejdsiver, hendes Friskhed og hendes Særevner.

Som Fru Emma Thomsens dyrekøbte Skønhed har overskygget Talentet og længe hindret hende i at naa blot berettiget Anerkendelse, saadan har Oda Nielsens Evnesmidighed været hende til Fortræd.

Misbruget er opstaaet derved. Hun er ind- smigrende og plastisk, gratiøs, harmonisk. Hun taler det bedste dansk, der. lyder fra nogen Scene. Hen- des Stemme har den reneste Vellyd, selv i Hvisken høres den fjernt ud i Rummet. Hendes Mimik er overdaadig. Hun har Forvandlingsevne.. Med Omhu tager hun paa sine Roller, de store som de smaa.

Hun kan bære et Repertoires skiftende Skikkelser fra Viola til Trine Rar,. fra: em Fiskerpigé til ten Odalisk, fra en Kothurnetragedienne til en moderne Kvinde.

Lutter Fortrin, der vendte sig imod hende. De Roller, som hun haabede paa, som hun kunde have baaret frem og op mod det Fuldkomne, dem fik hun ikke.

Oda Nielsen var det store Undtagelsesmenneske, der kunde have taalt en Rodspaltning og vundet Frodighed derved.

Men, Pindehuggeriet, det taalte hun ikke.

Havde hun i Fred'og Tryghed haft Lov at dyrke sine alsidige Evner op — — aah ja! — saa havde hun staaet der, hvorfra man kun ser ned, men til Gen- gæld var hun vel bristet af Anspændelse, eller slidt ud til Marven før Tiden.

Det har da den tvungne store Lediggangstid givet i Sone, at Oda Nielsen har bevaret sin Ung dom, saa ikke én er yngre end hun.

Paa et Omraade har hun bestandig vidst at hævde Ordet: Ingen over, ingen ved Siden. . Som Operette- primadonna er hun utilnærmelig den største, vi har haft.

Dybt maa de neje sig for hende, de smaa Stjerner som fejres og slukkes rundt om.

Hvis Oda Nielsen tog den Side af sit "Talent under Armen, stoppede Vadsækken godt fuld af Viser og glade Roller, saa kunde hun vandre Ver- den over og komme til at danse paa det røde Guld.

Anna i «Syvsoverdag»

Hellige Nitouche, Fa'rs lille Kone, Madame la lune.

Jeg kunde lide at se hende synge sin Sejrsgang over Sctiierne,' i

" Megen, Kunst-er- der til, som, paa sin Vis er stor, ingen som paa denne Vis: er større. " Men saa lifligt ogsåa 'det' maa" være- at sidde påa en-Bjergtop i Fred og--vide,' at ingen -kan kravle derop — for den, som har Ærgerrighed i Kødet, er det ikke nok, saalænge der skinner andre. Bjergtoppe rundt om, som man ved-sig Kraft -til at bestige.

Engang saajeg Oda Nielsen oppe paa den højeste Tinde — der'skulde hun være bleven, og der kan hun endnu stige, om" Tiden vil og Skæbnen og hendes egen Lyst.

Jeg har set "hende EN Ritu:e-Det:varsenzBe- drift. :Hun gav Tusind. Kvinders Liv i den 'ene. Glans og Glød. stod der af hende. Fra. Isse til Hæl var -hun Elskov og. Kvinde — Kvinde og Elskov, intet derudover. . i

Kun. sjældent. ruster Ibsen sine Kvinder saa rigt. Rita blev en Fuldnatur, maaske noget paa Trods af "Ibsens inderste. Mening, maaske i Kraft af Oda Nielsens Kunst og. Vilje.

I første Akt var hun som. den. tungt duftende Blomst, der sænker sig paa- sin Stengel, naar Solen er nær, og samtidig spreder alle sine Blade som en aabnende Favn. Elskovens Sol var over den Rita.

Hun. beækendte i Stolthed, bekendte i Ydmyghed, gav. Ømhed og Ondsind blot.

Manden, han tog Snusfornuftsbriller paa og be- lærte om den højeste Moral.

Eyolf, det lille Tvistens Æble, dør, og Rita viser sig i Sorgens Bodsdragt. Denne er knap og tækkelig, kun Halsen er ladet fri, og Armene er til Hælvten nøgne, thi ikke et Sekund har Kvinden tabt sin lovlige og vovlige Lokkeleg af Smde. Hun strider brutalt men ærligt, for det, som er hendes.

Manden er bare døv og sløv og blind. Da gaar hun paa Akkord. Det ene utroværdige og umente Forslag føder det andet. Hun, den Skinsyge, bøn- falder Skinsygens Aarsag om at blive i Hjemmet, hun, den forvænte Egoist, tilbyder at tage Huset fuldt af smaa snavsede Unger.

Helt snedigt begrunder hun disse Forslag. Men fra. hver- Fold af hendes "Klædning,. fra Klangen i hendes Stemme, fra Blinket i hendes Blik, raaber og klager det: «Det er dig, jeg vil, kun dig, fristes du ikke af dette, hitter jeg andet, lokker heller ej det, saa. mere nyt. - Det er dig, dig, jeg vil vinde!»

Det stod nu ikke hos Ibsen, men det stod hos Oda Nielsen. Hendes Rita vilde i Evighed ikke have ladet sig nøje med »Søndagsstilhed« og Kys paa Panden. Maaske vilde hun skiftevis snige sig

Rita i «Lille Eyolf»

— 50 —

Florizel i «Et Besøg»

frem gennem Godgørenhed, Hellighed, Hysteri, Utro- skab — naar hun havde sejret, vilde hun "straks svippe over og atter være den hedensk blodvarme Elskerinde fra før.

Oda Nielsen ;voldtog ved sit Spil en Del af

Stykkets Moral, Ihun trak al Livets Ret over paa sin Side, saa man om Manden mente, at han var godt dum og er” Daare.

Naar det kongelige Theater ikke havde Brug for Fru Oda Nielsen, kunde det gerne i Farvelgave have skænket hende hele: Lille Eyolf.

For hendes Skyld, for Ibsens og for vor.

Som Rollen Rita laa der Rolle ved Rolle, de ventede paa hende, hun paa dem.

Endnu venter de.

Til Dommedag kan der kives om, hvilken Kunst der kræver mest, den, der kommer Folk til at græde, eller den, der bringer dem Fryd og kildrer deres Hjerte med Behag.

Det, som er sjældent, plejer at eftertragtes med hidsigst Begær, og da der paa vor ufuldkomne Jord- klimp fødes mest Sorg, burde Glæden tages i Hus som den adeligste Gæst.

Men, sørgeligvis holder den Betragtning ikke Stik. Folk er tvertimod som var de galne efter at tromme Sorgen til.

Sølen er det mægtigste vi ved, den frugtbargør

Jorden, den tænder vore Tanker, ikke desto mindre finder Flerparten af os, at Maane, Stjerner og, kort sagt, Nat er noget meget mere aandrig dejlig noget. Maanen tilbedes paa Solens Bekostning. Solen er ligesom ikke fin nok.

I stort som i smaat det samme. En Sørgedragt virker mere fornemt end den mest yndefulde Selskabs- klædning, der fejrer de fagre Farver.

Og Oda Nielsen, som hun kendes mest, er just et flagrende Silkegevandt, spundet af Sol og Latter, frejdig Livslyst, Finhed, Kvikhed, List og Forførelse.

Den Rytme, der synger i hende, har uimodstaae- lig Magt over Mennesker. Hun kan virke som en Fanfare. Naar hun fra Scenen slynger et af sine Smil: eller en af sine skælmske Sange ud over Salen, sker det, som naar Vagtparaden trækker. op: Alle Folk vaagner og smiler og føler den søde Uro i Blodet.

Oda Nielsen spiller [ud til Publikum, fordi hun er sig bevidst, at er Tilhørerne i Teatret for hen- des Skyld, er hun”paa Scenen for deres.

Velviljens Varme løfter hende og indblæser hende disse ustyrlige Paafund, der som spillende Gys eller tusindmurdet Latter kribler henover Salen.

Den magnetiske Rapport, hvori hun staar til Tilskuerne, avler Vekselvirkning. Hende forlener den med ny Spænstighed, dem med frisk Modtagelighed.

Præfektfruen i «Hvor man keder sig»

— SI —

Viola i «Helligtrekongersaften»

Sheitan i «Ved Bosporus»

Cathérine de Septmont i «Den Fremmede»

Som Teatermenigheden elsker hende, ærer hun den. Hun deler ikke sit Publikum 'i første Parkets og dem oppe under Taget. For hende er de alle en Flok kære, gode Venner, hvem det er hende en Æressag ikke at skuffe.

I dette Forhold strejfer Mennesket og Kunstneren hinanden. Dette forklarer maaske ogsaa, at Oda Nielsen, der jo virker ved alt andet end grove Midler — bestandig er hun paa den gode Smags rette Side at netop hun i lige Grad fortryller den kræsne Kunstkender, der siger: Part pour Part, og det jævne Folk i Etagerne.

Hun tager dem alle med Storm. Dem alle — aahnej, sagde jeg det, var det en lille bevidst Over- drivelse.. Her og der (mest i Provinsen) findes fine gammeldags Mennesker, som slet ikke kan for- lige sig med Oda Nielsens Kunst eller Personlighed. Hun er dem en eksotisk Blomst, medens de kun bryder sig om deres egen Haves Blomster, der gror, som de groede for hundrede Aar siden.

Disse kære Mennesker siger om Oda Nielsen, at hun ikke er «fin», men de siger ogsaa, at «Orchi- deen er en stygge Blomst!»

Men da de rigtignok holder sig for altfor for- nemme til at betræde andet end det kongelige Teater,

G. Lindstrøm, fot.

Cathérine i «Madame sans géne»

og Fru Oda ej mere spiller der, saa krydses deres Veje ikke længer — enfin, lad dem fare i Fred.

Itjor overværede jeg ved et Tilfælde en Stump Prøve paa »Odette«. Der skulde kastes med Kon- fetti. Fru Oda instruerede selv, og hvor hun in- struerede!

Dette har hun tilfælles med alle store Kunstnere, der "ikke blot er Specialister, at hun ligesom ind- deler sine Roller i Optrin, og udformer hvert Op- trin for sig. I Sammenføjningen, som tages sidst, kan der nok derved blive smaa Revner og Rifter, men dette er ofte af mindre Betydning. Nu havde Fru Oda sat sig i sit gyldne Hoved, at den ret ligegyldige Konfettiscene skulde gøres med Virkning. Den skulde blive levende, og -det blev den. Efter tyve Ganges Tagen om var det tilforladeligt, som om man stød midt i Venedigs kaadeste Karnevals- virvar — endda Madame ikke havde en Oblat eller Strimmel Papir at gøre Konfettikastning med.

Men bagefter, saa forlangte Fru Oda, at de ende- lig maatte have al den muntreste Konfetti, der var at skaffe... Hun erindrede, at der var jo den Slags og den Slags og den.

Ivrig var hun som et sekstenaars Barn, der angler efter sin første Balaften. Konfettibyge af Lystighed.

Det var Glimt i Glimt af Nitouche," Skælmen, der elsker Alverdens Løjer og Gant.

Men da saa Stykket blev spillet, saa jeg Fru Oda omskabt i Modsætningens Tragik: Odette.

Af Odette, det daarligt tømrede, forlorne Stykke, vil jeg evigt mindes to forfærdende store, forfærdende tunge Øjne. Øjne som skifted fra vaagen Smerte til grumset Sløvhed af Morfinens Rus, Øjne der ikke orkede mer at græde.

Et Sted i «Madame sans géne» siger Fru Oda — og jeg har hende stærkt mistænkt for selv at have lavet den Replik: «Mit lille Fjæs, det har nu aldrig været andet end to Glugger!«

Glugger er godt. Men det er alligevel ikke dem alene, der præger dette Ansigt. Det er den lille trekantede Spidsmund, der kan trutte og sure og sippe og sige de voveligste Ting og græde til Maanen og smile til Publikum — ingen lille Mund i Verden kan være saa fræk og saa uskyldig 'paa samme Sæt. Og i den Mund bor der en Stemme - Gud velsigne den Stemme!

Jeg kan. godt forstaa, at Hr. Martinius. Nielsen klædte sit Teater saa festligt paa til Ære for dets nye Dronning. Men om han nu ogsaa klædte hende ialle de festlige Roller, som ligger rundtom og venter!

Og som vi venter paa! —

Hun dryssede som en

KARIN MICHAÉLIS.

Gratiano (Liebman)

TEATERINDTRYK FRA JANUAR 1903'

DETEKCEESEEÆBER

F Shakespeares italienske Dramaer er. «Køb- Å manden i Venedig» det mest- romantiske, halvt Virkelighed, halvt Æventyr, og det. er maaske det mest poetiske. I Othellos Venedig og i Ro- meo's Verona vader man i stride Blodstrømme, men i «Købmanden», og det er i vore Øjne et stort scenisk Fortrin, dér ødsles der ikke med ét eneste Stænk af Blod. Det der i Shakespeares« Theater» for os er historisk og forældet, en Tribut til en for evig afdød Fortid, det er vel nærmest disse umaade- lige og urimelige Blodsudgydelser, der virker paa vore Nerver som en altfor haandgribelig Tragik. Hvor dybt er det ikke bleven beklaget og maa be- klages, at Hamlets sidste Akt er som den er, en blod- tørstig Autodafé med en alenhøj Ligdynge. Vi danske er jo nu én Gang Wessels Landsmænd, og jo flere der myrdes paa en Scene, desto mindre tragiske føler vi os. Maaske Fejlen er vor, blide og fredsommelige af Natur det er vi jo, i ethvert Tilfælde, Shake- speare's store Dramaer har alle-Dage og til alle Tider været os besynderlig fremmede og fjærne, som fra et Lidenskabernes Land, underlig langt borte

fra Danmark. «Kærlighed uden Strømper» er gaaet os- grundig godt over i Blodet. Oehlenschlåger, vor egen hjemlige Miniatur-Shakespeare, er egentlig aldrig bleven national som Tragiker. Spilles han maaske nogensinde påa… Nationalteatret? Kunstnerne mener vel, at de ikke kan spille ham, siden de aldrig gør noget Forsøg derpaa: Med Shakespeare derimod forsøges der da i det mindste, og i de sidste Tider maa det henregnes

til Dr. Mantzius For- FR tjenester, at saa store E Opgaver overhove- det tages op.

Dr. Mantzius. er Fanatikeren blandt det kgl. Teaters Skue- spillere,. hver Gang Shakespearegaarover Scenén føjes der et nyt Træk til denne Skuespillers .Karak- teristik.… Man mær- ker, at det" er” hans Energi, der trodser disse Opgaver igen- nem, at det er- hans Vilje, der fører an, og man føler, at det er hans Lidenskab at ville - være = Shake- speareskuespiller.

Ingen af de store Tragikere fordrer i- midlertid Lidenskab af sine Udøvere, som Digteren) fra Strat- ford. Men det er en Lidenskab, som dan- ske sjeldent ejer, blod- rig, animalsk, angel- saksisk, en grænseløs og kaotisk Brænding ude paa et-helt sjæleligt Ocean, Sindslidelser, der ryster Hjærter og Nyrer, der omtaager Forstanden, der strømmer bredt og fører alle de store Ords Skum og Flom med paa sin- Bølge.

Den danske Lidenskab er langt mere beslægtet med den romanske, den beherskes af. Hjærnen, af Intelligensen, den reguleres af vor Sans for Humor, den afstumpes af vort reflekterede Vid. Og Dr. Mantzius ejer denne sidste Lidenskab, den forstands- klare, ulyriske, umusiske, men tørre og sejge, der holdes i Tømme af en aldrig omtaaget Selvbevidst-

Shylock

hed. Hans Evner og Temperament henviser til Op- gaver i Molieres og Calderon's «Theater». I «Køb- manden "i Venedig» virker hans Shylock ofte ud- præget og klogt udarbejdet som en dramatisk Doktor- afhandling, Maskeringen er ypperlig, Fagter og Lader realistiske og overbevisende, men Shakespeares Jøde skal hulke, saa vore Hjærter krymper sig, han skal skrige sin Datters Navn ud i den stumme og følelses-

løse Nat, saa vi fø-

(Mantzius)

ler denne Oldings Skrig som selve det fornedrede Klageraab. Hans Pa- thos skal bølge vild

Israels

og. truende som en judæisk Brændoffer- røg. Han er jo ikke nogen etnografisk Be- synderlighed, men et lidenskabeligt Menne- sketilhørende Jordens mest lidenskabelige Folkerace.

Selv naar Shy- lock hader, hader han hjærteligt, af et fuldt og overstrømmende Hjærte 02 "det ver maaske det, der er ved Hr. Mantzius” Shylock, at dettehadefulde Hjærte ikke lader sin Ban- ken høre.

en Brøst

Shylock det er Trolden i Æventyret, men saa ér der alle de andre, Prinserne og Prinsesserne i Sil- ke og Brøkade. En virkelig menneskelig Trold er alligevel mere interessant end en virkelig æventyrlig Prins, og i Æventyrene er Prinsesserne ikke altid fri for at være lidt kedelige. . Portia er en saadan underskøn Tornerose paa et fjernt Slot i en fjærn Park, hun er klog, hun er munter, hun er et evigt Solskin, en evig blaa Himmel, men hun ejer et kedeligt Kærlighedslotteri bestaaende af tre Skrin, hvori findes to Nitter og én Hovedgevinst. Den rette Prins trækker naturligvis det rigtige Lod. Ideen med disse Skrin er mindre morsom. Shakespeare lader dem klogeligt anbringe bag et Tæppe som

Shylock (Mantzius) er RENEE Ta

Købmanden i Venedig, I. Akt.

trækkes diskret til Side. Lidt tilsløret Mystik er gavnlig her. Paa det kongelige Teater anbragtes den store Trækning helt nede ved Lamperækken, det saa temmeligt ærgerligt ud. Men Fru Emma Thomsens É Portia sad paa sin Throne som en nok saa attraa- værdig Gevinst, en lidt for spinkel og pikant Portia, Prinsessen paa Slottet Belmont ler af et fuldere Bryst og breder sig myndigen i sit tunge Guldbrokade. Fru Thomsen var alligevel det eneste overbevisende Bud fra Renaissancens gyldne Verden, thi den sceniske Ramme, det var da Synd at sige, at den flatterede. Er det da ikke Venezia, et Venezia skønnere end Tizians, end Goldonis, end Byrons, Shakespeares Ve- nezia, der ligger bag Lidoen med sine røde Taarne og halvt uvirkelig løfter sig som-en Luftsspejling. «Køb- manden» fordrer stor scenisk Pragt og Glans, en rig og ødsel Ramme om Ungdom og Skønhed: og sjælfulde Drømmerier. Rammen var ikke dejlig, men af den venezianske Ungdom illuderede enkelte, Hr. Liebman især som én af Giorgiones spænstige og trohjærtede unge Mænd. Hr. Neiiendams tizianske Dogeskikkelse bragte ligesom et' koldt 'Pust med sig | fra Sukkenes Bro,” og Hr. Hoffmann's Tubal lod Tilskueren ane, at Ponte di Rialto med al dets Pona Smuds og Aager ikke var saa langt borte i denne (Fru Emma Thomsen) Æventyrets Ungdomsstad. SVEND LEOPOLD.

LJ sd

mn at

"Hertugen af Venedig (Neiiendam)

EN DEBUT

PP det kgl. Teater har Hr. Texiére debuteret som Jerusalems Skomager i «Genboerne». Hr. Texiére tilhørte tidligere under Hr. Edgard Høyers Ledelse Kasino, men viste sig kun cen. Gang — i Dramatiseringen af Gjellerups «Møllen» — i en større Rolle, Siden gav han sig som Elev ind under det kgl. Teaters Varetægt.

Nogen egentlig Prøve paa en Skuespillers menneskeskildrende Evne afgiver Jerusalems Skomager ikke. Thi et Menneske er Skomageren ikke. Han er strengt taget kun et nemt Middel til at sætte Handlingen i Gang, og han er af den unge Hostrup holdt halvt melodramatisk, halvt i en overgivent travesterende Maner. Men i Tidens Løb er det overgivne henvejret. Phister og efter ham Emil Poulsen lagde stærkt Vægten paa det overnaturlige og højtidelige i hans Tilsynekomst.

Rollen kræver da, saaledes som nu Traditionen har ud- formet den, først og fremmest Fantasi, og det tjener Hr. Texiére til Ære, at han baade forstod at omgive Skikkelsen med det rette mystiske Skær og at fremsige Skomagerens lange, versi- ficerede Replikker med virkelig Myndighed og Sikkerhed. For- saavidt Udførelsen af en saadan Rolle overhovedet kan rumme nogen Varsel om Fremtiden, var Hr. 'Texiéres Debut da meget

lovende. —n.

Hertugen Shylock Portia Nerissa Bassanio Antonio (Neiiendam) (Mantzius) (Fru E. Thomsen) (Frk. A. Petersen) (Zangenberg) (A. Madsen)

Købmanden i Venedig, IV. Akt.

«Genboerne» Jerusalems Skomager (Texiére)

PRIVATTEATRENE

EATRET vil altid føle Poesien som en Anklage ET og en-Svøbe over sig.

Thi Poesien — og den nordisk-germanske ikke mindst — presser sig vanskelig ind i de Former, som Scenen kræver. De Brædder, som betyder Verden, tager ubarmhjertigt Livet og Vejret fra den Kunst, der udfolder sig i ubunden Mangfoldighed, saadan som Tilværelsen i den virkelige Verden gør det. Og mens Digterværk paa Digterværk søndres til Vrag mod Rampen, flyder mangt et rutineret Stykke Teaterhaandværk roligt ovenpaa Teaterlykkens Vande.

Man kommer til at.tænke derpaa, naar man i Tankerne gennemgaar :nogle Aars Teaterhistorie. Hvor mange af de Forestillinger, der gik ifjor, ifor- fjor, er ikke "glemt — .glemt saa fuldstændig, som kun en ,Teater-Forestilling glemmes? ;Og de, der undgik Fællesgraven, var ingenlunde altid dem, der fik deres Præg af en Digter. ;

Derfor er det. ikke givet at de —sonr-Teater- stykker var uden Fortjeneste. Ligesaa sikkert som selve Shakespeare med Lethed undlives af slette Skuespillere, ligesaa vist er det, at der kan skabes uforglemmelige Skikkelser af Teaterfigurer, der ikke af Forfatteren indblæstes Livets Aande.

Det er da utvivlsomt noget utidigt at behandle den gamle Teater-Praktiker Sardou med altfor stor Overlegenhed. Hans Skuespil har paa Sce- nen overlevet og vil overleve adskillige Digter- værker. Og desuden regnes han i sit Hjemland i hvert Fald af den officielle Kritik slet ikke for saa helt udigterisk. Naar hans Patrie opføres paa Frank- rigs første Scene, er Højtideligheden ligesaa stor som her overfor vort Elverhøj.

Man maa heller ikke tro, at han kommer til sine snildt opfundne Skuespil-Fabler ad den Stræb- somhedens jævne Borgergade, der fører tillndustriens og Haandværkets fleste Sejre. Patries Intrige aaben- baredes for ham i en Art Syn om Natten. Og utvivlsomt har han ogsaa været henrevet ialfald ind- til Glashimlen, da han fandt paa Madame sans géne.

Thi om end han før har slynget en Handlings Traade med endnu mere raffineret Drevenhed, har han til Gengæld her lagt ud med næsten alle de Virkemidler, som overvælder Publikum.

For det første er hans Napoleons-Skikkelse, som Kritikken mest har vendt sig mod, som Teaterfigur beundringsværdig. En heroisk Napoleon er ikke digtet og kunde vel endnu vanskelig digtes, saa han

«Dønvig Præstegaard» Harriet Holck (Fru Augusta Wiehe)

Sergent Lefebvre (Holger Rasmussen)

blev overbevisende; i hvert Fald vilde kun et jævn- byrdigt Geni kunne genrejse Geniet fra de døde. Men en Napoleon, der saa at sige har afført sig baade Frygtelighed og Geni, og som ses i et Hver- dagsmenneskes Negligé — det lader sig høre. Og at saa denne Napoleon maa staa Skoleret for en Folkets Kvinde som Marskal Lefebvres djærve Hustru — hvilken Fryd for et Publikum! Han er saa tam, enddog han undertiden viser Løvens Klo, saa enhver næsten synes, at han selv maatte kunne have tumlet ham i Fru Ugenerts Sted.

Dertil kommer saa selve Madame sans géne Figuren. Den er ikke Historiens, men den er i en betydende Skuespillerindes Haand af sikker Virkning: ægte gallisk i Replikkens Slagfærdighed, med et Hjerte af Guld og saa med denne Folkelighed, der er Catherines Krydderi paa samme Maade som den store Næse er Cyrano de Bergeracs. Langtfra at skæmme den kønne og vittige Dame klæder hendes Gadesprog og vulgære Manerer hende fortryllende.

Paa Kasino byggede Fru Oda Nielsen Rollen op fra nyt, i en Skikkelse vidt forskellig fra den, som dens første talentfulde Fremstillerinde gav den. Fru Odas Catherine var af mindre Bredde, men af en Opfindsomhed, en Slagfærdighed og en Verve, som hurtigt erobrede Publikum og gjorde Stykkets Succes sikker. Denne Catherine var ikke plump,

endda hendes Latter havde den ægteste Klang af Vadskeri -og af - ganske .ufordærvet, sundt. folkeligt Humør; hun var” indtagende, endda hun ikke syntes at skænke sin ydre Optræden en Tanke. Trods sin") Blondhed virker y;Fru Oda Nielsen i saadanne Roller ganske fransk; selv hendes Hjertelighed var gallisk og ikke dansk, svulmende udefter, ikke ind- advendt.

Ved :(hendes”!Side 'gensaa man Hr. Martinius Nielsens? Napoleon, der nu som tidligere er karakter- fuldt opfattet med en Blanding af den Myndighed og abrupte Soldater-Barskhed, som nok var den virkelige Napoleons, og den Jovialitet, som er den Sardouske Skikkelses.

Stykkets øvrige Roller er jo gennemgaaende af mindre Betydning, men navnlig forsvaredes Marskal Lefebvre djærvt og elskværdigt af Hr. Holger Ras- mussen. Hr. Reenberg var en sympatisk Neipperg, Hr. Pio en rutineret Fouché. Den Lejlighed, der gives til en rig og smagfuld Iscenesættelse, var i fuldt Maal benyttet.

Mens Napoleon-Stykket var overflyttet til Kasino fra Folketeatret, genopstod «Depårtementchefen», der omtrent samtidig dermed spilledes paa dette sidste Teater, fremdeles paa sin gamle Scene. Og nu som før knitrede [Latteren om det vittige og behændige

Marchal Lefebvre (Holger Rasmussen)

Junker-Jensen, fots

E n sæ z ”v i Sal x w LJ So; g Ek: å ar PE g mme, ner ba Sense FE 9 trerd

Napoleon i «Madame sans (Martinius Nielsen)

gæne»

Fouché GV Pio)

Catherine Lefebvre (Fru O. Nielsen) (H. Rasmussen)

Madame sans géne, Forspillet.

Caroline Dronning af Neapel Catherine (Frk. Christoffersen) (Fru O. Nielsen)

Madame sans géne, I. Akt.

HE ——

Lefebvre (H. Rasmussen)

Fouché (V. Pio)

G. Lindstrum, fot.

hé

Fouc

Napoleon

M.

Så

Cathérin

Le febvre (H. Rasmussen) (Fru O. Ni

Pio)

Gr

Nielsen)

(

ielsen)

Ak

sene, IE

ans

Madame s

G. Lindstrom, Jot.

lerine

Cåtl

(Fru O. Ni

Napoleon

) (M.N

ø D erg erg

Neipper (H. Reenb

ielsen)

ielsen)

ene; JL SARE

A

(eg 5

adame sans

M

ES er

Kaptajn Renard Marguerite Chonquiere Baron Warthen Sergent Thomas Oberst Rochonne (Helsengreen) (Frk. E. Diedrich) (Albrecht Schmidt) (Berggreen) (Dorph-Petersen)

Spionen.

«GS 7

Vejret, som naar en Luftgymnastiker forbereder Dødsspringet i Cirkus, og aandede ud, naar alt gik godt. D”Hrr. Albrecht Schmidt og Helsengreen gjorde i de to Hovedroller deres Bedste, men Stykkets Op- førelsestal naaede ikke ud over det almindelige.

Paa Dagmarteatret genoptoges i Januar Maaned Hr. P. 4. Rosenbergs Skuespil «Dønvig Præstegaard». Stykket er ikke saa selvstændigt og personligt som «Henning Tondorf», der sikkert er Rosenbergs be- tydeligste sceniske Arbejde; det er ikke vanskeligt at finde Berøringspunkter mellem det og bl. a. Ibsens Skuespil, men til Gengæld >er det bygget" op med nøje Kendskab til Scenen, indeholder gode Op- gaver for Skuespillerne og præges ialfald tydeligt af at være skrevet af en alvorlig, aandeligt interesseret Mand. Det har da ogsaa naaet at blive spillet bl. a. paa tyske Scener.

Hovedpersonen, den unge Præst, hvis Brydninger er Skuespillets Hovedemne, spilles nu ved Gen- optagelsen af Hr. Adam Poulsen, der fører Rollen smukt og naturligt igennem. Af den ældre Rolle- besætning” genser; man! med særlig Glæde Hr. Em. Larsens udmærkede 'Skolelærer. Fru Augusta Wiehe spillede kønt og følt Harriet Holck.

ÅLBERT GNUDTZMANN.

«Departementchefen» De la Mare (Albrecht Schmidt)

Stykke. Det rummer mere Satire — i al Fald mere almen — end Flertallet af franske Farcer, og dets Satire bliver saa meget lystigere, som Gen- standen derfor til daglig glæder sig ved kvalificeret Ærværdighed og Højtidelighed. Bisson og Carré har vist den Uimponerethed at lade deres Satires Straaler spille lystigt ind i selve den hellige Admi- nistrations Kontorer. De viser os en Departement chef, der langtfra er uden menneskelige Svagheder, og naturligvis gælder hans Svaghed (han er jo da Franskmand) først og fremmest det smukke Køn.

Det var tidligere Hr. Martinius Nielsen, der spillede denne Rolle og med udpræget Held. Den varetoges nu ved Genoptagelsen af Hr. Albrecht Schmidt, der fremførte den med megen Verdens- mands-Elegance og med den Klarhed og rolige Sikkerhed, der er denne Skuespiller egen. Frk. Olga Meyer spillede elskværdigt Suzanne.

Forud for denne Forestilling havde Folketeatret fremført en Nyhed, det. af Hr. W.… Christmas be- arbejdede «Spionen«. Det var forsaavidt af Sherlock- Holmes-Arten, som det virkede ved sin energisk

«Departementchefen»

anlagte Handling. Og virkelig rummede det Episoder, Delk Må Suzanne der virkede tilstrækkelig halsbrækkende, man holdt (Albrecht Schmidt) (Frk. Olga Meyer)

DE GYEE

Å / OR "

A MA SNU, NU NS LEE ST 7704

MAN md

TEATERINDTRYK FRA FEBRUAR 19093

DEKKGL.-TEATER. dramaer, man har knækket de Nødder, der kunde knækkes, fordøjet de Problemer, der kunde fordøjes, ET norske Dramas Supremati er evigtvarende DD i Danmark. Et Stykke som »Gengangere« i ; i KERES 35 Da blev forkastet for tyve Aar siden og optages nu! ; : : Den meget betydelige Udførelse, Dramaet fik, beviste endnu en Gang, at Ibsen har sin ypperste Fortolk- ning her i København; paa ingen Scene i Europa spilles den norske Digter saa fuldkomment som paa den danske nationale Skueplads. Hver eneste Gang Teatret har en stor Aften, er det ufravigeligt med. et af de nynorske Skuespil, i denne Saison var det ' saaledes først Bjørnsons «Over Ævne», saa Ibsens i «Vildanden», saa Bjørnsons «Paa Storhove» og nu sidst Ibsens «Gengangere». Der er al mulig Ud- sigt til, desværre, at det Ibsenske Teater skal slæbes et godt Stykke med ind i det nye Aarhundrede. En og anden vil maaske finde det baade ydmygende og betænkeligt, at denne lange trediveaarige Ibsen- periode aldeles ikke er ved at løbe ud endnu, I andre Lande veksler Perioderne, i Danmark gror de fast og bliver stabile, de er ualmindelig sejglivede, de gaar i Arv fra Generation til Generation, dels af Træghed, dels af national Ulyst til Omvurdering af gængse Værdier. Men én Gang maa en literær Ret- ning dog brydes af, selv i Danmark! Udenfor vore Grænser er man dog hist og her forlængst bleven fær- dig med disse berømmelige og udramatiske Familie- Nille (Fru Walleen)

Fra

Jeppe Baron Nilus Hovmesteren Sekretæren (Olaf Poulsen) (Mantzius) — (P. Nielsen) (Jerndorff)

TAKE

G. Lindstrøm, fot. Jeppe vaagner i Baronens Seng.

Sar RR

G. Lindstrom, fot.

Jeppe (Olaf Poulsen)

INS FAKE

men man er ikke evigt bleven ved med at tygge Drøv paa det samme som herhjemme. Det Publikum, der dybt og alvorligt ønskede en Besvarelse paa alle disse fra Ibsens Side i saa høj Grad ubesvarede Problemer og Postulater, det har for længe siden vendt sig børt fra de 'pathologiske Skuespil, som kun er halvt videnskabelige og halvt digteriske. Halv- heden og Halvsandheden er overalt bleven paapeget baade i æstetisk og i lægevidenskabelig Retning. De religiøse følte sig skræmmede 'af den Ibsenske Skæbnetro og Gengældelseslære, der kulminerer i den saa vilkaarlige Asylbrand i «Gengangere». Gold-

schmidts Nemesislære var ikke mere umotiveret og ubegrundet. De videnskabeligt interesserede har søgt Besvarelse hos Videnskaben, der som bekendt desa- vouerede «Gengangere«s meget debatterede Arvelig- hedsteori. Som sagt, i andre Lande er man kommen ud over Krisen, men i Danmark er den bleven akut. Det er ikke kuriøst, det er tragisk. Denne over- vældende norske Indflydelse -i Literatur og. Teater vil en Gang, historisk set, blive betragtet som en af de skadeligste, goldeste- og mest ufrugtbare Ind- flydelser i vor Kunsts Historie. Intet fremmed Geni har skygget i den Grad over vor Kultur som Henrik

Baron Nilus Jeppe Ridefogedens Kone Ridefogeden (Mantzius) (Olaf Poulsen) (Fru Neiiendam) (L. Knudsen) II. Akt.

G, Lindstrøm, fot,

Jeppe paa Bjerget (Olaf Poulsen)

EET

Ibsen. Og intet Land har hvilet såa længe i den Ibsenske, pessimistiske Negationsskygge som netop vort. Hvilken dansk Aandsfrembringelse af Rang skyldes denne Digter? Og mon vore sceniske Kunst- nere, trods alle deres Sejre i disse Dramaer, allige- vel: ikke tager en Smule Skade paa deres Sjæle ved at udvikle deres. Evner til Kulmination i en saa ensidig og ikke ufarlig Aandsretning, som den Ibsens Teater repræsenterer? Der maa vist en hel ny Generation af Kunstnere til for en Gang at føre de lyse Digtninges Fest og Glans frem over den danske Scene. Og den Reaktion, der vil og maa komme, den vil Lyset og Glæden, den flammende Glæde, den dybe: Skønhed, de rige Idealer, Fantasiens Guld og de store Følelsers lyse Linier og store Horizonter, den vil Drømmen, Visionen og Solen. Hvis et helt nyt Slægtled skal tynges ned af disse Dramaer, saa dør der maaske altfor meget, og den nationale Scene faar et for stort Ansvar at bære. Et eneste langt Knæfald for. den norske Digtertrone har de sidste tredive Aar været, nu er Tiden inde til en alminde- lig Rejsning — andre Troner og andre Horizonter.

For de danske Ibsenskuespillere blev «Gengangere» en stor kunstnerisk Sejr. Fru Hennings og Hr. Jern- dorff: naaede op til deres Evners Højdedrag. Den Kunst at konversere, det var den Heibergske Periodes Privilegium, man. konverserede den Gang, let, aand- rigt og gratiøst spirituelt; den Kunst at samtale, Mand og Kvinde imellem, det er vore Dages. Sam- talerne mellem Fru Alving og Pastor Manders fik Publikum til at lytte, anspændt betaget, aandeløst, som kom det uforvarende til at overvære to Men-

Jeppe (Olaf Poulsen). Nille (Fru Walleen)

Jeppe Ridefogedens Kone

(Olaf Poulsen) (Fru Neiiendam)

neskers intimeste Meddelelser. Der" var virkelig Illusion. Fru Hennings” levende nervøse Minespil, hendes Stemmes ustandselig vekslende Tonefald, alle Nervelivets uendelig fine, næsten umærkelige Udslag — alt dette var udmærket. Fru Sinding var en frisk, men vel.djærv Regine, ved at omgaas Fru Alving daglig slibes man mere til og afdæmpes langt mere, det oprindelig raa maa kun skimtes igennem den erhvervede Kulturfernis. Hr. Neiiendams Os- vald var en klog og vel beregnet pathologisk Studie, men hans Ydre og Talent er for robust til at frem- stille overforfinet Degeneration. Det maa siges at være en Lykke at mangle flere væsentlige Betingel- ser for at fremstille denne Art Typer af Menneske- livet.

Jeppe paa Bjærget er vel den nationaleste af alle vore Komedier. Djærv Komik, drøj Skæmt, et Lune, der plirer polisk med Øjnene, og først og fremmest: den hele Komedie holder sig saa rart ved Jorden; det er nærmest det, der gør den saa grund- dansk. Aldrig er der i noget Land paa Jorden skrevet en national Komedie, der i den Grad staar med de platte Fødder i Mulden. Der er grumme sjældent hos Holberg noget, der flyver eller flagrer, men i Jeppe er der slet intet, der har Flyveevne. Udlandet har derfor undertiden fundet Komedien

plat og grovkornet, vi herhjemme aldrig. Der er i Stykket en saa ægte, en saa ufor- falsket Duft fra Svi- nestien og Brænde- vinsflasken, at vi føler os hjemligt stemte. Vi har altid fundet, at Fuldskab og Bræn- devin tog sig komisk ud, især naar det fremstilledes paa en Scene. Der drikkes uforholdsmæssig me- get i de danske Na- tionalkomedier, lige op til «Genboerne»s Punschesolderi og Drachmanns Pokal- tømninger, men « Jep- pe» er og bliver den mest fuselholdige af samtlige . Komedier, derfor gaar den dy- best ned i Nationens Urbund. Holberg har skrevet et'Stykke om en Bonde, han har pirret ved Fænome- net med sin 'sølvbe-

|. i

mmm:

Jeppe (Olaf Poulsen)

Jacob Skomager (Hofman)

Baron Nilus (Mantzius)

Jeppe (Olaf Poulsen)

Sekretæren (Jerndorff)

IV. Akt.

— 70 En

slagne Stok, han har betragtet den kuriøse Medskabning gennem sit slebne Øjeglas, og" han befinder denne Jeppe paa Bjærget at være et Dyr paa to Ben, et Dyr, der vel er godmodigt, men dog alligevel har saa lidt som vel muligt af et Menneske i sig. Og naar dette Bestie tages op fra. Svine- stien og anbringes i en højere" Sfære. af Samfundet, saa bliver det: først rent besti- alsk og gaar pludse- lig paa alle fire. Man tør ikke længere paa- staa, at Holberg just var synderlig filan- tropisk anlagt, der var vist i" Grunden grumme. faa Taarer i den "aristokratiske Eneboerprofessors smaa Øjne. "Der er meget lidt Humanis- me end sige Kristen-

Hovmesteren (P, Nielsen)

Pastor Manders (Jerndorff) i «Gengangere». D tel

dom i Grundsynet paa hans sjællandske Bonde; det berører os Nutidsmennesker temmelig fremmed og pinligt, da vi jo saa ganske er gennemtrukne med filantropiske Synsmaader.

Hr. Olaf Poulsens Jeppe var mærkeligst derved, at Figuren helt igennem var gjort naturalistisk lige indtil Sproget, der var selve den sjællandske Bonde- dialekt. Disse Komedier fra det attende Aarhun- drede bærer maaske ellers vanskeligt en saa gennem- ført Naturalisme. Den holbergske, klare, i saa høj Grad gennemræsonnerede Dialog taber sin oprinde- lige Farve ved disse moderne Eksperimenter. Jeppes Sprog er jo inderst inde kun Holbergs egne om- dannede Raisonnementer.

Men den hele Fremførelse af det berømte Stykke

blev alligevel en eneste Triumf for Hr. Olaf Poul- sen. Han var paa Højde med den nedarvede Tradi- tion 'og bar den maaske endog et Stykke videre. Frem for nogen af de sidste Generationers Skuespillere er han dansk, og han alene bærer det klassiske Re- pertoire ved sit Talent, der netop har sin store Styrke og sin Svaghed ved sin saa ualmindelig ud-

prægede Danskhed. SvenD LEoPOLD.

PRIVATTEATRENE:

om den mest livagtige af al Kunst vil Teatrets S i særlig Grad optage Samfunds- og Millieu- skildringen i sig. Et Teaterstykke kan ikke, som til Nød en Roman, foregaa i Sfærerne; det er bun- det til Jorden og Menneskene, og det er ydermere tvunget til at iagttage visse ydre Hensyn. Men deraf følger atter, at Teaterliteraturen i særlig Grad præges af nationale Ejendommeligheder.

Den sidste Maaneds Skuespilopførelser har frem- budt tre Forestillinger, der i særlig Grad var nationalt typiske. Ligesaa. fransk «Det lykkelige Øjeblik» (Dagmarteatret) var, ligesaa tysk Folketeatrets Til-

Regine Engstrand (Fru Sinding) i «Gengangere».

Snedker Engstrand (Reumert) i «Gengangere»

løbsstykke «Hans Højhed». Og ligesaa gennemdansk var endelig den sammensatte Forestilling, hvormed nylig Dagmarteatret har haft Held, og som bestod af «De Danske i Paris» og «Kærlighed« — typisk endda ikke blot nationalt, men ogsaa for to Tids- aldre.

Helene Alving (Fru Hennings) Osvald Alving (Neiiendam) i «Gengangere»

Da Capus's La veine for henvéd to Aar siden spilledes paa Variétés, var allerede Pariser-Kritiken enig om at løse det i Kuld og Køn som en ægte Skildring af franske Sæder, fransk Tænkemaade. Saa meget mere gallisk maa det virke paa Ikke-Fransk- mænd, der gaar til det med alle deres egne Fore-

Pastor- Manders (Jerndorff) Snedker Engstrand (Reumert) Helene Alving (Fru Hennings)

«Gengangere», II. Akt.

— 72 —

å

i ii il i i ”

5-6 shine

Es:

Regine (Fru Sinding) Osvald (Neiiendam) Pastor Manders (Jerndorff) Helene Alving (Fru Hennings) «Gengangere».

Fe | |

Josephine Tourneur Charlotte

Simone

Bréard

(Anna Larssen) (Fjelstrup) (Betty Nansen) (Frk. Nyrop) (J. Jacobsen)

Det lykkelige Øjeblik,

stillinger og Følemaader. Og fransk er ikke blot den Hurtighed i det sjælelige Stofskifte, der faar den lille Blomsterhandlerske Charlotte Lanier til at følge den elegante Advokat, den fuldkomne Mangel paa Samvittighedskvalme og Forførelsessentimentali- tet, hvormed Forholdet indgaas, og det rappe og klare Ræsonnement, hvormed begge Parter klargør deres gensidige Stilling for hinanden. Fransk er ogsaa Afslutningen med Ægteskabet, der tilsidst ind- gaas dem imellem og som fingeres at afslutte alle Vanskeligheder. Det er, vil man sige, en Komedie- Slutning, der i det virkelige Liv ikke vilde berolige. Men den er klar og nem. Den fører ikke ud i Hængedyng. Og man slipper for at fælde Taarer over den kloge og varmhjertede Charlottes Elskovs- Skibbrud.

Dette sidste især er ganske Capusisk. Og Capuse- riet er for Tiden et Begreb, der stærkt falder sam- men med Pariseriet. Ingen Forfatter kan mere afsky Taarer. Ingen kan roligere og mere smilende se Livet i Øjnene, som det nu en Gang er, Han er ikke dyb, men, har en fransk Kritiker sagt om ham, man skal ikke forlange andet end Roser af et Rosentræ. Vi danske har en noget plumpere Maade at udtrykke det samme paa.

Det er en Selvfølge, at danske Skuespillere i et saadant Stykke let kommer til at »oversætte«, at

i

Bréard (J. Jacobsen) 'Tourneur (Fjelstrup) i «Det lykkelige Øjeblik»

Josephine (Anna Larssen)

Tourneur (Fjelstrup) Josephine (Anna Larssen)

omstemme dets Følelser i en anden Tonart. Dette gjaldt især den oprindelige Udførelse af Titelrollen, og Hr. Fjelstrups Millionær, der iøvrigt bares af saa meget Lune, var vel ogsaa mere dansk end fransk. Hr. Jacob Jacobsens Bréard derimod var med sin elskværdige og nøgterne Klarhed og sin overlegne Verdenskløgt tæt op ad den virkelig franske Type, men iøvrigt virkede baade Fru Anna Larssen som en indtagende Josephine og Frk. Nyrop som en orchidéagtig-pragtfuld Simone ganske i Stykkets

Plan.

Simone Baudrin (Frk. Nyrop)

Interessant var det nu at gaa fra dette Stykke til Folketeatrets «Hans Højhed«, som Meyer-Fårsters Bombesucces «Alt-Heidelberg» kaldes i Professor Karl Larsens smagfulde Bearbejdelse. Hist modne og ganske usentimentale Menneskers Navigeren mel- lem de store Lidenskabers Skær, her en drømmende, maanesyg Ungdoms Overvældethed af de unge Aars varme, uoverlagte Forelskethed. Ved Siden af det franske Skuespils Overmodenhed tager det tyske Stykke sig barnligt ud. Men selv om det nu i Virkeligheden ikke er betydeligt, hverken ved sin

Lutz Md. Ruder Ruder Kåthie

(Albrecht Schmidt) (Fru Rosenbaum) (Zinck)

(Frk. Abrahams) (Dorph-Petetsen)

Grev von Asterberg Kellermann

(Helsengreen)

Hans Højhed, I. Akt. (Alt-Heidelberg.)

Menneskeskildring, sin Livsbetragtning eller sin Følel- sesstyrke, saa har det Egenskaber, som gør, at man kommer til at holde af det. Og, mener jeg, man behøver ikke at undse sig derved.

Thi lad denne lille tyske Prins og denne lille buttede Opvartnings-Kithie være helt almindelige smaabitte Mennesker med en lille dum Forelskelse

og et lille tomt Haab — de virker dog ved deres Ligefremhed og ved den sunde Naturlighed, hvor- med Forholdet mellem dem udvikler sig, rørende og fængslende. Og deres Skæbne er langtfra ual- mindelig — tværtimod! Er end de færreste af os Fyrster, der kommer dog for næsten os alle en Tid, da vi maa sige Farvel til vor Ungdoms Kithie

Kåthie (Frk. Abrahams)

Dr. Juttner Karl Heinrich Kåthie (Lindstrøm) (Aggerholm) (Frk. Abrahams)

Eu (Albrecht Schmidt)

Hans Højhed (Alt Heidelberg), I. Akt.

med Smilehullerne og de fyldte Pokaler og til Drømmerierne under Sommerens lyse Himmel — et Øjeblik, da Fremtiden med dens Pligter synes os næsten ligesaa besværlig, mørk og truende som det at skulle herske i en tysk Duodezstat synes denne lille Prins Karl Heinrich. Og dette Øjeblik var

Schølermann (Berggreen) Lutz (Albrecht Schmidt)

smerteligt. Det var, som blev man for anden Gang sat ind i Verden — og det er vel ikke ganske for intet, at de nyfødte Børn græder.

Desuden forsøger jo Karl Heinrich i Stykkets sidste Akt endnu at fremtrylle et Skær af den tabte Ungdom. Det mislykkes alt er forandret i Alt-

Kellermann (Helsengreen)

Heidelberg. Hvem har ikke oplevet ogsaa det: at vende tilbage til Stedet for sin Barndoms og Ung- doms bedste Minder og intet finde — uden Grave.

Der skete da ogsaa her, hvor fra »Ulysses von Ithaciens« Tid »tysk Komedie« var en Skræmsel for Publikum, at denne erketyske Komedie, dette Skuespil om Smaafyrster og Minchnerøl og med tyske Studenterhuer og Studentersange sejrede. Sej- rede i Kraft af sin Følelsesfuldhed og Naturlighed, der virkede som de jævne og ægte Ord i en Folke- sang.

Men «Hans Højhed» faar ogsaa paa Folketeatret en rosværdig Udførelse. Hr. Aggerholms Karl Hein- rich tager sig ud som en virkelig Prins og bæres af Intelligens og Finhed, og Frk. Abrahams er en meget frisk og indtagende Kåthie. Paa tyske Scener — i ethvert Fald i Berlinerteatrets Udførelse — lægges der vel nok større Inderlighed i disse to Roller, ligesom der under Lærerens, Dr. Jittners joviale Studenter-Ligefremhed gaar en dybere Strøm af Vemod over en svunden Ungdom, end man mærker i Hr. Lindstrøms elskværdige Fremstilling. Men alle disse tre Hovedroller bliver vakkert og naturligt spillet, og baade Hr. Albrecht Schmidts udmærket morsomme Kammertjener Lutz og især Hr. Helsen-

G. Lindstrom, fot. Juliette Adolf Heller = (Augusta Wiehe) (Adam Poulsen)

«De Danske i Paris», I. Akt.

HA mm —

Juliette (Augusta Wiehe) Adolf Heller (Adam Poulsen) i «De Danske i Paris»

Ernest (Joh. Poulsen) i «De Danske i Paris»

BE

Johannes Bruun (Alfred Møller) i «De Danske i Paris»

Mikkel (Fjelstrup) i «De Danske i Paris»

Basse-Stine

Sognefogeden Degnen Søren Clausen (Wandahl) (S. Neumann) (Kornbeck) (Mathilde Nielsen) (Boesen) (Bodil Hammerich) (Mimi Mikkelsen) (Anna Larsen (Fjelstrup)

Napoleon

AÅne-Sofie Rikke Kristine Rassmus

«Kærlighed», II. Akt.

greens karakteristiske Kellermann, der haler alle Erindringer frem fra et fjernt Punkt af sin spiritus- taagede Hjerne, staar ikke saa lidt over, hvad der ydes i de tilsvarende Roller paa Paul Lindaus Scene.

Endelig spiller Dagmarteatret paa en Aften I. L. Heibergs «De Danske i Paris« og Gustav Wieds «Kærlighed». Forestillingen er interessant ikke mindst ved sin Sammensætning; det er som holdt man et Genrebillede af en gammel Mester op ved Siden af en moderne Karikatur i Sortkridt. Hvor Hei- berg er elegisk, er Gustav Wied barok, hvor den ældre Digter næppe nok smiler, skoggerler den yngre Forfatter. Er ikke «De Danske i Paris» en For- herligelse af den samme romantiske Kærlighed, ad hvilke det Wiedske Stykke vrænger? Og dog kunde intet af de to Lystspil være skrevet andetsteds end i Danmark.

«De Danske i Paris» tager sig paa Dagmarteatret ganske henrivende ud. I en Iscenesættelse, der med nænsom Haand værner om Stykkets sarte Stemning, frembringer dets Billeder en Virkning omtrent som Købkes Billede af danske Kunstnere i Rom. Og nu synes os vel Intrigen naiv og det Puzzlespil med Sprogene, Danmarks fineste Æstetiker J. L. Heiberg morede sig med at "drive, en Smule kunstlet. Men der er dog en bestemt Mening ogsaa i dette sidste, der tilmed giver Stykket typisk Interesse. Thi det er jo ikke ud i Vejret, naar den kloge Heiberg først paatvinger Publikum den Illusion, at Halvdelen af de optrædende i Stykket taler fransk og Halv- delen dansk, endda Sproget nøje er det samme —

og endelig lader Mikkel gøre Løjer med det virke- lige fransk i en Vise. Det har moret Heiberg at stille saa store Fordringer som muligt til Publikums Gaaen ind paa den sceniske Illusion — spænde dem lige op til Bristepunktet og se dem honorerede.

Det er som sagt først og fremmest Helheds- billedet — og Kulturbilledet — der har skaffet den gamle Vaudeville en indiansk Sommer paa Dagmar- teatret. Men ogsaa de enkelte spillende har deres Del i Sejren. Fru Augusta Wiehe, der er cn nydelig og skælmsk Juliette, de to Brødre Poulsen, der i Stykkets to Elskerroller er den fejreste og skæreste Ungdom, begge helt inde i Stykkets ynde- fulde Stemning, fremdeles Hr. Fjelstrup pudsigt sveden som Mikkel, Hr. Alfred Møller bred og statelig som Majoren, Fru Mathilde Nielsen elskvær- digt-forfjamsket som den danskskræmte gamle franske Dame.

Gustav Wieds Komedie endelig er iscenesat med humørfuld, bred Realisme, der giver den den paa- lideligste Duft af Vadmel og «Soldatens Fryd». Fru Anna Larssen er den herligste Højskole-forskruede Landsbyskønhed med rødt blussende Kinder, op- strammet, vandfriseret Haar, kort Kjoleliv og Høstak- Kælenskaben lysende ud af alle Miner, og Fru Augusta Wiehe tegner ”med udmærket Naturtroskab en blegt-fregnet og klam Konetype. Hr. Fjelstrup er med meget Lune og Elskværdighed Helten, der efter sit Hængningsforsøg bliver ligesaa attraaet af Pigerne, som han før var skyet. Og endelig lyser Soph. Neumanns Degn af sveden Kattevenlighed.

ÅLBERT GNUDTZMANN.

-= Bos

mune

(

aq sueHqH) JPLUAPJYA

CIVUIIP[P A » UINaPT Je

(uasprw PxV) (SaaquadSuez "1yD) pnuy apPIAH XV

addnic)

(uds puada

AT) S

G. Lindstræmn, fat

HANS-BECK

HANS: BECK:

ET kgl. Teaters Balletmester, Hr. Hans Beck, D er vanskelig at faa fat paa til et Interview. Hvor skal han tage Tiden fra? Om Morgenen tid- lig møder han paa Teatret, giver Undervisning, holder Prøve, disponerer, arrangerer. Dér bliver han til op paa Eftermiddagen. Naar han har spist en tidlig Middag, forestaar der ham fire Timers Danseundervisning til søde københavnske Børn — ialt har han nu 385 Elever, den Ulykkelige, og han har iaar maattet sige nej til 200 — og om Aftenen danser han paa Teatret. Som man ser, er hans Tid godt optaget, og en 10—12 Timers Arbejds- dag er intet usædvanligt for det kgl. Teaters Ballet- mester.

Alligevel lykkes det os i denne velfyldte Dag at finde en ledig halv Time, i hvilken vi faar Hr. Hans Beck til at fortælle lidt om sig selv og om Balletten, som han har ofret sin Arbejdskraft og sit Hiv:

— Ja, hvad kan jeg i Grunden fortælle Dem om mig selv, siger Hr. Beck. Jeg er Sønderjyde. Min Fader var Danselærer i Haderslev. Han for- talte mig ofte om det kgl. Teater og om Balletten og hele Scenens straalende Liv. Alt dette gjorde stærkt Indtryk paa mig, og da jeg var syv Aar gammel og man spurgte mig, hvad jeg vilde være,

«Blomsterfesten i Genzano»

«Napoli»

naar jeg blev stor, svarede jeg: »Jeg vil være Ballet- mester«. Og saa lo Folk af mig. Men min Fader besluttede nogle Aar senere at tage med mig til København og se at faa mig ind ved Balletten. Men jeg blev refuseret. Drengen har Evner, sagde gamle Brodersen, men vi har ingen Plads. Der havde lige været Optagelsesprøve, og af halvandethundrede Aspiranter var kun én blevet antaget, nemlig nu- værende Danser Chr. Christensen. Fader og jeg gik bedrøvede vor Vej, men en gammel Ven raadede Fader til at gøre endnu et Forsøg. Vi gik ud til selve Berner, og Enden paa det blev, at jeg fik Lov til at slippe ind med.

Saa gik jeg i flere Aar paa Teatret og fik en god og grundig Undervisning. Da jeg blev 16 Aar, gav Ludvig Gade mig et godt Raad. Han fik mig til at søge Undervisning hos gamle Carré, den franske Balletmester, hvis to Døtre dansede paa Pantomime- teatret i Tivoli. Jeg stillede hver Dag paa Panto- mimeteatret og fik Undervisning. Det var den franske Skole, som i mange Henseender var forskellig fra det, vi lærte paa Teatret. Det var ikke altsammen lige kønt. De havde det f. Eks. meget med at danse med krumme Knæ. Men naar jeg saa kom paa Teatret, sagde Gade til mig: »Det der skal du

== RØRER

lg

«Konservatoriet»

lægge dig efter« eller «Det der skal du ikke bryde dig om» og saa valgte jeg ud og kasserede, og paa den Maade fik min Uddannelse et fortræffeligt Supple- ment.

Saa debuterede jeg i 79, kuriøst nok, den sidste Aften, Bournonville var i Teatret. Han døde tre Dage efter. Balletmester blev jeg i 1896, men heldig- vis uden Forpligtelse til at skrive Balletter.

Ja, De skal ikke smile! Tidligere havde Ballet- mesteren faktisk den Forpligtelse at skrive Balletter. En stor eller to smaa om Aaret. Vil De tænke Dem en Ide! Kan De forestille Dem en Forfatter, hvem man paalagde at skrive en stor Bog eller to smaa Bøger om Aaret! Men den Paragraf fik jeg da heldigvis slettet i min Kontrakt. De opfordrer mig ofte ovre paa Teatret til at skrive en Ballet. «De er for beskeden,» siger de til mig. »Det kan være», svarer jeg, «jeg er selvkritisk, og De maa give Tid, til det kommer af sig selv.» Naa, foreløbig har vi jo Christensens ny Ballet Perkéo at tumle med.

Men nu i denne Tid har forresten Balletprø- verne været trængt til Side af Siegfried. Det er jo Ballettens sædvanlige Ulykke, den er tredje Kaste. Vi kan være gode nok, naar det kniber, og vi har reddet Teatret mange Gange. Men til daglig maa vi nøjes med, hvad der kan falde af. Hvis

Balletten nu endda fik Lov til at medvirke i Operaen. Men det er langtfra alle Operaer, i hvilke der er Ballet. Og i mange, hvor der oprindelig har været Balletmusik, er denne blevet strøget. Af hvilken Grund, spørger De. Den ulyksalige Feu, selvfølge- lig. Naar Balletten kommer med, er der jo flere til at dele. Jeg maa forresten indrømme, at det er bedre nu end det før har været, baade om Simonsen og Herold er det Synd at sige, at de er nøjeregnen- de, men i gamle Dage var vi skam ildesete, Feu- slugere kaldte man os, og paa Teatret lever endnu en Ytring, der skal stamme fra Adolf Rosenkilde. «Skal vi have Græshoppesværmen med iaften», skal han have sagt en Gang. Er dette ikke yderst betegnende? Balletten opfattes som en Græshoppe- sværm, der slaar ned over Pengekassen og ikke levner en Smule til de andre!

Hr. Beck smiler en Smule krænket og giver sig derpaa til at tale om den Bournonvilleske Ballet.

— Aner De, hvilket Arbejde Indstuderingen af en af Bournonvilles Balletter medfører? De tror maaske, at vi har det hele, Musik, Dans og Tekst liggende færdig? Men det er en stor Misforstaaelse. Af Tekst foreligger der intet andet end det lille usle Resumé, der sælges som Program. Til Dansene er der hist og her en enkelt Optegnelse. Iøvrigt har vi kun Musiken. Det hele beror paa Tradition; man maa

«Livjægerne paa Amager»

«Trymskviden»

huske, hvordan det gik til sidst. Det er en vanske- lig og en usikker Metode. Og Resultatet er, at de mindre kendte af Bournonvilles Balletter, der ikke har været fremme i en Række af Aar, de vil aldrig kunne tages op igen, for der vil ikke være nogen, der kan huske, hvordan de skal danses. Jeg selv sidder jo nu inde med en ret betydelig Tradition, jeg har jo været med i adskillige Slag. Undertiden kan jeg paa Prøven ikke huske et Ord af en Rolle, aner ikke, hvad der skal gøres, og er sikker paa, at det aldrig vil gaa, men hører jeg saa Musikken til Partiet, saa stejler jeg som en gammel Krigshest, og saa staar hele Dansen pludselig for mig. Det er det, det gælder om, at have Øre, saa at Tone og Bevægelser bindes sammen.

Naa, meget i Bournonvilles Balletter er jo temme- lig naivt. Hvad der passede i Fyrrerne, passer jo ikke altid nu. Og jeg søger saa ved Indstuderingen at bortskære det, der synes alt for gammeldags. Og naar Bournonvilles Balletter faar en saadan fornuft- mæssig Behandling, tror jeg, at de endnu har en lang Fremtid for sig.

Men den nødvendige Betingelse og Forudsæt- ning for Ballettens Trivsel er rigtignok, at Personalet stadig rekruteres. Jeg nærer mindre Frygt for Spinde- siden end for Herrerne. Det er vanskeligt at finde en god Danser. Der kræves ikke blot Ynde, Be-

SEERE EET ==

hændighed og Smidighed, men ogsaa en vis Man- dighed og Kraft, uden hvilken det hele ender i Affektation. Det er ikke for det, der melder sig saamænd unge Mennesker og Drenge nok. Næsten hver Dag kommer en eller anden Kone slæbende op med sin lille Dreng, som hun vil have til Balletten. Om han da har Lyst til at danse? Ja, det har han da rigtignok! Han danser den hele Dag, og saa klæder han sig ud fra Morgen til Aften! Det er den sædvanlige Besked, vi faar, at han klæder sig ud, som om sikke alle Børn pynter sig med hvad der falder dem i Hænderne. Naa, vi prøver den lille Hans eller den lille Adolf, og det viser sig snart, at lille Hans og lille Adolf er lige umulige, at de -ikke kan staa og gaa, at de er uforholds- mæssig skabte, og at de ikke har Spor af Øre. Og Øret, det er noget af det vigtigste!.

Naa, en enkelt Gang antager vi en Dreng, og hvad "såa? Jar han er maaske en meget” net lille Fyr, og saa pludselig giver han sig til at skyde i Vejret, og alt er ødelagt. Hans Holdning bliver daarlig, hans Arme lange og tynde som en Orang- Utangs. Saa maa vi sende ham hjem igen. Nej, det er vanskeligt at faa brugbare Kræfter til Balletten.

Vi indskyder et lille Spørgsmaal, om Uddannelsen ved Balletten kræver nogen 'særlig Levevis eller Diæt.

«Trymskviden»

SS EE

«Toreadoren»

— Ikke noget særligt! Men bedst er det naturlig- vis som i alle Forhold at leve sundt og regel- mæssigt. Og lige før man skal hen og danse, maa man nødig spise gule Ærter. Jeg spiser i Reglen en 5—6 Timer, før jeg skal optræde. Og under Dansen drikker jeg aldrig en Smule. De kan for- staa, det kan være fristende nok, naar man styrter ud i Kulissen hed og svedig, med Munden fuld af Støv. Men drak man blot et Glas Vand, vilde det ligge som Kugler i Maven. Det højeste man kan gøre er at tage en Slurk Vand i Munden og spytte den ud bagefter.

En Danser maa have ordentlig Mad. Det kan

«Sylfiden»

ikke nytte, at vi gaar hen og bliver Vegetarianere og bliver saa magre, at Folk ikke gider se os for deres Øjne. Hvordan gik det ikke Frk. Braunstein for nylig? Hun havde sat sig i Hovedet, at hun blev for svær, og begyndte paa en vegetariansk Afmagringskur. I et Par Maaneder levede hun hovedsagelig af Appelsiner, og saa havde hun øde- lagt sin Mave saadan, at vi maatte sige til hende, at hun virkelig maatte spise noget ordentlig Mad.

Nej, slutter Balletmesteren, en god saftig Okse- steg kan man ikke undvære nu og da.

Og i denne Fordømmelsesdom over Vegetari- anismen mødes vi ganske med Hr. Hans Beck.

V. KOPPEL.

ØK AT inge EMW

Wi

VER

== /G

fas Kær STEDE

TEATERINDTRYK-FRA-APRIE: 1908

«AIDA»

or halvtredsindstyvende Gang har de berømte F Sølvtrompeter lydt over vor Scene; og deres Klang har ikke tabt sig. — Det er altid en Glæde at hilse paa en god gammel Bekendt, især naar den bringer Bud fra det Land, der er Farvernes og San- gens. Thi trods,al,den ægyptiske Prågt, der ud- foldes i Aida, er Verdi her Italiener saa godt som nogensinde, og han taler til alt det i os, der er af romansk Oprindelse, der længes efter stærkere Far- ver og en varmere Sol.

I denne, Musik er vi langt borte fra alle de Taage- og Tusmørkestemninger, som vi Nordboer elske at dykke os ned i; vi vugges her ikke ind i symbolske Drømmeriger; den Maane, der spejler sig i,Nilen, er Sydens Maane med det klare Lys og de kulsorte Skygger, ikke den blege Skabning, vi kender, ombølget af fugtige Vanddampe, der til- slører alle Konturer.

Der er i denne Musik et Væld af Sang, som det er umuligt ikke at rives med af; der er Fro- dighed og Rigdom i disse glidende Melodier, der strømmer frem som om de i samme Øjeblik fødtes paa Sangernes Læber. Den er undfanget som Sang denne Musik, og den maa synges for helt at for- staas. Der er i «Aida», skønt den er skrevet af en 60-aarig Mand, der allerede havde en lang Løbe- bane bag sig, den samme rent umiddelbare Glæde ved at lade Sangen strømme som i Værkerne fra hans Ungdom, kun er han langt finere i sine Midler,

langt alvorligere i sin Kunst end før. Aida er fyldt fra Ende til anden af fine og aandfulde Enkeltheder, der findes ingen af disse Trivialiteter og Platheder,

Junker- Jensen, fot.

Radamés (Herold)

Aida Amonasro

(Fru Bruun) (Simonsen)

der saa let løb ham i Pennen, da han skrev Trou- badouren og de andre; han er blevet kræsen; skriver ikke straks ned alt, hvad der suser gennem hans Hjerne.

Men stadig er Sangen for ham det væsentlige; for dens egen Skyld, ikke blot for at assistere Or- kestret.

Den særlige Kolorit, som Handlingen kræver i «Aida», er antydet i Musikken ved Anvendelse af et Par originale ægyptiske Motiver i den store Tem- pelscene i første Akt; Maaden, hvorpaa dette er gjort, er beundringsværdig; der benyttes ingen sære Instrumentaleffekter; kun den kromatiske Ensformig- hed i Melodien, og den enkle Rytme kendetegner dem som fremmedartede og giver os den rette An- tydning af Orienten midt i denne straalende mo- derne Orkesterpragt.

Der er i «Aida» en Finhed i Karakteristikken af de enkelte Mennesker og Grupper, der langt over- gaar, hvad Verdi tidligere har givet; man erindre den Maade, hvorpaa i Indtogsscenen de forskellige Optrædende karakteriseres: Præsterne, Kvinderne, Kongen — senere Fangerne, og alt med de reneste musikalske Midler; musikalsk er det Ord, der stadig melder sig, naar Talen er om Verdiske Værker; de er tænkte i Musik, og Musikken igen i Sang.

— 87

É

Opførelsen, der kræver et meget stort Apparat med de stadige Optog og Folkemasser, der bevæger sig over Scenen, var, naar man ser bort fra enkelte noget afblegede Dekorationer, glansfuld og festlig.

Af de Optrædende fortjener særlig at fremhæves Herold som Radamés og Frk. Thyra Larsen, der som Aida havde sin tredje Debut.

Man forstaar at dette, Frederik Bruuns gamle Parti, maa friste en Sanger som Herold. Det er som om Verdis Musik laa hans Hjerte særlig nær; jeg mindes ikke længe at have hørt ham synge saa smukt som i Radamés” og Manricos Partier; Stem- men har undertiden lidt vanskeligt ved at trænge igennem den larmende Orkestermasse, særlig i Fi- nalerne; men til Gengæld blev de lyriske Partier, f. Eks. Scenen med Aida ved Nilen, sungne med en Varme og en Skønhed, der bragte enhver Kritik til Tavshed. Kostyme og Maske var som altid udmærkede.

Frk. Thyra Larsen fyldte i sanglig Henseende forbavsende i dette fordringsfulde Parti. Hun har et sikkert musikalsk Instinkt, der fører hende frelst gennem alle Farer og lover en stor Fremtid for denne unge Sangerinde.

Havde hun end ikke den fuldtfærdige Prima- donnas Autoritet, saa var der noget velgørende i

Ramsis (H. Nissen)

Kongen (Max Miller)

en Gang at høre en ganske ung Sangerinde i dette Parti, der plejer at være forbeholdt modne Damer. — Fru Bruun, der skiftevis med Frk. Larsen sang Partiet, fyldte med sin store ypperlige Stemme i enhver Henseende og gennemførte Partiet med stor Dygtighed. men savnede i sit Ydre den slanke Ung- dommelighed, der gjorde Frk. Larsens Fremstilling saa indtagende. Et i Farvesammenstillingen ret dri- stigt Paafuglekostume gjorde et tilpas fremmedartet Indtryk — omend maaske mere indisk end æthio- pisk; i hvert Fald stod det i en saa paafaldende Modsætning til Amneris' næsten moderne hvide Slæbekjole.

Af de øvrige nye maa Helge Nissen nævnes for sin skønne Sang og værdige Optræden som den jærnhaarde, ubøjelige Ypperstepræst, og Max Miller, som var en stiv og værdig Farao. Med Glæde gen- saa man Frk. Dons i hendes gamle Rolle som Amneris; ingen, der har set denne ypperlige Kunst- nerinde i dette Parti, vil glemme den fremragende Kunst, hvormed hun levendegør den -ulykkelige Kongedatter; det var Menneskeskildring af høj Værd.

Foruden hende er Simonsen, saavidt mindes, den eneste, der har beholdt sit gamle Parti; trods al

hans Snerren og Bjæffen kan det ikke nægtes, at han giver den fangne Konge baade Værdighed og Sympathi; der er hos denne Sanger en vis Umid- delbarhed, der virker indtagende; hvad Stemmen angaar, synes den snarere at vokse end det modsatte.

Iscenesættelsen var meget fantasifuld og havde som sædvanlig en god Støtte i Balletten.

IT. HOHLENBERG.

DET KGL. TEATER — "DAGMARTEATRET FOLKETEATRET

OD tre af de fire københavnske Scener har de danske Farver vajet. Tre nye danske Stykker opførtes, hvert paa sin Scene, et fjerde genoptoges. Og mellem de tre nye danske Stykker var der en vis Lighed. Ikke blot den ydre, at intet af dem var synderligt fast og sluttet i Bygningen, men og- saa en indre. Noget godlidende; mildt overbærende i Tankegangen, en egen venlig Slaphed — noget som et Slag paa Skulderen og et Gudbevares! Det var derigennem, de bekræftede deres Danskhed. Det mest polerede Teaterarbejde var Hr. Reumerts «Højgaards Pensionat». Nationalscenens Kunstnere

Madam Willumsen

Jomfru Willumsen (Fru E. Thomsen)

(Frk. C. Rasmussen)

me er

Stine Holm Pedersen (Fru Hennings) (Guldbrandsen) (Hofman)

er jo af og til ogsaa Bidragydere til Repertoiret — BE 55 5 i som Oversættere og Bearbejdere eller som originale Forfattere — og har ialfald det forud for Forfat- terne «af Fag» og, navnlig for Flertallet af Digtere, at de meget nøje ved, hvordan et Stykke skal gøres. At gøre det bliver jo saa. rigtignok noget andet, og for Hr. Reumert var det mest blevet til Rutine det hele. Ganske underholdende .var vel i. og for sig denne Historie om en Idealist, der vil lave. Red- ningshjem for allehaande Løsgængere og saa bittert sviges og skuffes; men Skildringen manglede den Dybde og Myndighed, som gærne skulde findes. bag den letteste Spøg. Man underholdtes — men fik alligevel ingen ret Interesse for det hele.

Nyere. og mere. personligt vilde Hr. Walter Christmas". «Ulla» paa. Dagmarteatret have. virket, om man ikke havde kendt Hovedfiguren fra Ro- manen «Fritz Banner»,, og om Hr. Christmas ikke i den dramatiske Udformning af Stoffet havde ud- visket Stoffet, og. gennem en forsonende Slutning taget Brodden af den Indignation, hvormed. han i Bogen svang Skorpionerne over den Dagtyv.… og Snylte, hans Kammerjunker. og. Premierløjtnant var. Nu kunde man kun om Stykket sige det, at det var et elskværdigt Lystspil, baaret af mere Verdens- erfaring end af scenisk Erfaring. Men i hvert Fald (O. Poulsen)

Helmuth Højgaard Madam Rasbæk

(Fru Neiiendam)

er den danske Kammerjunkerty - pe ikke ”set=vsåa ubarmhjertigt før. Dertil kommer en frisk fuldblodig Ungpigeskikkelse, der fra hun træ- der ind i Stykket vinder Sympati, og hvis fornyede Samliv med. den koldblodige Stræ- ber Publikum kun har lidt svært ved til Slut at velsigne.

Endelig spil- lede saa Folkete-

atret Fru Emma Sørensen Jespersen Christensen (Zangenberg) (P. Nielsen) (Ottesen)

«Højgaards Pensionat»

Gads «Gadens Børn». Mere end de to andre nye Stykker var det baaret af Livsens Alvor og af varm Menneskefølelse, og kunstnerisk set var det nyt i sit Anlæg, aldenstund der her var forsøgt en Livsskildring i Episoder — en Opgave dra-

Mariane Mørch

Jægermester Donner (Fru Anna Larssen) (Fjelstrup)

«Ulla»

matisk Digtning ellers viger tilba- ge for. Fornyel- sen viste sig imid- lertid ikke frugt- bar. Man saa intet til Hovedslagene i—denne Kamp, hvoraf den stak- kels Fernanda Pe- tersen gaar ud som Invalid, og man fik ikke den rette Interesse for hen- de- og hendes Skæbne. Man saa en vistnok lidt do- ven og løs Karak- ter kuldsejle — det hænder ogsaa an- dre end Smaapiger fra Baghusene. Men alligevel fornægtede Stykket ikke sit Udspring; der var i dets enkelte Optrin, navnlig de lystspilagtige, den dramatiske Nerve, som kende- tegner hele Fru Gads «Teater». En Akt paa en Trap- pegang var scenisk fortræffelig; i en anden, der foregik i en Dameklub, fornam man et Virkelighedskendskab, som man f. Eks. i Rigsdagsakten savnede.

Og saa kom dertil, at Fru Oda Nielsen hævede den lille Fernanda Petersen ud af Stykkets Ramme og gjorde hende til en stolt, en fri og gribende Menneskeskikkelse.… Hun høstede med Reétte den stærkeste Anerkendelse for sit udmærkede Foredrag af de indlagte Søderbergske Viser, og man beundrede det Mesterskab, hvormed hun fuldt overbevisende fremstillede sin Fernanda Petersen først som et sejstenaarigt Pigebarn og derpaa for hver Akt lagde de imidlertid forødte tre Aar til, lod Skikkelsen mærkes af Livets Ublidhed og blive medtagen som en Plante, der er sygnet af Nattefrost og svidende Vind. Men den betydeligste Kunst ydede hun dog i sidste Akt. Man vil længe.huske denne Skikkelse med den brustne Stemme, med Øjne, der er tunge og svulne af Graad, og som med: næsten cæsarisk Højhed svøber sig i sin Toga og bøjer Hovedet under Skæbnens Slag. Det var en Martyrinde, et Blodvidne, større vel end Stykkets Fernanda, skæl- vende og dog med den Fatning, der er den gradvise Forstenelses.

Iøvrigt vil man fra samme Forestilling med Glæde genkalde sig Hr. Helsengreens fortræffelige Vice- vært, Fru Marie Rings sledske svenske Madam og Frk. Abrahams” nydelige Fremstilling af den unge

Md. Willumsen Andresen: (Fru E. Thomsen) (A. Madsen)

HO OE=—

SY iaeone er Onkel Jørgen Ulla Bang Svend Felsen (Alfred Møller) (Augusta Wiehe) (Adam Poulsen)

«Ulla», II. Akt

G. Lindstrøm, fot.

Onkel Jørgen Bine Fru Bang (Alfred Møller) (Mathilde Nielsen) (Augusta Møller)

«Ulla», IV. Akt

Kafur (Johannes Poulsen)

Osman (H. Reenberg)

Savab (Anna Larssen)

Ibn Aja (Alfred Møller)

«1000 og I Nat»

Pige i sidste Akt. — Ellers stillede Maanedens Nyheder ikke meget betydelige Opgaver. «Ulla» spilledes paa Dagmarteatret med ligelig Elskværdighed; Fru Au- gusta Wiehe var i Titelrollen kæk og sympatetisk, Hr. Adam Poulsen var en meget veldrejet Husarofficer, og Fru Anna Larsen anvendte sin kendte Uimod- staaelighed i en Siderolle. Og paa det kgl. Teater gav «Højgaards Pensionat» Anledning til et ret pi- kant Mummespil. Foruden d”Hrr. O. Poulsen og Jerndorff i Stykkets mest menneskelige Roller fik man at se Fru Hennings i Frk. Antonsens Fag og Frk. Antonsen i Fru Hennings”, Hr. Mantzius i en Art Parodi paa en Provins af hans vante Omraade: den fine overlegne Verdensmand, Fru Emma Thomsen som en led, slesk Kælling og endelig Fru Neiien- dam og d'Hrr. Zangenberg, Poul Nielsen, Hofmann, Guldbrandsen o. Fl. fremstillende et Kompagni af de mest fuldendte Ladegaardstyper. Det behøver ikke at siges, at det altsammen blev overlegent gjort.

Maanedens Reprise var Drachmanns «1000 og I Nat», som genoptoges paa Dagmarteatret, hvor det for en halv Snes Aar siden gjorde adskillig Lykke. Lidt vid i Maskerne, men oversaaet med en overdaadig Lyriks glimrende Pailletter er denne

— 92 —

al Raschid (Axel Strøm)

Harun

Augusta Wiehe)

Suleima (Fru

Even Neuhaus, fot.

m W

ST] kd i na rer så

8)

Osman (H. Reenber

Augusta Wiehe)

Suleima (Fru

+ Lindstrøm, Jo:

G

«1000 og I Nat», II. Akt

me

G. Lindstromn,. fot. Harun al Raschid ADS Masrur (Axel Strøm) (H. Reenberg) (Fjelstrup)

CTO0002ET Nat» TV. SAKE:

dramatiske Eventyrvævning, der skriver sig fra Edith- perioden. Naturligvis er den Drachmannske Digt- ning trods al dens svulmende Pragt mere følelses- fuld nordisk end den østerlandske, men af den originale «1000 og 1 Nat»s-Poesi er der i den danske Omdigtning i al Fald den frodige Fantasi og den brusende Erotik.

Dagmarteatret har nu ved Genoptagelsen ydet Digtningen al mulig Honnør. Det er sat op med den rundhaandede Pragt, som alene Titlen kræver, Instuderingen er omhyggelig, og Teatrets Skue- spillere gaar i Ilden med synlig Iver. Ikke mindst gælder det om Hr. Reenberg, der nu er Osman. Meget østerlandsk er unægtelig ikke den Lyrik, den unge Skuespiller sidder inde med; hans Lyrik synes mere egnet til at afspejle en dansk Sommer- natsstemning end en orientalsk Digters. Men han er altid af de Skuespillere, der river med, fordi han selv tror. Og hans unge slanke Skikkelse med de tungsindige Øjne virker overbevisende, hvor det gælder at forsvare Ungdoms og Kærligheds Sag.

Af Stykkets andre Rollehavende tager Fru Au- gusta Wiehe' sig pragtfuld ud i den østerlandske Dragt og giver sig hen i Rollen med den lyse

Osman som Abe (H. Reenberg)

5 EIN AEr PE] Sk Henning Hansen

Viceværten Fernanda Petersen

(Albrecht Schmidt) (Alb. Helsengreen) (Oda Nielsen)

Junker-Jenaen, fot.

Fernanda Petersen (Fru Oda Nielsen)

«Gadens Børn», II. Akt.

Svulmen, der er hende egen. Hr. Strøm som Harun al Raschid og Hr. Alfred Møllers Ibn Aja er som skaarne ud af et morgenlandsk Eventyr, og nydeligt virker Fru Anna Larssen som Savab.

Nu som tidligere støttes Forestillingen af Hr. Frederik Rungs iørefaldende og melodiøse omend ikke udpræget personlige Musik. Den er unægtelig det mindst østerlandske ved hele Forestillingen, men bærer behageligt de Drachmannske Sange oppe.

ÅLBERT GNUDTZMANN.

Henning Hansen (Albrecht Schmidt)

Fernanda Petersen (Fru Oda Nielsen)

Den unge Pige (Frk. Abrahams)

«Gadens Børn», IV. Akt

TIL SOPHUS NEUMANNS BILLEDE

fyrretyve Aar har Sophus Neumanns gyldne Komik kastet sin Glans over de københavnske Scener. «Teatret» iler med at føje sin Lykønskning til de

Sophus Neuman 1863

mange, der alt er strømmede ind, men haaber iøvrigt snart i Billeder og Tekst at komme tilbage til den udmærkede Skuespiller.

I Kraft af de fyrretyve Aar tilhører Neumann en anden Generation af Kunstnere end Flertallet af dem, der nu befolker de københavnske Scener. En Generation, hvis Kunst var sorgløsere. Folk, der maaske ikke altid tog det saa nøje med Opfattelse og psykologisk Karakteristik, men som til Gengæld undertiden skabte den fuldkomne Fest, hvor alle Lys var tændt og Glæden uden Forbehold.

Den, der f. Eks. har set Neumann som Fyrst Auran, vil have oplevet nogle saadanne opløftende Øje- blikke. Som Kupletsanger er han uforlignelig, og hans Fremstilling af hjernetomme, lystne, gnavne eller glade Gamlinge vil nok endnu længe betegne et uopnaaet Højdepunkt. Men glemmes maa det

ikke, at han ogsaa — og især i den sidste Periode af hans Virksomhed, da han har tilhørt Dagmar- teatret — har vist os Skikkelser, baarne af den

luneste og bredeste Hjertelighed. Skade, at han ikke paa sin Jubilæumsdag kom til at spille Grøn i «Grøns Fødselsdag». Thi Rollen er repræsentativ for noget af det bedste i hans Kunst.

Neumann er af dem, der mærker de Roller, som han giver Liv. Paa Dagmarteatrets Lystspil- repertoire har han sat sit Stempel og vil forhaabent- ligt endnu længe vedblive dermed.

TIV II Poeanrwudegq ved cen» je 21995

(uasJnogq tuepy) uasjaq puaag (ay2M visngny) sueg en

nof "0 sep UyT "D

G. Lindstrøm, fot.

Johan Svendsen.

TOFTANS&VENDSEN

A JoHAN SVENDSEN for akkurat 20 Aar siden DB gav sine store Debut-Orkesterkoncerter heri Byen, dem, der førte til hans Ansættelse som Ka- pelmester ved vort kgl. Teater, vakte han Sensation som Koncert-Dirigent. Vor Smag var dannet i gamle Gades Billede, med de bløde, runde Linjer, de harmonisk sammenstemte Farver; det afklarede, lidt. akademisk-blege karakteriserede vort Syn .paa Tingene.

Svendsen, der kom fra den store Verden, sprud- lende af Talent, straalende af Livsmod, frisk som den Nordmand, han var, og kultiveret som den Evropæer, han var bleven, fik os til at lukke Ørerne op paa vid Gab af Forbauselse.

Han imponerede os ved den Klangvælde, han kunde drage frem af et ganske almindeligt køben- havnsk Koncertorkester, fortryllede os ved det næppe hørlige pianissimo, hvortil. han kunde tvinge det ned, rev os med i den vilde Kehraus, han hvirvlede op af det.

Han bragte os en mere skarptskaaren Rytmik, en mere righoldig Farveskala, end vi tidligere havde været vant til. Det var en Potensering af Klang og Tempo og Nuancer, som blændede os, fordi den var os ny paa det Tidspunkt, og af hvilken vore egne Dirigenter siden har lært.

Saa fulgte Johan Svendsens Ansættelse ved det kgl. Teater, — et Skridt, som man for hans egen Skyld maa beklage. Havde han ikke bundet. sig saa fast til os, at han ikke kunde røre sig herfra Sæsonen igennem, vilde han have været en- héle Verden over kendt og skattet Koncertdirigent.

Medens han for 20 Aar tilbage bragte os et forfriskende og frugtbringende Pust ude fra den store Verden, og medens hare i de første Aar paa sine «filharmoniske Koncerters» Prøgrammer bød os det ene moderne udenlandske Værk efter det andet, den ene Verdens-Solist efter den anden, kom der i de senere Aar Gang paa Gang Bud til ham fra Europas Storbyer om at gæste dem og dirigere egne Kom- positioner paa monumentale Koncerter, i Spidsen for Elite-Orkestre. Teatertjenesten hindrede ham som Regel i at modtage disse smigrende Indbydelser; kun en Gang imellem fik han gjort sig fri og fej- rede da store Triumfer, hvor han kom hen.

Saaledes har Forholdet imellem Johan Svendsen og Verden formet sig ret tragisk; paa et Tidspunkt, da Udlandet ikke ændsede ham tilstrækkelig, bandt han sig til os; og nu da han sidder fast her, at-

traar Udlandet ham i høj Grad og kan ikke faa ham.

Paa lignende Maade er det gaaet med hans For- hold til den største af alle Nutidens Komponister, Wagner. I sin Ungdom omgikkes han Wagner i Bayreuth, stod ham personlig ret nær og svor til hans Fane. Senere, da han kom i en Stilling, hvor han havde Mulighed for at føre Mesterens Gennem-

bruds-Værker frem — nemlig her i København paa det kgl: Teater, — stillede der sig saa mange Hin-

dringer i Vejen, at han ikke kunde blive den Wagner-Apostel, man havde turdet vente,

Dobbelt Glæde maa det da have været ham, hver Gang han, trods de besværlige Arbejdsforhold ved det kgl. Teater, har formaaet at bringe et af Wagners senere Værker frem; for en halv Snes Aar siden kunde han præsentere vort Publikum «Valkyrien», nu- i. dette: Foraar fulgte «Siegfried». I Mellemtiden har en -Genoptagelse af «Mestersan- gerne» givet ham Lejlighed. til at lægge en ualmin- delig fin Wagner-Forstaaelse for Dagen. Men endnu ligger «Rhinguldet» og løber an i Arkivet, og åGudedæmribgen» skimtes end ikke i Horisonten, og «Tristan og! Isolde» dør deres Elskovsdød hos os kun i Koncertsalen i Selskabstoilette.

Det er sikkert ikke Lyst, det skorter Johan Svendsen” paa /— Lyst til-at indvie København i ogsaa de nævnte, Wagner- Værkers Mysterier. Sagen har hans mest levende Interesse. Det kan dog ikke undre, om han skulde føle sig lidt SMDRE GS ved at. opdage, at. vi. herhjemme ikke hurtigere end med et Decenniums - Mellemrum kan bringe de enkelte Musikdramer, vi. endnu . mangler i vort Repertoire; frem. for Rampen. Og lidt bitter ved at se, at der var Ære at vinde ude i den store Verden, medens han -maa sidde .her som Embedsmand.

Johan Svendsen. har |staaet sig selv i Lyset. Han har ikke haft det rette Talent til at gøre sig gældende. - Han burde have indrettet sig som Herold:

sikre sig en aarlig Orlov til at rejse i og saa b& nytte dette Otium til at modtage nogle af de mange Engagementer, der tilbydes ham fra Udlandet.

En saadan Ordning vilde ogsaa for os, hans danske Publikum, have været gavnlig. Vi vilde derved have lært at sætte saa meget større Pris paa ham den Tid, vi havde ham. Vi vilde have faaet en ganske anderledes klar Følelse af, at vor Kapelmester er en af Nutidens ypperste Dirigenter, en af dem, Verden misunder os, og som vi derfor bør holde særlig højt i Ære.

Gustav HETSCH.

LENE

77977—= é

ICE

5 7 ll

… ”TEATERINDTRYK FRA MAJ 1908. «SIEGFRIED» SÅ SEE mr

| ET bliver efterhaanden vanskeligt at skrive om | D Wagner — som det altid er vanskeligt at dømme om en-Mand, om hvis Navn der har staaet' en saa blodig Strid.

Enten faar man det ene eller det andet Parti. paa Nakken; fra den ene Side lyder der forbitrede Ord som Wagneridiot, — Wiuhler; paa den anden Side træk- ker man haanlig paa Skuldren og nævner Nietzsche eller Hanslick. Den Tid burde dog være kommen, da man har Lov til at synes om Wagner eller ikke uden derfor at lægge sig ud med en hel Klasse Medborgere. Naar det kgl. "Teater endelig har bragt «Siegfried» til Opførelse, tør det vel nok' siges at være Tegnet til, at "den daniske Wagnerbegejstring indtræder i en ny Fase. Saalænge nemlig” man maatte rejse til Udlandet for at høre «Niebelungen-" Ring», «Tristan» øg de andre, stod der en særlig Glans om disse Ting, og Begejstringen over: dem fandt en mægtig Allieret i den retfærdige Harme, der svulmede i alle musikelskende Ynglinges Bryst mod Teaterledelsen, fordi" den foreholdt dem saa-" danne Skatte; men efterhaanden som vi fåar dem ud" af Glorien og ind i'vore'egne Stuer, gaar unægtelig noget af Glansen af dem. — Man maa overfor Wag-" ner stille sig ganske umiddelbart modtagende, komme uden Forventninger og Fordomme; man maa, som " siegfried (Cornelius)

—100:—

5: 6: egern,

-

7 7 EAD rs

"F

Mime (Knudsen)

Siegfried (Cornelius)

«Siegfried», I. Akt

G. Lindstrøm, fot.

Gjellerup siger, rolig lade sig lede af Mesterens Haand, — intet kræve, blot tage hvad han har givet. Men Wagner stiller store Fordringer. "Ikke alene maa vi søge at glemme den musikalske Dan- nelse, vi har; men endogsaa vor almindelige sunde Fornuft maa vi lejlighedsvis lade sove. —

«Der Ring der Niebelungen» og i Særdeleshed «Siegfried» er det Værk, der laa Wagners Hjerte nærmest, det, der optog ham længst, hvori han mest vilde være sig selv, det, for hvis Skyld Bay- reuth blev til.

Men for os andre staar det anderledes; «Siegfried»

ES

ne ne HØRE LE.

G. Lindstrøm, fot. Mime (Knudsen)

kan vel i en vis Forstand kaldes Systemets Fuld- endelse, men det er ikke det skønneste. «Parsifal» med sin vidunderlige Korlyrik, den mægtige lyriske Svulmen i «Tristan» staar musikalsk set langt høj- ere; Orkestersymfonien i disse Værker kan sammen- lignes med et Væv, der glider forbi i skiftende Farver og Billeder; i Niebelungerne er de enkelte Traade pillet ud og kastes frem ved Siden af hin- anden, ovenpaa hinanden; de samle sig kun und- tagelsesvis til Billeder, hvorved Øjet kan finde Hvile. Musikken er opløst i sine Elementer, og idet disse, uden at gennemgaa nogen Udvikling, stadig repe- teres — saaledes i «Siegfried»s første Akt Smede-

rytmen, i anden Strygereffekten i Waldweben — skabes ganske vist en Helhedsvirkning af forbav- sende Kraft, men i Længden virker det ligesom udtørrende; man længes efter at dyppe Hænderne i koldt Vand.

Man maa ved Opførelsen stadig erindre de For- hold, hvorunder Wagner vilde, det skulde ses, og se bort fra alt det, der skyldes Mangler ved Te- atret. Det kan saaledes umuligt paa en almindelig Operascene virke som i Bayreuth, hvor Tilsku- eren absolut intet andet har for Øje end det sce- niske Billede, og hvor Musikken stiger op fra en

Vandreren (Forsell)

skjult Afgrund, hvor ikke engang Kapelmesteren ses. «Siegfried» vil der komme til at virke som 3—4 store Billeder, der roligt skifte uden at af- brydes af nogen egentlig Handling. Det ér dette, der giver den Førstepladsen blandt Niebelungen- dramaerne; thi er der noget, Wagners Musik er i Stand til, da er det netop dette: at male et Billede — at give en stor bred Stemning. Den ér over- alt stillestaaende; der kan ske, hvad der vil paa Scenen, — den musikalske Bygning er ved Slut- ningen af et Afsnit ikke blevet rigere: — Motiverne er dyngede ovenpaa hinanden, men har ikke ind- gaaet nogen organisk Forbindelse. I første Akt

— 102v—

BEER i me

—L

har vi saaledes Smedestemningen, der behersker det hele, — Siegfrieds Overmod og Mimes Ynkelig- hed, — en Situation, der faar sin Afslutning i Sværdets Smedning; at egentlig Handling er her intet. Anden Akt fyldes ogsaa af en stor Stem- ning: Skovensomheden, med alle dens tusinde Lyde, med Summen af Insekter, Hvisken af Græsstraa og Blomster, Fuglekvidder og Susen i Løvet; der er en Fylde og en Stemning i dette, der fører langt bort fra Teatret. Men Indledningen hertil, Natten i Skoven med Alberich paa Vagt foran Dragehulen, skildres ved en Musik, der ligefrem er raffineret hæslig; den afbrydes blot af den lille morsomme Scene, hvor Wotan søger at vække Fafner; kun for- staar man ikke, hvorfor han pludselig gaar i Kom- pagni med Alberich om at advare Dragen, skønt det netop er i. hans Interesse at faa den dræbt. — At selve Dragen,' da den viser sig, maa virke ko- misk, er vistnok uundgaaeligt, men skader i Grun- den ikke; i-de gamle Sagaer tog man ingenlunde

altfor højtideligt og patetisk paa den Slags Uhyrer;-.

men den Maade, hvorpaå den syngende gaar i'Døden;

grænser-nær. til Parodien.': Her'slaar Musikken heller"

ikke til. Fafner -skildres vel udmærket ved sit-:gro- teske Motiv med det karakteristiske Tritonus-Inter-

a

Siegfried (Cornelius) Brynhild (Fru Brun)

Vandreren (Forsell)

val, vi ser ham ligge i Hulen, rugende, .søvnig og gabende over Skatten; vi hører ham slæbe-sig ud — men selve Sammenstødet -mellem- de- -to—skildres blot ved at dynge deres respektive Motiver ovenpaa Da han

endelig har udaandet, vender Skøoysuset- og Fugle-

hinanden i et hæsligt og formløst Kaos.

sangen tilbage,.saare nydeligt, men næpper er Sieg- fried gaaet ind for at hente Ringen, — saa kommer de to Dværge farende og udlader deres Arrigskab i en Scene, der vilde være morsom, hvis den blev spillet dobbelt saa hurtigt, som det her var Til- fældet. frygtelige Scene, hvor Mime fortaler sig, og som

Siegfried viser sig igen, og nu følger den

er falden selv troende Wagnerianere for Brystet. Netop her synes den ejendommelige Teknik at kunne benyttes med Fordel ved, mens Mime sledsker for Siegfried, at lade det alvidende Orkester røbe hans sande Tanker; men i Stedet for fortæller Orkestret om Mimes Velgerninger mod Siegfried som lille, mens han selv fem Gange rent ud erklærer, at han vil slaa ham ihjel. — Drageblodet synes just ikke at have klaret Siegfrieds Sanser. Imidlertid — man drager et Lettelsens Suk, da Mime er dræbt og ude af Sagaen, — og glæder sig over hele Resten af Akten, fyldt som den er af Skovsus og Fuglesang,

ungdommeligt

Overmod og stor- mende Længsler.

Den følgende Akt indeholder i sin første Halvdel musikalsk set det bedste af" de tre, men ar Peatretser den drøj at kom- me igennem, naar man ikke udeluk- Op-

mærksomheden

henvendt paa Or- kestret=—" Her-er virkelig 'en. stærkt bevæget sammen- hængende Musik, fuld af prægtige melodiøse og instrumentale Virkninger; der gaar som et mægtigt Aandepust gennem denne Scene fra Ende

kende har

Mime (Knudsen)

til anden; men desværre er den tilsvarende Tekst saa .

ynkelig: Det-er her, at Wotan har sin lange frug- tesløse. Konference med Erda. "Den følgende Scene er ligesaa ubegribelig; her stiller han sig i Vejen for sin egen Sønnesøn og Protégé, i aabenbar Strid med sine egne. Planer; — maaske maa man tænke

sig, at det sker i- følge en Ordre fra Fricka: -Lykkelig- vis er Siegfried li- gesaa ked af hans Snak som Tilsku- erne og længes ef- ter at styrte sig ind i Ilden, dér gløder over Bjærgtoppen. Dette vår sat over- ordentlig virk- ningsfuldt i Sce- ne. - Gennem "den blændende og kni- trende Ild, der dog raser langt stær- kere i Orkestret end paa Scenen, naår vi saa TOop- pen at. Fjeldet,- hvor Brynhilde ligger i straalende søllys Dag. Der er over dén følgende- Scene en kølig Klarhed i Musikken, kun enkelte Steder bryder noget - mere Varme igenném;" men "i' ingen af -de Stadier, Brynhilde- gennemgaar, fra jomfruelig Angst til den mest overspændte Eksaltation, er der den Fart, det varme Blod som i den tilsvarende Scene i «Valkyrien»s første Akt; det er som om de begge

Siegfried (Cornelius)

Brynkild (Fru Brun) Siegfried (Cornelius)

ME nd

uagvlq poew dwry 1 p211y3org

Alberich (C. Madsen) Mime (Knudsen)

med Besvær arbejdede sig op til disse glødende Ud- brud,: uden-at føle den tilsvarende indre Glød; der er noget. køligt i den Maade, hvorpaa de, roligt lader hinanden tåle ud, før de svarer… Psykologisk set er. det et udmærket Træk, at Brynhilde paa Lidenskabens- Højdepunkt bryder ud i sit Valkyrie- skrig; men i Stedet for at slutte med en Udvikling af det vilde og- pragtfulde Motiv, svarer Siegfried i et Slags gemytligt Trav, — og Scenen ender i kølig Beherskethed, som den begyndte.

Det maa siges, at Udførelsen gjorde Teatret Ære. Først og fremmest var Cornelius overraskende god. Det maa næsten betragtes som et helt Gen- nembtud for dénne Sanger, Stemmen lød større og friere,end nogensinde før, og hans hele Optræden var frisk ogvselvtillidsfuld. Maaske var det en lidt for bevidst Siegfried; da han laa under Træet i Skoven, havde man i for høj Grad Indtryk af, at han vidste sig iagttaget; men stor Ros fortjener han for den udmærkede Maade, hvorpaa han klarede den. dramatisk Henseende saare vanskelige tre- dje Akt.

Desværre var Knudsens Mime ikke lykkedes, men det skal villig indrømmes, at utaknemmeligere Parti gives ikke, baade sanglig og dramatisk. Det er umuligt at forstaa, om han er tænkt komisk eller blot væmmelig — om han fortjener Sympati eller

EEcG—mÆS—EEEEsssssm—————————————————— RE

ikke; det retteste vilde maaske være at redde saa meget…som.. mulig…af -Sangen. og…ellers. spille…saa diskret som mulig; det gaar næppe an. at gøre ham saa ubehersket, som Hr. Knudsen gjorde, da dog selve. Wotan nævner ham: vise Smed! —

Ogsaa Alberich maa det være en Lidelse at synge; det vilde være uretfærdigt at fælde nogen Dom efter det.

Fru Brun viste sig paa ny som en. ypperlig Wagnersangerinde; hun var endog her naaet et Skridt videre end nogensinde før; Nissen og Førsell fremstillede begge Vandreren med stor Værdighed; sidstnævnte behersker sin Stemme med forbløffende Sikkerhed; men rent umiddelbart tiltaltes vi alligevel mere af Nissen. Forsell havde i sine Gebærder noget balletagtigt, der ikke ret vel passede sig for Gudernes Fader.

Endelig maa nævnes Dragen, der var et sandt Mesterværk; kun syntes den altfor ugidelig til for Alvor at give sig i Kast med Siegfried; men der var den rette Æventyrstemning over den, da den langsomt dukkede frem af Hulen. I den Henseende var den maaske endog det allerbedste, Forestillingen bød; — thi netop som ét Æventyr maa man be- tragte det hele, hvor man helt hengiver sig i Be- skuelsen af de enkelte Billeder uden at granske for nøje over Sammenhængen mellem dem.

J. HOHLENBERG.

DEBUT I «KONG RENÉS DATTER»

Sæsonens sidste Maaned bragte det kgl Teater «Kong Renés Datter» til Opførelse for at give en ung Dame, Frk. Zan- genberg, en Debutrolle.

Om Valget af Jolanthes Parti til det Brug er heldigt i vore Dage, kan maaske være tvivlsomt. Hertz” sprogligt vel- formede lille lyriske Drama hører jo hjemme i en Tid, hvor Deklamation var en væsenligere Side af alvorlig Skuespilkunsts end den er i Øjeblikket, og det gør da ogsaa paa Scenen et saa stærkt akademisk Indtryk, at det ikke er langt fra at virke noget kedeligt. De indlagte Trubadurdigte virker saaledes trættende allierede af den Grund, at de tager lige saa lang Tid paa Scenen, som de vilde gøre i Virkeligheden. Den Slags Ting støder helt umiddelbart vor nuværende Sans for dramatisk Økonomi. Og dog kunde en Genfødning af det ver- sificerede Drama godt tænkes paa det Trin af Teknik, hvor vi nu befinder os. Der kunde tænkes anvendt skiftende Versemaal, gennemført saaledes, at Rytme og "Tempo stadig vekslede efter Situation, Stemning, Personernes Individualitet o. s. vs maaske med Tilbagevenden af visse letfattelige Ledemotiver som i Wagners Musikdramaer.

Som Debutrolle har Partiet imidlertid den Fordel, at Jo- lanthe er Stykkets centrale og eneste interessante Person, og, hvad der vel ogsaa kan lokke en fremadstræbende ung Ær- gerrighed: berømte Forgængerinder har høstet megen Ære i Rollen. Selv om det ikke er meget, der er at sige om Frk.

— 106 —

Jolanthe (Frk. Zangenberg) Kong René (Zangenberg) «Kong Renés Datter»

Zangenbcrgs Spil, saa er der til Gengæld kun godt. Hun virkede ved Ungdom, heldigt Ydre, behageligt Organ og gjorde et velskolet Indtryk. Hvad hun maatte besidde af indre Værd, fik hun ikke stor Lejlighed til at vise, end mindre, om hun er benaadet med særlige Evner til at gøre kunstnerisk frugt- bare Virkelighedsiagttagelser, men det sidste er jo ogsaa i Reglen forbeholdt en modnere Alder. Debuten opfattedes som vellykket, og Publikum syntes glad for den unge Dame.

HJALMAR BERGSTRØM.

MONNA VANNA

ONNA VaANNA! Navnet vugger sig og bølger M som én Kornager under en let Sommerbrise, og Skuespillet er om en Elskov, der skyder sin Vækst og modnes i en stor og rig Kvindesjæl. Monna Vanna er blid og kysk, offervillig og stærk som en Shakespearesk Heltinde; der er i de to første Akter den Renhedens Selvfølgelighed over hende som hos den, i hvem Lidenskabens Brand aldrig blev tændt. Derfor ikke blot kan hun gaa til Kon- dottieren Prinzivallis Telt uden andet Dække for sin Nøgenhed end en Kappe, men hun kan gøre

det med saa rolig en Sindsstorhed; hos hende er Blufærdigheden endnu kun almen, ikke noget kon- kret, der staar i Forhold til hendes Hjertes inderste Tilbøjelighed. Det er kun sin egen Kvindelighed, ikke tillige hendes Følelse for Manden Guido, hun hvid og ren frembærer som Offer for at frelse Byen Pisas 30,000 Sjæle.

Om hende grupperer sig tre Mænd.

Manden, Guido Colonna, er hed og krævende, som Mænd er flest. Han er. selvisk, forsaavidt han ikke kan hæve sig op over Hensynet til, hvad han anser for sin Ære. Livet gav han kanske villigt, Æren -ikke. Og da han alligevel tror den krænket, bliver han lav i sin Hævntørst, Uden Betænkning vil han udøse 'sin Forbitrelse over Prinzivalli, der vaabenløs staar i hans Telt. Langt ude er han be- slægtet med «Et Dukkehjem»s Helmer, døg mindre udpræget Egoist end denne.

Ganske- i -Modsætning- til--ham- -staar - Faderen, Marco. Colonna. Han er den Visdom, som har hævet sig. til .overjørdisk Frigjorthed, en Aand, der lever i de Sfærer, hvor menneskelig Lidenskab ikke naar op. Han er en Elsker af den menneskelige Tanke, en Æsthetiker og en Lærd. Hans Blod er

Jolanthe (Frk. Zangenberg) «Kong Renés Datter»

— 107 —

SE SS SS IR SSSSESSESSe

Bø

Marco Axel Strøm)

Monna Vanna (Anna Larssen)

Guido (Emanuel Larsen) ”

(

Monna Vanna, I. Akt

salli

rinziv Martinius Nielsen)

P

a

Monna Vann (Anna Larssen)

(

Monna Vanna, -II.

kt

A

— 108 —

afgæret som ædel-Vin; det sættes ikke i Bevægelsé

af nogen selvisk Følelse, og aldrig -omtaages hans

klare Forstand -af. nogen Fordom. ;

Den 'tredie er: Prinzivalli, Kondottieren. Ogsaa

han staar med klare og skarpe Omrids. Men: han

er. ikke: saa usammensat som dé to andre. Hans

| Opdragelse i ringe Kaar, hans Fædrelandsløshed og

den: Fortrolighed med -Faren- og Savnet, som hans

Feltherrestilling -har. udviklet, har gjort ham til den,

r=] han er.… Han elsker: Morina, Vanna, ømt og ydmygt,

| og alligevel forleder. hans Lidenskab ham til at stille

den-brutale Fordring til hende. Hun møder, og han

staar overfor hende skønhedsfortryllet, tilbagehol-

dende, ærbødig.. Han følger hende til Pisa, og han

staar "her. som: passiv "Tilhører, meris mellem Monna

Vanna, Guido og Marco den Samtale føres, hvoraf hans -Kærligheds Lykke -øog hans Liv -afhænger.

Sidste. Akt, hvori -dette sker, er iøvrigt dramatisk

den svageste. Opløsningen falder en Smule tvungen,

hvor dybsindig end den Livsfilosofi er udtrykt, som

rummes deri, at i denne Verden Sandheden ikke

vil blive troet, og at kun Løgnen, om end her den

fromme og nødvendige Løgn, har Udsigt til at sejre.

Ogsaa er vel Prinzivallis fuldkomne Passivitet en

| Smule urimelig; i hvert Fald er den ikke dramatisk. Pe sgal (MER NERE

27% AS] VÆ ram fe" re ng

Marco Prinzivalli Monna Vanna Guido (Axel Strøm) (Martinius Nielsen) (Anna Larssen) (Emanuel Larsen)

Monna Vanna, III. Akt

Monna Vanna (Anna Larssen) Marco (Axel Strøm)

Ellers: har jo op fordi han i Loves Aag:

Maeterlinck maattet høre ilde, net- dette Skuespil. gik under de sceniske Han var af den Digterskole, der paa selve. Seenen- gjorde Oprør mod SE bs Krav og derigennem mod Scenens Kunst, den berømteste. Han. var saa at sige selve Skolens Ypperstepræst, og «Monna Vanna», der er fuld af dramatisk Liv, er bleven set som et Frafald. Han, der var de fie Teatres, de sceniske Drømmeres og Alkymisters største Henrykkelse, han er nu bleven en slet og ret Komedieskriver som de andre, hvis Stykker op- føres og o Skændsel! — gør Lykke. Men fra ne: Side, som tror på

a Scenens skønne Kunst .som

1 Form. for Menneskeskildring og Livs- BE Eg ad ganske selvstændig V

Værdi og som følger sine egne Love -

for alle dem vil:«Monna Vanna» være en Synders. glædelige Omvendelse. Og ikke blot det; men et" Bévis paa, at Poesiens Land. ikke ligger udenfor de sceniske Muligheders Grænse: Thi «Monna Vanna» er et Digterværk, ikke -lydeløst men af ædel Støbning, stort tænkt aandfuldt . udført. Første Akt er ypperlig med sin klare Exposition; anden Akt. et skønt og blidt Kær-

lighedsdigt, stigende til en Følelsens Storhed,

der adler det hele Skuespil.

Tredie Akt er som sagt

Svagere, men indeholder dog et Sammenstød af stor explosiv Styrke.

Dagmarteatret vandt ad dette Skuespil en Sejr, der- vår” velfortjent. "Kun. sjældent dækkes -vél et Dråma med såa storé Linier helt af Udførelsen, og dette var heller ikke Tilfældet her;" men den Omhu og Iver, hvormed man var gaaet til Indstuderingen, var- umiskendelig, og” Iscenesættelsen stod i Rigdom og Skønhed adskilligt over ««Déutsches Theater»s højt. berømmede: |

Anna Larssen er Monna Vanna. Hun giver Skik- kelsen en bristende Ømhed, en rørende Uskyld, hun er vel mindre, 'sartere end Rollen er "tænkt, men hun drysser' over Replikkerne en Poesiens Sølvglans, der faar dem til: at virke som" éri: fjern Drøm om et overjordisk Land. - Martinius Nielsens Prinzivalli er præget af Ro og Værdighed, af mandig Ømhed og Resignation og ' bæres frem med Festhed og Myn- dighed.

De to andre Hovedroller er i Hænderne paa Hr. Strøm — Marco — og Emanuel. Larsen. Sidst- nævnte har gennemtrængt Guidos Skikkélse med den Energi. og Klogskab, der præger alt, hvad denne talentfulde Skuespiller rørér ved. |

«Monna Vanna» vil efter Sommeren - fortsætte sin. Løbebåne. paa Dagmarteatret. og samle 'et" fiiter- esseret Publikum om sig.

ALBERT GNUDTZMANN.

Guido (Emanuel Larsen)

— IIO —

FRA" AARHUS TEATER

Hr. Nathansen i «Røverne». Frk, Krum i «Orfeus i Underverdenen». Hr. Cohn i «Det lykkelige: Skibbrud». Hr, Sehenstrøm ,i 7«En , Vilje».

Hr. Kreutz.i «Orfeus i"Underverdenen», Frk, Meyer i «Kong Erik og de Fredløse». Hr. Sehenstrøm i «Dronning Margrethe», Frk. Nichaum i «Røverne».

Hr. Bech i «Haabet», Frk, Berg i «Dronning Margrethe», Hr. Feddersen i «Haabet»,

—F EF —=

FRA: AARHUS TEATER

Fru Larsen i «En Spurv i Tranedans» Fru Kreutz i «En Spurv i Tranedans» Frk, Berg i »Moderate Løjer», Frk, Krum i «Lad os skilles»

Th, Roose i «Hedda Gabler», Frk. Causse i «Hedda Gabler»,

Hr, Cohn i «Røverne». Hr, Bech i «Kong Erik og'de Fredløse», Hr, Cohn i .«Deét lykkelige ”Skibbrud»; — 12 —

LO

FN rd

i: Øg SIN lig

forene FERVN ØS rs N &

å | å FE AFERINDTRYK "FRA 'SEPTEMBER 1908 DET KGE: "TEATER «The Winter's Tale», er det ikke det æventyr- ret Virkelighed, og hvor det utroværdige kappes med ligste af Shakespeares dramatiserede Æventyr? Æven- det usandsynlige? Vi længes tilbage mod Englands tyret det er Digtningens Maaneskin, og nu er Maanen hvide Klinter, mod Venedigs gule Laguner,' mod og dens Lys vel meget sjælfuld, men vi elsker dog Veronas Altaner og Helsingørs natlige Terrasser. Livets Sol uendelig højere. Vi elsker hos Shake- g

speare hans Dramers Solbrand uendelig højere end hans Æventyrs aller uvirkeligste Maaneskin. «Et Vinteræventyr» er Renaissancens østen for Sol og vesten for Maane, det er Bøhmerland, og det er Sicilien; naar Shakespeare skulde forestille sig noget rigtig .æventyrligt, saa blev det i Regelen til Bøh- men eller Sicilien; naar han var træt af det altfor stærke og straalende Liv omkring sig, saa færgede han over til sine trætte Drømmes havomflydte Bøhmen. Men han skulde være træt først, overmæt af det virkelige, solglødende Liv, dybt og inderlig livsled. | Æventyret er imidlertid i sin inderste Kærne og sit inderste Væsen udramatisk, den store Digter har | vidst det, han har blot hvilet sig ud, alle disse Brist paa Sandsynlighed, disse Forsyndelser mod det dra- matiske, alt dette løst sammenbundne har været for ham som en Slags sjælelig Udhvilen, og smilende hår han moret sig med at gøre Brud paa alle sin ) egen Digtnings ellers uangribelige Love. Vi i vore Dage holder nu ikke saa meget af disse et Geni's ovenud souveræne Vilkaarligheder. Vi holder nok af Sandsynlighed, selv i et Æventyr. Vi befinder os aldeles ikke vel i Bøhmen, dette underligt ufriske og lufttomme Land, og hvorledes kan vi aande af bredt Bryst i Lande, hvor intet er ret Alvor eller En Hyrdedreng (P. Nielsen).

Autølykus (Hofman).

— 113 —

G. Lindstrom, fot.

Leontes

(Neiiendam)

Vi lider ikke med "denne umenneskeligt- skinsyge Konge, og denne mærkelige Dronning, der "holder sig skjult i seksten lange Aar, heller ikke hun rører

os helt.” Menneskeligst er vel Paulina, men hun ér

til Gengæld "altfor menneskelig: haandgribelig for et

Æventyr. Fru Neiiendam spillede Antigonus" firskaarne Hustru med" en'rolig og:bred Myndighed, der næ-

Mopsa (Frk. v. Prangen).

Florizel (Schyberg).

En Dommer (Borchsenius)

II4

»X val

ØNHS

Hermione (Fru Hennings)

sten gjorde Paulina til Stykkets Midtpunkt. Der kom undertiden noget stort og flammende over denne Kvindes retlinede og forbløffende Gaaen, lige paa. Hr. Neiiendams sorte og miltsyge Konge tog sig undertiden ud som en Studie efter Mounet-Sully's Kong Ødip, der var ogsaa ligesom Stænk af Kainz hist. og her. Fru Hennings” klingre, klare, over- forsølvede og sølvertonende Stemme passede næsten bedst ind i den uvirkelige Stemning, hendes noble Plastik var fuld: af blid Ynde. "Men det Statue-stor- ladne i Hermione magtede hun ikke, Figuren blev for lille. " Frk: Zangenbergs' Perdita var ligesom op- vokset i Kong- Renés. fortryllede Have, den unge Pige har endnu ikke faaet Øjnene helt opladte. Om Hr. Zangenberg kan. man 'sige, 'at' det antike Skrud ikke klæder ham slet saå godt som det klæder Hr. Madsen. Og hvad mange af de Yngreés Diktion an- gaar, tør man maaske bemærke, at den i mangt og meget staar under, hvad mån med Rimelighed turde forlange paa den danske Skueplads. Sprogets Ren- hed og Skønhed dyrkes aldeles ikke med tilstrækkelig One og Pietet, og det paa denne Scene, hvor det for ebgEr Pris rr lyde som en Norm!

Hvilken Idealist er dog ikke til syvende og sidst Hr. Albert Gnudtzmann.

Han bevæger sig paa Virkelighedens aller virke- ligste Grund, og saa er der meg i hans lille Stykke «I Blinde» mere Idealisme Ler i mangen lang og rimet Komedie. En ung blind Musiker lle i sit Livs mørkeste Time gennem sin pludselige Elskov til «une femme petdues paa Københavns Smaagader.

Je

Solness (Mantzius). Hilde (Fru Dybwad). Scene af «Bygmester Sølness»,

G. Lindstrøm, fot. Louise Thorsen

Anton (Fru Emma Thomsen) (Neiiendam)

Fru Hammelev (Fru Walleen)

Hammelev (Jerndorff)

«I Blinde»

Denne lille Kameliadame i Miniatur finder sin Ar- mand, og hun dør slet ikke af haabløs Brystsyge, hun faar tværtimod sin Anton, og ved fælles Hjælp løfter de hinanden ud over alle Tilværelsens mo-

Kong Julius Max Miller)

Dronning Gertrud (Frk. Krarup-Hansen)

ralske og fysiske Blindheder. Er det ikke "smukt tænkt? Men netop tænkt, ikke set eller oplevet. For en Menneskealder siden vilde man have skrevet det paa Vers og kaldt det «en Digtning». Virke- ligheden fortones i blide og rørende Ord over det gamle sjælfulde Tema «Blindhed». Men der er i dette lille Stykke noget af et Tidens Tegn, der «digtes» paany, men foreløbig forsigtigt paa Virke- lighedens Grund; Københavns Smaagader og et be- skedent Skolelærerhjem paa Landet holder Drømmene pænt ved Jorden. Fint og inderligt spillede Hr. Neiiendam som den fortabte, blinde og hjemven- dende Søn, Fru Thomsens opstadsede Louise tog sig meget troværdig ud, men spillede ligesom Fru Walleens Skolelærerkone noget hen imod Melo- dramaet.

Saa straalede da Fru Dybwad frem som en glim- rende Meteor. Vi fik Ibsen og Bjørnson om igen, men i norsk. Fortolkning. Det var mærkværdigt, hvor det hjalp paa de gamle Stykker med saadan en lille spillevende Dame fra Kristiania. Vanskeligst var det naturligvis med «Over Evne», thi det er og bliver jo en. egen Sag med disse Skuespil, hvor de agerende ligger til Sengs lige fra Tæppet gaar op. Der er ligesom noget udramatisk i at ligge i en Seng en. kel Aften igennem. Naar Hovedaktricen først faar en Dyne lagt over sig, saa god Nat med Dramaet. Og, ikke sandt, ogsaa i vore Dage tør man vel forlange, at et Drama skal være dramatisk.

== MO ——

| mm

Hofmarskallen Kong Julius: Dronning Gertrud Prinsesse Ilse Prins Basilius

(Hofman)

(Muller) (Frk. Krarup-Hansen) (Fru Ulrich) (Fru Neiiendam)

«Prinsessen paa Ærten».

Derfor udfoldede Fru Dybwad, der er selve det spillende Liv, sig egentlig først som Hilde i «Byg- mester Solness». Thi Maria i «Paa Storhove» be- sidder jo nok en vis Brandstifterlivlighed, men det er jo Liv og Livlighed af en ganske egen Art. Men Hilde kom marcherende lige ned fra Fjældene til os, med Lys og Luft over sig. Hun var ikke nogen bizar

Prinsesse- Ilse (Fru Ulrich). Prins: Basilius (Fru Neéiiendam).

Skrue, der talte allegorisk, men et sært oprindeligt Menneskebarn, der nok turde forlange et Kongerige. Alle Ibsens kinesiske Allegorirepliker lukkede hun op paa en helt ud naturlig Maade. Det hele klang og lød saa lige til, som om Menneskebørn omkring Lofoten nu netop taler saaledes, et Par hundrede Fod oppe over Hverdagstale. Klog og gennemtænkt Skuespilkunst ydede Hr. Mantzius som Bygmesteren, med Vilje forgrovede han Solness” Brutalitet, en stadig Udladning af megen fysisk ubrugt Kraft, han understregede ogsaa Mandens hypnotiske Indflydelse overfor Kvinder og den tirrede Forpinthed. Baade Fru Dybwad 'og Hr. Mantzius gjorde Stykket saa vidt muligt menneskeligt, — den første undgik det Skær, der ligger i det hysteriske, den sidste det, der

ligger i Eksaltationen. SVEND LEOPOLD.

PRINSESSEN PAA ÆRTEN

DERS Enna har i H. C. Andersens Eventyr fundet et

Virkefelt, hvor han syaes at ville slaa sig til Ro. Et for et tager han dem under Behandling, og han vil-jø sikkert aldrig komme til: at mangle Stof, hvis han vedbliver at vælge i Flæng som hidtil. Det skal ikke benægtes, at der mulig kan findes -de Eventyr, der vilde vinde ved-at sættes i Musik, — men «Prinsessen paa Ærten» egner sig overmaade lidet dertil. Denne lille Historie, der ikke er andet end en Pointe, et vittigt Indfald, en aandfuld Replik; taaler ikke den Udvidelse og Forgrovelse, der maa til, naar den skal paa Scenen og strækkes ud over en Timestid. Hvis Handlingen saa endda var lagt Øst for Sol og Vest for Maane «in fabelhafter Un- zeit», — men det hele trækkes stadig ud at Eventyrrammen

— II7 —

G. Lindstrøm, fot,

Sylphiden

James

(Fru Price de Plane) (Uhlendorf) «Sylphiden» II. Akt.

ved gyselige Indfald; saaledes er. den lille Prinsesses Fader jaget bort ved Revolution, og Kongen' lister" om paa sine 7 og en halv Kvadratmil i en stadig Revolutionsfrygt.

Heller ikke Komponisten synes at have været sikker paa sit Maal; der var Tilnærmelser til gammeldags Former og enkelte Musikstykker var i og for sig velklingende; men det blev ikke klart, om der væsentlig var tilsigtet Rokokoynde eller Baroklinier; man fik i al Fald iugen af Delene. Den moderne Orkesterklædning stod ogsaa daarligt til Kostumerne paa Scenen; og de spæde Svingninger, hvori Handlingen hen. satte vore Nerver, lod sig absolut ikke — som de tilsvarende hos Prins Basilius — udtrykke ved «et Orkester, der spiller tutti». — Og selv om det et enkelt Sted kunde lykkes Fru Neiiendam eller Fru Ulrich at dække over Urimelighederne, gjorde 'Tekstforfatterens besynderlige Luner det snart haabløst. Hvad mener man f. Eks. om at. lade Prinsesse Ilse, mens hun klæder sig af, foredrage en Vise om en Dronning i Thule,

James (Uhlendorf). Sylphiden (Fru Price de Plane).

der af sin Ridder modtager et Bæger, hvori de siden blander deres Taarer, saa tit de stikker det ud? Selve Hovedpunktet, Ærten, maatte tages paa Tro- og Love, for se den kunde man ikke. —

Om Udførelsen er ikke meget at sige. Aktørerne gjorde deres Bedste, men noget glimrende Resultat kunde ikke ventes. Fru Ulrich var som altid sød og nydelig at se paa. Fru Neiien- dam virkede ved sit ypperlige Rokokoansigt og klarede det sanglige med Bravour; — Måx Miller reddede sig over i Doktor Bartholo, naar det kneb. Heller ikke Hofman eller Frk. Krarup-Hansen fik Lejlighed til at lægge nye og fremragende Egenskaber for Dagen. S. HOHLENBERG.

«SYLPHIDEN»

Det kgl. Teater har genoptaget «Sylphiden».

Balletten er ikke af Bournonvilles originale. Dens Op- rindelse er ikke fransk; Originalen kreeredes af den berømte Taglioni. Bournonville omarbejdede den til Brug for vor hjemlige Taglioni, Lucile Grahn, der netop var Opgaaet som en Stjerne paa vor hjemlige Dansehimmel, og hvis Bravour næppe nogen dansk Danserinde nogen- sinde har naaet, Lucile Grahn, der senere fejredes af Europa og som, … saavidt vides, endnu lever som en gammel Dame i Miinchen, hvis Ballet hun i Halvfjerd- serne ledede.

«Sylphiden» er imidlertid trods sin franske Oprin- delse, saa bournonvilliseret, at den med Rette bærer hans Navn. Han vedkendte sig den da ogsaa som sit Barn. Og den maa endda siges at staa højt blandt hans Balletdigtninger.. Her er ikke nogen misforstaaet My- thologi eller Fædrelandshistorie. Emnet lader sig helt udtrykke ved Dansens og Mimikens Midler.

Nu ved Genoptagelsen fejrede Fru Price de Plane en hel lille Triumf i Titelrollen — ved sit Legems spinkle Ynde, sine Øjnes talende Dybde, sit vindende Smil. Hr. Uhlendorf er ung og kæk som Elskeren James, og Fru Valborg Guldbrandsen indtagende som den unge Kone Endelig har Hr. Beck overtaget Hek- sens Rolle, der før spilledes af en Dame, sidst Fru Harboe, og gav et nyt Bevis paa, at han foruden den mandige Spænstighed og lyse Elskværdighed, som man altid har vidst ham i Besiddelse af, ejer en Fantasi og et Lune, som man i Begyndelsen af hans Teaterbane ikke var rigtig tilbøjelig til at tillægge ham. — mn.

FO ==

G. Lindstrøm, fot, Fru: Price de Plane:

«Sylphiden».

K.

ulvia».

lphiden»

az)

Frk. Nyrop) i «F

5 (Se) nal

eg

[mæ

D

[=æj

(DB)

Spaasc Phryne (

G. Lindstrom, fot.

==

hj næres

PRIVAT- TEATRENE

Et sandt Over- flødighedshorn. af nye Forestillinger væltede Privattea- trene i Sæsonens første Maaned ud over deres Publi- kum. Og over he- le Rækken af den dramatiske Lite- raturs Kunstarter spændte de:- fra klassisk Skuespil til Folkekomedie, fra moderne Sen- sationsstykke til Farce:

Klassicismen repræsenteredes paa Folketeatret af «Ninon», paa Dagmarteatret af «Fulvia». De to Arbejder — og de to Forestillinger —belyser gensidig hinandens Fortrin

. og Mangler.

«Ninon» sitrer helt: igennem " af dramatisk Nerve.

G. Lindstrom, fot.

Aqvilinus (Vilh. Wiehe).

Fulvia (Fru A. Wiehe).

Dets tragiske Kon- flikt er gennem- ført med sikker Konsekvens, men udendenV oldsom- hedog Styrke, som Emnet kunde op- fordre til: Selve Ninon-Skikkelsen er gennemsigtet og afklaret med den overlegne Ro, der altid kendeteg- ner Hertz: af den store Kurtisane er alle Slakker udren- sede, og tilbage bliver en skøn og stolt Kvindeskik- kelse, over hvem en uafvendelig Skæbne mere end egen Brøde drager Fordærv. . Ogsaa over «Fulvia» er der Ro. Men det er:ikke den. kunst- neriske Beherskel- ses; det er:en Ro af den trygge Årt, som ikke kender Vanskelighederne. Den milde og lune Lyriker, somskrev

Aqvilinus (Vilh. Wiehe)

Fulvia (Augusta Wiehe)

Lysias (Albrecht Schmidt)

«Fulvia»

G, Lindstrøm, fot.

det, var ikke Dramatiker. Scenen med dens Krav til Spænding, Scenen, som ikke tillader nogen Hen- synken i Stemninger over Livet og Virkeligheden — den var for ham som en lukket Bog. Og i «Fulvia», der er en brav og poetisk Naturs Forsvar for Ide-

Fanny Legrand (Oda. Nielsen)

Jean Gaussin

(Albrecht Schmidt) i «Sappho».

André Marex (Emmarnuel Larsen) i »I Telefon»

aler, der fyldte ham helt, banker kun nu. og da det dramatiske Livs Puls.

Om begge Forestillinger gjaldt det, at de mere var at anse som en Art Parademarch end som vir- kelige Feltslag. Saavel Folketeatret som Dagmar- teatret har straks paa deres første Aften villet fast- slaa det Højdemaal af kunstneriske Fordringer, de agtede at stille til sig selv. Og begge Forestillinger fremførtes i en rig og smagfuld Iscenesættelses Ramme og prægedes af Omhu og Aarvaagenhed.

Fra «Ninon» vil man huske Betty Nansens Ud- førelse af Titelrollen: den stolte, selvbevidste, straa- lende Ninon i første Akt, den skælvende, sammen- synkende i sidste. Her skabte Fru Nansen en Skikkelse af en Højhed, af en Smertens Adel, som hævede Scenerne med Chevalieren op i Højde med det ypperste, hun har ydet — en Mater dolorosa, der i Sorgens Klarsyn staar Ansigt til Ansigt med hele sit foregaaende Liv. Men ogsaa for Hr. Adam Poulsen, der var Chevalieren, var de sidste Akter de bedste; han spillede her varmt og smukt.

I «Fulvia» bæres Hovedrollerne af Ægteparret Augusta og Vilhelm Wiehe. Fruen gav med Følelse og Smag Udtryk for Fulvias Sjæle- kamp, hendes kydske Kærlighed og hellige Iver. Hr. Vilh. Wiehe, der ved denne sin Tilbagevenden til Dagmarteatret modtoges med hjertelig Velkomst fra Publikums Side, var en værdig og mandig Aqvi- linus. Af den øvrige Udførelse vil man huske Frk. Nyrops temperamentfulde Skurkinde.

I den første Sæsonmaaneds videre Udfoldelse fremførte Dagmarteatret en Række udenlandske Ny- heder, mens Folketeatret — efter nogen Tids

er: FRE

Anne de Lenclos (Ninon) (Fru Betty Nansen) i «Ninon».

«Hans Højhed»-Interregnum — spillede et nyt, dansk Lystspil.

Fru Oda Nielsen, der iaar har forlagt sin Re- sidens fra Kasino til Dagmarteatret, spillede Titel- rollen i «Sappho» — Dramatiseringen af Daudets berømte Roman — med al sin tekniske Overlegen- hed, ivrigt hyldet af sit store og hengivne Publikum og heldigt bistaaet af Hr. Albrecht Schmidt i Styk- kets mandlige Hovedrolle. Nogen egentlig Nyhed er imidlertid dette Stykke ikke, om end det ved denne Lejlighed første Gang spilledes paa dansk. Helt nyt er derimod et andet fransk Stykke «I Telefon» af de Lorde.

Stykket er bygget over en enkelt Scene: en Ægtemand overværer, saa at sige, ved Telefonens Hjælp, at hans Hjem udplyndres og lægges øde af Banditer, hans Hustru, Tyende og Børn dræbes. I første Akt er vi i Hjemmet, ser en Bandit under et Paaskud skaffe sig Adgang til Huset og udforske Lejligheden, derpaa gaa bort. Siden de enlige Kvinders stigende Angst, der næres af mystiske Lyde og Puslen udenfor Døren, af Hundeglam, der rasende rejser sig og pludselig holder op. I anden Akt ser vi -Manden bænket i gode Venners Kreds. Saa ringer det paa Telefonen — han taler først fornøjet med Hustru og Børn — man forstaar, at

Hustruen er angst, men han beroliger hende, 'slaar det hen... - Dog Kendsgerningerne, hun fortæller, sætter ogsaa ham i Skræk; han vrider sig i af- mægtig Sorg og Angst, Begivenhederne saa nær og dog saa ganske ude af Stand til at gribe ind… . Indtil Samtalen pludselig afbrydes. Han har hørt et: Skrig — og da han atter raaber sin Nød og Rædsel ind i den følelsesløse Metaltragt, faar han intet Svar. Der er kun Stilhed. - Dødsens Stilhed.

Hele Stykket er skrevet kun for denne ene Scenes Skyld. Unægtelig er den i en talentfuld Skuespillers Varetægt af betydelig nervepirrende Virkning. Og Hr. Em. Larsen gav den med gri- bende Uhygge: hele Skalaen af Fornemmelser fra den første tillidsfulde Ro til den blege, kvælende Rædsel gav han et sandt, klart og betydeligt Ud- tryk. Em. Larsen er overhovedet en af de klogeste og sikreste Skuespillere, vi ejer. Han kan faa be- troet Opgaver, der ligger udenfor hans Evne-Om- raade, men han griber aldrig fejl, er aldrig i Vildrede med Maal og Midler.

Sammen med «I Telefon» har iøvrigt Dagmar- teatret spillet Theodor Wolfs Japaneseri «Ingen ved det». Stykket gav især Fru Anna Larssen Lejlighed til Udfoldelse af al sin bedaarende, blide og hvide Ynde, sin sarte, bristende Ungpige-Poesi.

Marion de Lorme (Frk. Karen Poulsen)

i «Ninon».

" Folketeatret opførte som iiæste nye Forestilling efter «Ninon» Hr. Hjalmar Bergstrøms Lystspil «Møntergade 39». Det synes mellem yngre danske Dramatikere at være en stiltiende Vedtægt at lade haant om Scenens Love, der dog for en stor Del bunder dybt i Scenekunstens Væsen. Hr. Bergstrøm havde da ogsaa kun sat sit Stykke saa løseligt op, men røbede iøvrigt et utvivlsomt scenisk Talent. Han er vittig og slagfærdig i Replikken, har Iagt- tagelsesevne, Sans for at tilspidse en Situation. Disse gode Egenskaber har holdt hans ægte køben- havnske Stykke oppe i -Publikums Gunst, og an- tagelig vil Opførelsen af «Møntergade 39» have beriget ham med de sceniske Erfaringer han endnu mangler.

«Teatret» maa forbeholde sig i et kommende Hefte at bringe Billeder fra denne Forestilling, der fra Udførelsens Side var Folketeatret til megen Ære. Et helt Galleri af veltrufne Figurer med dette ube- stemmelig snuskede over sig, der klæber ved den gamle Bys mindre duftende Kyarterer, havde Skue- spillerne ridset op med sikker Haand. Fru Julie Møllers og Hr. Helsengreens Skomagerpar, Hr. Rings blegfedtede, sortskæggede Spekulant, Fru Marie Rings

Chevalieren (Adam Poulsen). Ninon (Fru Nansen) halvforstyrrede Gammeljomfru, Hr. Hellemanns gamle i «Ninon».

G. Lindstrom, fot. Chevalieren Ninon (Adam Poulsen) (Fru Nansen) »Ninon».

' NE

e

>

27

Aagerkarl, Hr. Dorph-Petersens Murer, sidst men ikke mindst Hr. Lindstrøms rødblonde, blaabrillede Kommissionær — alt det var Ydelser, der var Frem- stillerne til Ære og Publikum til Glæde.

Kasino er begyndt Sæsonen under tildels ændrede Signaler: det vil, i al Fald overvejende, kaste sig til Folkekomediens brede og trofaste Bryst. Teatret vil sikkert faa Fornøjelse af at følge denne Kurs. Dets Scenerum, dets Traditioner, dets Beliggenhed i Nærheden af store Arbejderkvarterer henviser det derti.. Og skulde det være uden Værdi at skaffe de store Børn, som denne Kunstarts Publikum er — nogle Timers oprigtig Fest, at ildne dets Glæde over det gode, . dets Harme mod Ondskaben i denne Verden, at røre det til Graad og stemme det til Latter?

Tilmed var Begyndelsen ypperlig. «Fangen paa Zenda» er en rørig Folkekomedie af de bedste: djærv, kraftig i Linierne, fuld af Spænding, af ædle Følelser, af Lune. Historien om den unge Eng- lænder, hvis paafaldende Lighed med den uduelige Konge i et lille Land sætter ham i Stand til at spille dennes Rolle paa et kritisk Tidspunkt, fulgtes med Spænding af et opmærksomt Publikum. Og havde ikke Forfatteren ladet den unge Helt og den

Michael (Holger Rasmussen). Antoinette (Frk. Christophersen). i «Fangen paa Zenda».

Chevalieren (Adam Poulsen).

dejlige Prinsesse, hvis Kærlighed han vinder, vise en noget ufornøden Resignation tilsidst — havde han skænket dem Purpurrets Glans og Kærlighedens røde Frugter, da var saavist «Fangen paa Zenda» blevet et.af de Kassestykker, der sætter Mærke i et Teaters Historie.

I Hovedrollen havde Hr. Reenberg et helt Gen- nembrud. Den unge, sympatetiske Skuespiller, over hvem der før har været noget tungt og indestængt, havde strøget alt dette af sig og spillede den elsk- værdige Helt med en Friskhed og Frejdighed og med et elskværdigt -Lune, der skaffede ham en helt straalende Sejr. Som Repræsentant for Mørkets Magter virkede Hr. Holger Rasmussen med Djævle- blændthed og gnistrende Sorthed, mens Fru Røsen- berg var en" værdig Prinsesse og Frk.” Christo- phersen "virkningsfuld som en melodramatisk ulyk- kelig” Kvinde.

ÅLBERT” GNUDTZMANN:

Rudolf IV, (H. Reenberg)

«Fangen paa Zenda»

Prinsesse Flavia (Fru Rosenberg)

Michael (H. Rasmussen)